雪の女王 / Snedronningen — w językach japońskim i duńskim. Strona 4

Japońsko-duńska dwujęzyczna ksiÄ…ÅŒka

ハンス・クリスチャン・アンデルセン

雪の女王

Hans Christian Andersen

Snedronningen

「ああ、あたしは、長ぐ぀をおいおきたわ。手ぶくろもおいおきおしたった。」ず、ゲルダはさけびたした。ずたんに、ゲルダは身をきるようなさむさをかんじたした。でも、ずなかいはけっしおずたろうずはしたせんでした。それは赀い実みのなった朚やぶのずころぞくるたで、いっさんばしりに、はしり぀づけたした。そしお、そこでゲルダをおろしお、くちのずころにせっぷんしたした。 倧぀ぶの涙が、ずなかいの頬ほおを流れたした。それから、ずなかいはたた、いっさんばしりに、はしっおいっおしたいたした。

»O, jeg fik ikke mine StÞvler! jeg fik ikke mine BÊlvanter!« raabte den lille Gerda, det mÊrkede hun i den sviende Kulde, men Rensdyret turde ikke standse, det lÞb, til det kom til den store Busk med de rÞde BÊr; der satte det Gerda af, kyssede hende paa Munden, og der lÞb store, blanke Taarer ned over Dyrets Kinder, og saa lÞb det, alt hvad det kunde, igjen tilbage.

かわいそうに、ゲルダは、く぀もはかず、手ぶくろもはめずに、氷にずじられた、さびしいフィンマルケンのたっただなかに、ひずりずりのこされお立っおいたした。

Der stod den stakkels Gerda uden Sko, uden Handsker, midt i det frygtelige iiskolde Finmarken.

ゲルダは、いっしょうけんめいかけだしたした。するず、雪の倧軍が、むこうからおしよせおきたした。けれど、その雪は、空からふっおくるのではありたせん。空は極光オヌロラにおらされお、きらきらかがやいおいたした。

Hun lÞb fremad, saa stÊrkt hun kunde; da kom der et heelt Regiment Sneeflokker; men de faldt ikke ned fra Himlen, den var ganske klar og skinnede af Nordlys;

雪は地面の䞊をたっすぐに走っおきお、ちかくにくればくるほど、圢が倧きくなりたした。

Sneeflokkerne lÞb lige hen ad Jorden, og jo nÊrmere de kom, des stÞrre bleve de;

ゲルダは、い぀か虫めがねでのぞいたずき、雪のひずひらがどんなにか倧きくみえたこずを、ただおがえおいたした。けれども、ここの雪はほんずうに、ずっず倧きく、ずっずおそろしくみえたした。この雪は生きおいたした。それは雪の女王の前哚ぜんしょうでした。

Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde seet ud, dengang hun saae Sneeflokkerne gjennem BrÊndeglasset, men her vare de rigtignok anderledes store og frygtelige, de vare levende, de vare Sneedronningens Forposter; de havde de underligste Skikkelser;

そしお、ずいぶんぞんおこな圢をしおいたした。倧きくおみにくい、やたあらしのようなものもいれば、かたくびをもたげお、ずぐろをたいおいるぞびのようなかっこうのもあり、毛のさかさにはえた、ふずった小ぐたににたものもありたした。それはみんなたぶしいように、ぎらぎら癜くひかりたした。これこそ生きた雪の倧軍でした。

nogle saae ud som fÊle store Pindsviin, andre, som hele Knuder af Slanger, der stak Hovederne frem, og andre, som smaa tykke BjÞrne paa hvem Haarene struttede, alle skinnende hvide, alle vare de levende Sneeflokker.

そこでゲルダは、い぀もの䞻しゅの祈の「われらの父」をずなえたした。さむさはずおもひどくお、ゲルダはじぶんの぀くいきを芋るこずができたした。それは、口からけむりのようにたちのがりたした。

Da bad den lille Gerda sit Fadervor, og Kulden var saa stÊrk at hun kunde see sin egen Aande; som en heel RÞg stod den hende ud af Munden;

そのいきはだんだんこくなっお、やがおちいさい、きゃしゃな倩䜿になりたした。それが地びたに぀くずいっしょに、どんどん倧きくなりたした。倩䜿たちはみな、かしらにはかぶずをいただき、手には楯たおずやりをもっおいたした。

Aanden blev tÊttere og tÊttere og den formede sig til smaa klare Engle, der voxte meer og mere, naar de rÞrte ved Jorden; og alle havde de Hjelm paa Hovedet og Spyd og Skjold i HÊnderne;

倩䜿の数はだんだんふえるばかりでした。そしお、ゲルダが䞻のおいのりをおわったずきには、りっぱな倩䜿軍の䞀たいが、ゲルダのぐるりをずりたいおいたした。

de bleve flere og flere, og da Gerda havde endt sit Fadervor, var der en heel Legion om hende;

倩䜿たちはやりをふるっお、おそろしい雪のぞいたいをうちたおすず、みんなちりぢりになっおしたいたした。そこでゲルダは、ゆうきをだしお、げんきよく進んで行くこずができたした。

de hug med deres Spyd paa de gruelige Sneeflokker saa de sprang i hundrede Stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og freidig frem.

倩䜿たちは、ゲルダの手ず足ずをさすりたした。するずゲルダは、前ほどさむさを感じなくなっお、雪の女王のお城をめがけおいそぎたした。

Englene klappede hende paa FÞdderne og paa HÊnderne, og saa fÞlte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod Sneedronningens Slot.

ずころで、カむは、あののち、どうしおいたでしょう。それからたずお話をすすめたしょう。カむは、たるでゲルダのこずなど、おもっおはいたせんでした。だから、ゲルダが、雪の女王のごおんたできおいるなんお、どうしお、ゆめにもおもわないこずでした。

Men nu skulle vi fÞrst see, hvorledes Kay har det. Han tÊnkte rigtignok ikke paa lille Gerda, og allermindst at hun stod udenfor Slottet.

第䞃のお話。雪の女王のお城でのできごずず そののちのお話

Syvende Historie. Hvad der skete i Sneedronningens Slot, og hvad der siden skete.

雪の女王のお城は、はげしくふきたたる雪が、そのたたかべになり、窓や戞口は、身をきるような颚で、できおいたした。

Slottets VÊgge vare af den fygende Snee og Vinduer og DÞre af de skjÊrende Vinde;

そこには、癟いじょうの広間が、じゅんにならんでいたした。それはみんな雪のふきたたったものでした。いちばん倧きな広間はなんマむルにもわたっおいたした。぀よい極光オヌロラがこの広間をもおらしおいお、それはただもう、ばか倧きく、がらんずしおいお、いかにも氷のように぀めたく、ぎらぎらしお芋えたした。

der vare over hundrede Sale, alt ligesom Sneen fygede, den stÞrste strakte sig mange Mile, alle belyste af de stÊrke Nordlys, og de vare saa store, saa tomme, saa isnende kolde og saa skinnende.

たのしみずいうものの、たるでないずころでした。あらしが音楜をかなでお、ほっきょくぐたがあず足で立ちあがっお、気どっおおどるダンスの䌚もみられたせん。わかい癜ぎ぀ねの貎婊人きふじんのあいだに、ささやかなお茶ちゃの䌚かいがひらかれるこずもありたせん。雪の女王の広間は、ただもうがらんずしお、だだっぎろく、そしおさむいばかりでした。

Aldrig kom her Lystighed, ikke engang saa meget, som et lille BjÞrne-Bal, hvor Stormen kunde blÊse op, og IisbjÞrnene gaae paa Bagbenene og have fine Manerer; aldrig et lille Spilleselskab med Munddask og slaae paa Lappen; aldrig en lille Smule Caffe-Commerts af de hvide RÊve-FrÞkner; tomt, stort og koldt var det i Sneedronningens Sale.

極光のもえるのは、たこずにきそく正しいので、い぀がいちばん高いか、い぀がいちばんひくいか、はっきり芋るこずができたした。

Nordlysene blussede saa nÞiagtigt, at man kunde tÊlle sig til, naar de vare paa det HÞieste, og naar de vare paa det Laveste.

このはおしなく倧きながらんずした雪の広間のたん䞭に、なん千䞇ずいう数のかけらにわれおこおった、みずうみがありたした。われたかけらは、ひず぀ひず぀おなじ圢をしお、これがあ぀たっお「あ぀たっお」は底本では「あったっお」、りっぱな矎術品になっおいたした。このみずうみのたん䞭に、お城にいるずき、雪の女王はすわっおいたした。そしおじぶんは理性りせいの鏡のなかにすわっおいるのだ「いるのだ」は底本では「い のだ」、この鏡ほどのものは、䞖界䞭さがしおもない、ずいっおいたした。

Midt derinde i den tomme uendelige Sneesal var der en frossen SÞ; den var revnet i tusinde Stykker, men hvert Stykke var saa akkurat ligt det andet, at det var et heelt Kunststykke; og midt paa den sad Sneedronningen, naar hun var hjemme, og saa sagde hun, at hun sad i Forstandens Speil, og at det var det eneste og bedste i denne Verden.

カむはここにいお、さむさのため、たっ青に、ずいうよりは、うす黒くなっおいたした。それでいお、カむはさむさを感じたせんでした。ずいうよりは、雪の女王がせっぷんしお、カむのからだから、さむさをすいずっおしたったからです。そしおカむのしんぞうは、氷のようになっおいたした。

Lille Kay var ganske blaa af Kulde, ja nÊsten sort, men han mÊrkede det dog ikke, for hun havde jo kysset Kuldegyset af ham, og hans Hjerte var saa godt som en Iisklump.

カむは、たいらな、いく枚かのうすい氷の板を、あっちこっちからはこんできお、いろいろにそれをくみあわせお、なにか぀くろうずしおいたした。たるでわたしたちが、むずかしい挢字をくみ合わせるようでした。

Han gik og slÊbte paa nogle skarpe flade Iisstykker; som han lagde paa alle mulige Maader, for han vilde have noget ud deraf; det var ligesom naar vi andre have smaa TrÊplader og lÊgge disse i Figurer, der kaldes det chinesiske Spil.

カむも、この䞊なく手のこんだ、みごずな圢を぀くりあげたした。それは氷のちえあそびでした。カむの目には、これらのものの圢はこのうえなくりっぱな、この䞖の䞭で䞀ばん「ばん」は底本では「ぱん」たいせ぀なもののようにみえたした。それはカむの目にささった鏡のかけらのせいでした。カむは、圢でひず぀のこずばをかきあらわそうずおもっお、のこらずの氷の板をならべおみたしたが、自分があらわしたいずおもうこずば、すなわち、「氞遠えいえん」ずいうこずばを、どうしおも぀くりだすこずはできたせんでした。でも、女王はいっおいたした。

Kay gik ogsaa og lagde Figurer, de allerkunstigste, det var Forstands Iisspillet; for hans Øine vare Figurerne ganske udmÊrkede og af den allerhÞieste Vigtighed; det gjorde det Glaskorn, der sad ham i Øiet! han lagde hele Figurer, der vare et skrevet Ord, men aldrig kunde han finde paa at lÊgge det Ord, som han just vilde, det Ord: Evigheden, og Sneedronningen havde sagt:

「もしおたえに、その圢を぀くるこずがわかれば、からだも自由になるよ。そうしたら、わたしは䞖界ぜんたいず、あたらしいそりぐ぀を、いっそくあげよう。」

»Kan Du udfinde mig den Figur, saa skal Du vÊre Din egen Herre, og jeg forÊrer Dig hele Verden og et Par nye SkÞiter.«

けれども、カむには、それができたせんでした。

Men han kunde ikke.

「これから、わたしは、あたたかい囜を、ざっずひずたわりしおこよう。」ず、雪の女王はいいたした。「぀いでにそこの黒なべをのぞいおくる。」黒なべずいうのは、゚トナずかノェスノィオずか、いろんな名の、火をはく山のこずでした。「わたしはすこしばかり、それを癜くしおやろう。ぶどうやレモンをおいしくするためにいいそうだから。」

»Nu suser jeg bort til de varme Lande!« sagde Sneedronningen, »jeg vil hen og kige ned i de sorte Gryder!« — Det var de ildsprudende Bjerge, Ætna og Vesuv, som man kalder dem. — »Jeg skal hvidte dem lidt! det hÞrer til; det gjÞr godt oven paa Citroner og Viindruer!«

こういっお、雪の女王は、ずんでいっおしたいたした。そしおカむは、たったひずりがっちで、なんマむルずいうひろさのある、氷の倧広間のなかで、氷の板を芋぀めお、じっず考えこんでいたした。もう、こちこちになっお、おなかのなかの氷が、みしりみしりいうかずおもうほど、じっずうごかずにいたした。それをみたら、たれも、カむはこおり぀いたなり、死んでしたったのだずおもったかもしれたせん。

og saa flÞi Sneedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange Mile store tomme Iissal og saae paa Iisstykkerne og tÊnkte og tÊnkte, saa det knagede i ham, ganske stiv og stille sad han, man skulde troe han var frosset ihjel.

ちょうどそのずき、ゲルダは倧きな門を通っお、その倧広間にはいっおきたした。そこには、身をきるような颚が、ふきすさんでいたしたが、ゲルダが、ゆうべのおいのりをあげるず、ねむったように、しずかになっおしたいたした。そしお、ゲルダは、いく぀も、いく぀も、さむい、がらんずしたひろたをぬけお、――ずうずう、カむをみ぀けたした。ゲルダは、カむをおがえおいたした。で、いきなりカむのくびすじにずび぀いお、しっかりだきしめながら、

Da var det, at den lille Gerda traadte ind i Slottet gjennem den store Port, der var skjÊrende Vinde; men hun lÊste en AftenbÞn, og da lagde Vindene sig, som de vilde sove, og hun traadte ind i de store, tomme kolde Sale — da saae hun Kay, hun kjendte ham, hun flÞi ham om Halsen, holdt ham saa fast og raabte:

「カむ、すきなカむ。ああ、あたしずうずう、み぀けたわ。」ず、さけびたした。

»Kay! sÞde lille Kay! saa har jeg da fundet Dig!«

けれども、カむは身ゆるぎもしずに、じっずしゃちほこばったなり、぀めたくなっおいたした。

Men han sad ganske stille, stiv og kold; —

そこで、ゲルダは、あ぀い涙を流しお泣きたした。それはカむのむねの䞊におちお、しんぞうのなかにたで、しみこんで行きたした。そこにたたった氷をずかしお、しんぞうの䞭の、鏡のかけらをなくなしおしたいたした。カむは、ゲルダをみたした。ゲルダはうたいたした。

da grÊd den lille Gerda hede Taarer, de faldt paa hans Bryst, de trÊngte ind i hans Hjerte, de optÞede Iisklumpen og fortÊrede den lille Speilstump derinde; han saae paa hende og hun sang Psalmen:

「ばらのはな さきおはちりぬ
おさなご゚ス やがおあおがん」

»Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale!«

するず、カむはわっず泣きだしたした。カむが、あたりひどく泣いたものですから、ガラスのずげが、目からぜろりずぬけおでおしたいたした。すぐずカむは、ゲルダがわかりたした。そしお、倧よろこびで、こえをあげたした。

Da brast Kay i Graad; han grÊd, saa Speilkornet trillede ud af Øinene, han kjendte hende og jublede:

「やあ、ゲルダちゃん、すきなゲルダちゃん。――いたたでどこぞいっおたの、そしおたた、がくはどこにいたんだろう。」

»Gerda! sÞde lille Gerda! — hvor har Du dog vÊret saa lÊnge? Og hvor har jeg vÊret?«

こういっお、カむは、そこらをみたわしたした。「ここは、ずいぶんさむいんだなあ。なんお倧きくお、がらんずしおいるんだろうなあ。」

Og han saae rundt om sig. »Hvor her er koldt! hvor her er tomt og stort!« og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og grÊd af GlÊde;

こういっお、カむは、ゲルダに、ひしずずり぀きたした。ゲルダは、うれしたぎれに、泣いたり、わらったりしたした。それがあたりたのしそうなので、氷の板きれたでが、はしゃいでおどりだしたした。そしお、おどり぀かれおたおれおしたいたした。そのたおれた圢が、ひずりでに、こずばを぀づっおいたした。それは、もしカむに、そのこずばが぀づれたら、カむは自由になれるし、そしおあたらしいそりぐ぀ず、のこらずの䞖界をやろうず、雪の女王がいった、そのこずばでした。

det var saa velsignet, at selv Iisstykkerne dandsede af GlÊde rundtom og da de vare trÊtte og lagde sig, laae de netop i de Bogstaver, som Sneedronningen havde sagt, han skulde udfinde, saa var han sin egen Herre, og hun vilde give ham hele Verden og et Par nye SkÞiter.

ゲルダは、カむのほおにせっぷんしたした。みるみるそれはぜおっず赀くなりたした。それからカむの目にもせっぷんしたした。するず、それはゲルダの目のように、かがやきだしたした。カむの手だの足だのにもせっぷんしたした。これで、しっかりしおげんきになりたした。

Og Gerda kyssede hans Kinder, og de bleve blomstrende; hun kyssede hans Øine, og de lyste som hendes, hun kyssede hans HÊnder og FÞdder, og han var sund og rask.

もうこうなれば、雪の女王がかえっおきおも、かたいたせん。だっお、女王が、それができればゆるしおやるずいったこずばが、ぎかぎかひかる氷のもんじで、はっきりずそこにかかれおいたからです。

Sneedronningen maatte gjerne komme hjem: hans Fribrev stod skrevet der med skinnende Iisstykker.

さお、そこでふたりは手をずりあっお、その倧きなお城からそずぞでたした。そしお、うちのおばあさんの話だの、屋根の䞊のばらのこずなどを、語りあいたした。ふたりが行くさきざきには、颚もふかず、お日さたの光がかがやきだしたした。

Og de toge hinanden i HÊnderne og vandrede ud af det store Slot; de talte om Bedstemoder og om Roserne oppe paa Taget; og hvor de gik, laae Vindene ganske stille og Solen brÞd frem;

そしお、赀い実みのなった、あの朚やぶのあるずころにきたずき、そこにもう、ずなかいがいお、ふたりをたっおいたした。そのずなかいは、もう䞀ぎきのわかいずなかいを぀れおいたした。そしお、このわかいほうは、ふくれた乳ぶさからふたりのこどもたちに、あたたかいおちちを出しおのたせおくれお、そのくちの䞊にせっぷんしたした。

og da de naaede Busken med de rÞde BÊr, stod Rensdyret der og ventede; det havde en anden ung Reen med, hvis Iver var fuldt, og den gav de Smaa sin varme MÊlk og kyssede dem paa Munden.

それから二ひきのずなかいは、カむずゲルダをのせお、たずフィンランドの女のずころぞ行きたした。そこでふたりは、あのあ぀いぞやで、じゅうぶんからだをあたためお、うちぞかえる道をおしえおもらいたした。それからこんどは、ラップランドの女のずころぞいきたした。その女は、ふたりにあたらしい着物を぀くっおくれたり、そりをそろえおくれたりしたした。

Saa bare de Kay og Gerda fÞrst til Finnekonen, hvor de varmede sig op i den hede Stue og fik Besked om Hjemreisen, saa til Lappekonen, der havde syet dem nye KlÊder og gjort sin SlÊde istand.

ずなかいず、もう䞀ぎきのずなかいずは、それなり、ふたりのそりに぀いおはしっお、囜境くにざかいたでおくっおきおくれたした。そこでは、はじめお草の緑が「が」は底本では「か」もえだしおいたした。カむずゲルダずは、ここで、二ひきのずなかいず、ラップランドの女ずにわかれたした。
「さようなら。」ず、みんなはいいたした。

Og Rensdyret og den unge Reen sprang ved Siden og fulgte med, lige til Landets GrÊndse, der tittede det fÞrste GrÞnne frem, der toge de Afsked med Rensdyret og med Lappekonen. »Farvel!« sagde de Allesammen.

そしお、はじめお、小鳥がさえずりだしたした。森には、緑の草の芜が、いっぱいにふいおいたした。その森の䞭から、う぀くしい銬にのった、わかいむすめが、赀いぎかぎかするがうしをかぶり、くらにピストルを二ちょうさしお、こちらにやっおきたした。ゲルダはその銬をしっおいたした。それは、ゲルダの金きんの銬車をひっぱった銬であったからです。

Og de fÞrste smaa Fugle begyndte at qviddre, Skoven havde grÞnne Knoppe, og ud fra den kom ridende paa en prÊgtig Hest, som Gerda kjendte (den havde vÊret spÊndt for Guldkarreeten) en ung Pige med en skinnende rÞd Hue paa Hovedet og Pistoler foran sig;

そしお、このむすめは、れいのおいはぎのこむすめでした。この女の子は、もう、うちにいるのがいやになっお、北の囜のほうぞいっおみたいずおもっおいたした。そしおもし、北の囜が気にいらなかったら、どこかほかの囜ぞいっおみたいずおもっおいたした。

det var den lille RÞverpige, som var kjed af at vÊre hjemme og vilde nu fÞrst Nord paa og siden af en anden Kant, dersom hun ikke blev fornÞiet.

このむすめは、すぐにゲルダに気が぀きたした。ゲルダもたた、このむすめをみ぀けたした。そしお、もういちどあえたこずを、心からよろこびたした。

Hun kjendte strax Gerda, og Gerda kjendte hende, det var en GlÊde.

「おたえさん、ぶら぀きやのほうでは、たいしたおやぶんさんだよ。」ず、そのむすめは、カむにいいたした。「おたえさんのために、䞖界のはおたでもさがしにいっおやるだけのねうちが、いったい、あったのかしら。」

»Du er en rar Fyr til at traske om!« sagde hun til lille Kay; »jeg gad vide, om Du fortjener, man lÞber til Verdens Ende for din Skyld!«

けれども、ゲルダは、そのむすめのほおを、かるくさすりながら、王子ず王女ずは、あののちどうなったかずききたした。

Men Gerda klappede hende paa Kinden, og spurgte om Prinds og Prindsesse.

「あの人たちは、倖囜ぞいっおしたったのさ。」ず、おいはぎのこむすめがこたえたした。

»De ere reiste til fremmede Lande!« sagde RÞverpigen.

「それで、からすはどうしお。」ず、ゲルダはたずねたした。

»Men Kragen?« spurgte den lille Gerda.

「ああ、からすは死んでしたったよ。」ず、むすめがいいたした。「それでさ、おかみさんがらすも、やもめになっお、黒い毛糞の喪章もしょうを足に぀けおね、ないおばかりいるっおいうけれど、うわさだけだろう。さあ、こんどは、あれからどんな旅をしたか、どうしおカむちゃんを぀かたえたか、話しおおくれ。」

»Ja Kragen er dÞd!« svarede hun. »Den tamme KjÊreste er bleven Enke og gaaer med en Stump sort Uldgarn om Benet; hun klager sig ynkeligt og VrÞvl er det Hele! — Men fortÊl mig nu, hvorledes det er gaaet Dig, og hvorledes Du fik fat paa ham!«

そこで、カむずゲルダずは、かわりあっお、のこらずの話をしたした。

Og Gerda og Kay fortalte begge to.

「そこで、よろしく、ちんがらもんがらか、でも、たあうたくいっお、よかったわ。」ず、むすめはいいたした。

»Og Snip-snap-snurre-basselurre!« sagde RÞverpigen, tog dem begge to i HÊnderne og lovede, at hvis hun engang kom igjennem deres By, saa vilde hun komme op at besÞge dem,

そしお、ふたりの手をずっお、もしふたりのすんでいる町を通るこずがあったら、きっずたずねようず、やくそくしたした。それから、むすめは銬をずばしお、ひろい䞖界ぞでお行きたした。でも、カむずゲルダずは、手をずりあっお、あるいおいきたした。いくほど、そこらが春めいおきお、花がさいお、青葉がしげりたした。お寺の鐘かねがきこえお、おなじみの高い塔ずうず、倧きな町が芋えおきたした。それこそ、ふたりがすんでいた町でした。

og saa red hun ud i den vide Verden, men Kay og Gerda gik Haand i Haand, og som de gik, var det et deiligt Foraar med Blomster og GrÞnt; Kirkeklokkerne ringede, og de kjendte de hÞie Taarne, den store By, det var i den de boede, og de gik ind i den og hen til Bedstemoders DÞr,

そこでふたりは、おばあさたの家の戞口ぞいっお、かいだんをあがっお、ぞやぞはいりたした。そこではなにもかも、せんずかわっおいたせんでした。柱どけいが「カッチンカッチン」いっお、針がたわっおいたした。けれど、その戞口をはいるずき、じぶんたちが、い぀かもうおずなになっおいるこずに気が぀きたした。

op ad Trappen, ind i Stuen, hvor Alt stod paa samme Sted som fÞr, og Uhret sagde: »dik! dik!« og Viseren dreiede; men idet de gik igjennem DÞren, mÊrkede de, at de vare blevne voxne Mennesker.

おもおの屋根やねのずいの䞊では、ばらの花がさいお、ひらいた窓から、うちのなかをのぞきこんでいたした。そしおそこには、こどものいすがおいおありたした。カむずゲルダずは、めいめいのいすにこしをかけお、手をにぎりあいたした。ふたりはもう、あの雪の女王のお城のさむい、がらんずした、そうごんなけしきを、ただがんやりず、おもくるしい倢のようにおもっおいたした。

Roserne fra Tagrenden blomstrede ind af de aabne Vinduer, og der stode de smaa BÞrnestole, og Kay og Gerda satte sig paa hver sin og holdt hinanden i HÊnderne, de havde glemt som en tung DrÞm den kolde tomme Herlighed hos Sneedronningen.

おばあさたは、神さたの、うららかなお日さたの光をあびながら、「なんじら、もし、おさなごのごずくならずば、倩囜にいるこずをえじ。」ず、高らかに聖曞せいしょの䞀せ぀をよんでいたした。

Bedstemoder sad i Guds klare Solskin og lÊste hÞit af Bibelen: »uden at I blive som BÞrn, komme I ikke i Guds Rige!«

カむずゲルダずは、おたがいに、目ず目を芋あわせたした。そしお、

Og Kay og Gerda saae hinanden ind i Øiet, og de forstode paa eengang den gamle Psalme:

「ばらのはな さきおはちりぬ
おさなご゚ス やがおあおがん」

»Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale!«

ずいうさんび歌のいみが、にわかにはっきりずわかっおきたした。こうしおふたりは、からだこそ倧きくなっおも、やはりこどもで、心だけはこどものたたで、そこにこしをかけおいたした。ちょうど倏でした。あたたかい、みめぐみあふれる倏でした。

Der sad de begge to Voxne og dog BÞrn, BÞrn i Hjertet, og det var Sommer, den varme, velsignede Sommer.