老子道徳経 / Tao Te Ching — w językach japońskim i duńskim. Strona 2

Japońsko-duńska dwujęzyczna książka

老子

老子道徳経

Lao-tse

Tao Te Ching

五十一章

51

道はこれを生じ、德はこれを畜ひ、物はこれを形し、勢はこれを成すなり。是を以て、萬物は道を尊び、德を貴ばざるはなきなり。道の尊き、德の貴きは、それこれを爵することなくして、而も常に自から然るなり。故に、道はこれを生じ、德はこれを畜ひ、これを長じ、これを育し、これを成し、これを熟し、これを養ひ、これを覆ふなり。生ずるも有せず。為すも恃まず。長ずるも宰せず。これを玄德と謂ふ。

Alle ting opstår af Tao.
De næres af dyden.
De dannes af stof.
De formes af omgivelserne.
Derfor adlyder alle ting Tao og ærer dyden.
Respekt for Tao og ærbødighed for dyden er ikke noget, som påbydes;
de ligger i tingenes natur.
Derfor: Alle ting opstår af Tao.
Af dyden næres de,
udvikles de, fremmes de,
beskyttede, skærmede, modnede og værnede.
At skabe uden at få i eje,
at arbejde uden at tage til indtægt,
at vejlede uden at påvirke,
dette er den højeste dyd.

五十二章

52

天下に始ありて、以て天下の母たり。旣にその母を得て、以てその子を知り、復してその母を守らば、身を沒するも殆からざるなり。その兌を塞ぎ、その門を閉づれば、身を終るとも勤れず。その兌を開き、その事を濟さば、身を終るとも救はれざるなり。小を見るを明と曰ひ、柔を守るを强と曰ふ。その光を用ふるも、その明に復歸すれば、身に殃を遺󠄃すことなし。これを襲常と謂ふなり。

Begyndelsen til universet er moder til alle ting.
Når man kender moderen, kender man også barnet.
Når man kender barnet og derfor holder sig til moderen, opnår man frihed for frygt for farer.
Hold din mund lukket, beskyt dine sanser og livet vil være fuIdbyrdet,,
Luk din mund op, vær travlt på færde, da er livet uden håb.
At have sans for det ringe er at være viis.
At give efter for styrke er at have kraft.
Følg lyset fra Tao og lad det lede dig indad;
på den måde vil du frelses fra døden.
Dette kaldes at indtræde i evigheden.

五十三章

53

我をして介然として知どることありて、大道󠄃を行はしめんとするも、ただ施なるをこれ畏る。大道󠄃は甚だ夷かなるも、而も民は徑を好むなり。朝󠄃は甚だ除し、田は甚だ蕪れ、倉は甚だ虛し。文󠄃綵を服し、利劍を帶び、飮食󠄃に厭き、財貨󠄃は余り有り。これを盜竽と謂ふ。非道󠄃なるかな。

Hvis jeg var tilstrækkelig viis, ville jeg følge det store Tao,
og min eneste bekymring ville være at komme bort fra denne vej.
At følge den brede vej er let, men folk foretrækker krogede stier.
Mens paladset pranger i pragt, er markerne vanrøgtede og kornladerne tomme.
Nogle klæder sig fint, bærer prægtige sværd, spiser og drikker over måde; de har kostbarheder i overflod.
De er røverbaroner,
At dette ikke er Taos vej, er sikkert.

五十四章

54

善く建󠄄つるものは抜けず、善く抱󠄃くものは脫せず。子孫は以て祭祀して輟まず。これを身に修むれば、その德は乃ち眞󠄃。これを家に修むれば、その德は餘あり。これを鄕に修むれば、その德は乃ち長し。これを國に修むれば、その德は乃ち豐かなり。これを天下に修むれば、その德は乃ち普し。故に、身を以ては身を觀、家を以ては家を觀、鄕を以ては鄕を觀、國を以って國を觀、天下を以ては天下を觀る。吾何を以て天下の然ることを知るや。これを以てなり。

Det, som er dybt rodfæstet, rykkes ikke op igen.
Det, som man har godt fat om, kan ikke glide en af hænde.
Det vil blive æret fra slægt til slægt.
Dyrk dyden i dig selv, og den vil fæste rod.
Dyrk den i familien, og den vil spire frem.
Dyrk den i landsbyen, og den vil vokse.
Dyrk den i landet, og den vil blomstre.
Dyrk den i universet, og dyden vil være overalt.
Derfor: Se på kroppen som krop,
se på familien som familie,
se på landsbyen som landsby,
se på landet som land,
se på universet som univers.
Hvordan ved jeg, at universet er sådan?
Ved at se!

五十五章

55

含德の厚きは、赤子に比す。毒蟲も螫さず、猛獸も據らず、攫鳥も搏たず。骨は弱󠄃く筋は柔らかにして、而も握ることは固し。いまだ牝牡の合ふことを知らざるも、而も䘒の作るは、精の至りなり。終日號べども、而も嗌の嗄れざるは、和の至りなり。和を知るを常と曰ひ、常を知るを明と曰ひ、生を益すを祥と曰ひ、心の氣を使ふを强と曰ふ。物は壯なれば則ち老ゆ。これを不道と謂ふ。不道なれば早く已なり。

Den, som er fuld af dyd, er som et nyfødt barn.
Hvepse vi! ikke stikke og slanger ikke bide det;
vilde dyr vil ikke springe på det; rovfugle vil ikke slå klo i det.
Dets knogler er bløde, dets muskler er svage, dog har det et fast greb.
Det har ikke erfaret mands og kvindes forening, alligevel er det helt.
Dets legemskraft udfolder sig fuldt ud.
Det skriger hele dagen uden at blive hæst.
Dette er fuldkommen harmoni.
At tilegne sig harmoni er at fatte det evige.
At tilegne sig det evige er visdom.
Det er ikke viist at leve over måde.
Kontrol med åndedrættet fremkalder spænding.
Hvis for megen energi anvendes, følger udmattelse.
Dette er ikke Taos vej.
Hvad der er imod Tao, vil ikke vare længe.

五十六章

56

知る者は言はず、言ふ者は知らざるなり。その兌を塞ぎ、その門を閉ぢ、その銳を挫き、その紛を解き、その光を和げ、その塵に同じくす。これを玄同と謂ふ。故に、得て親むべからず。また得て疎んずべからず。得て利すべからず。また得て害すべからず。得て貴くすべからず。また得て賤くすべからず。故に、天下の貴となるなり。

Den, som ved, taler ikke.
Den, som taler, ved ikke.
Hold munden lukket.
Vogt på sanserne.
Udglat din skarphed.
Gør dine problemer overskuelige.
Dæmp din klarhed.
Vær ét med jordens støv.
Det er den oprindelige enhed.
Den, som har nået dette stadium, har intet forhold til kærlighed og fjendskab,
til godt og dårligt, til ære og vanære.
Derfor er dette det højeste stadium.

五十七章

57

正を以ては國を治め、奇を以ては兵を用ふ。無事を以ては天下を取るなり。吾は何を以てその然るを知るや。これを以てなり。天下に忌諱を多くすれば、而も民はいよいよ貧し。民に利器を多くすれば、國家はますます昏し。人に技巧を多くすれば、奇物はますます起る。法令ますます彰かにならば、盜賊はあること多し。故に、聖人は云ふ、「我は無爲なるも、而も民は自から化す。我は靜を好むも、而も民は自から正しし。我は無事なるも、而も民は自ら富む。我は無欲なるも、而も民自ら朴なり。」と。

Styr nationen med retfærd.
Før krig med overraskelsesangreb.
Bliv herre over universet uden stræben.
Hvorledes ved jeg, at det er sådan?
Fordi:
Jo flere love og påbud, der er, jo mere forarmes folket.
Jo skarpere folks våben, jo mere uro i landet.
Jo kløgtigere og snildere folk er, jo mere kompliceret bliver alt.
Jo flere regler og bestemmelser, jo flere tyve og røvere.
Derfor siger den vise:
Jeg griber ikke ind, så vil folk finde sig selv.
Jeg holder mig i ro, så bliver folk ærlige.
Jeg udretter intet, og folk bliver rige.
Jeg har ingen ønsker, og folk vender tilbage til den gode og enkle livsførelse.

五十八章

58

その政悶悶なれば、その民は醇醇たらん。その政察察たれば、その民は缺缺たらん。禍󠄃は福󠄃の倚る所󠄃にして、福󠄃は禍󠄃いの伏する所󠄃なり。孰かその極を知らんや。それ止ることなきなり。正は復すれば奇となり、善は復すれば妖となる。人の迷ふや、その日固に久し。是を以て、聖人は方なれど割かず、廉󠄃なれども劌らず、直なれども肆ならず、光あれども耀かざるなり。

Når landet styres med let hånd, lever folket enkelt.
NÃ¥r landet styres med streng hed, kommer folket i forfald.
Lykke bunder i ulykke.
Ulykke lurer på bunden af al lykke.
Hvem kan se enden derpå?
Der er ingen ærlighed.
Ærlighed bliver til uærlighed.
Godhed bliver til nedbrydende vold.
Mennesket har længe været offer for disse.
Derfor er den vise skarp, men ikke skærende,
spids, men ikke gennem borende,
retlinet, men ikke hensynsløs,
blændende, men ikke blindende.

五十九章

59

人を治め天に事ふるには、嗇にしくはなし。それただ嗇なる、これを早復と謂ふ。早復は、これを重積德と謂ふ。重積德なれば、則ち剋せざることなし。剋せざることなければ、則ちその極を知ることなし。その極を知ることなければ、以て國を有つべし。國を有つの母は、以て長久なるべし。これを深根固蒂󠄁、長生久視󠄃之道と謂ふなり。

Til at sørge for andre og tjene himlen er intet bedre end mådehold.
MÃ¥dehold begynder med, at du opgiver dine egne ideer.
Dette afhænger af dyd indsamlet i fortiden.
Hvis der er et godt lager af dyd, er intet umuligt.
Hvis intet er umuligt, er der ingen grænser.
Hvis en mand ingen grænser kender, er han egnet til at blive fyrste.
Indrettet på samme måde som vort ophav vil du ikke vare ved i lang tid.
Du er som træet, hvis rod er dyb, og hvis stamme er fast.
Dette er langt livs og evig anseelses Tao.

六十章

60

大國を治むるは、小鮮を烹るがごとし。道を以て天下に莅めば、その鬼も神󠄃ならず。その鬼の神󠄃ならざるのみにはあらず、その神󠄃も人を傷らず。その神󠄃も人を傷らざるのみにはあらず、聖󠄃人もまた人を傷らざるなり。それ兩ながら相傷らず。故に德は交歸するなり。

Man må styre staten på samme måde, som når man koger små fisk.
Nærm dig universet ved hjælp af Tao, og det onde vil være uden magt.
Det betyder ikke, at det onde ikke er mægtigt,
men dets magt vil ikke blive brugt til at skade andre.
Det vil ikke blot undlade at skade andre, men den vise selv vil være uskadt.
De skader ikke hinanden,
og dyden i hver af dem styrker dem begge

六十一章

61

大國は下流にして、天下の交なり。天下の牝なり。牝は常に靜を以て牡に勝󠄃つ。靜を以て下ることをなすなり。故に、大國以て小國に下れば、則ち小國を取り、小國は以て大國に下れば、則ち大國を取らる。故に、或は下りて以て取り、或は下りて而も取らる。大國は人を兼󠄄ね畜はんと欲するに過ぎず。小國は入りて人に事へんと欲するに過ぎず。それ兩者は、おのおのその欲する所󠄃を得るなり。故に、大なるものは宜しく下ることをなすべし。

Et stort rige er som et sted, der ligger lavt.
Det er altings mødested, universets moder.
Kvinden sejrer over manden ved eftergivenhed, ved at underordne sig i tavshed.
Derfor:
NÃ¥r et stort rige indordner sig under et mindre rige,
vil det overtage det mindre rige.
Og hvis et mindre rige giver efter for et større rige,
vil det overvinde det større rige.
Derfor:
Den, som vil sejre, må give efter,
og den, som sejrer, gør det ved at give efter.
Et stort rige har brug for flere folk;
et lille rige har brug for at tjene.
Begge opnår, hvad de søger.
Det passer sig for et stort rige at give efter.

六十二章

62

道は萬物の奧、善人の寶、不善人の保つ所󠄃なり。美言は以て市るべく、尊行は以て人に加ふべし。人の不善なる、何の棄つることかこれあらん。故に、天子を立て、三公を置くなり。拱璧の以て駟馬に先だつことありと雖も、坐がらにしてこの道を進むには如かず。古のこの道を貴ぶ所󠄃以のものは何ぞや。求むれば以て得、罪あるも以て免󠄄ると曰はずや。故に、天下の貴となるなり。

Tao er kilde til alle ting.
Det er den gode mands skatkammer og den onde mands tilflugtssted.
Søde ord kan købe hæder.
Gode gerninger kan vinde anseelse.
Selv om en mand er ond, bør man ikke forlade ham:
Derfor:
PÃ¥ den dag, da kejseren krones,
eller de tre øverste embedsmænd udnævnes,
send da ikke en gave af jade
eller et hestefirspand,
men forbliv i ro og tilbyd Tao.
Hvorfor holder alle så meget af Tao fra gammel tid?
Mon ikke fordi man dér finder, hvad man søger, og får tilgivelse for sin brøde?
Derfor er det den største skat i universet.

六十三章

63

無爲を爲し、無事を事とし、無味を味ひ、小を大とし、少を多とし、怨に報ゆるに徳を以てす。難󠄄をその易に圖り、大をその細になす。天下の難󠄄事は必ず易より作り、天下の大事は、必ず細より作る。是を以て、聖人は終に大をなさず。故に、能くその大をなすなり。それ輕諾は必ず寡信にして、多易は必ず多難󠄄なり。是を以て、聖人すら猶ほこれを難󠄄しとす。故に、終に難󠄄きことなきなり。

Udfør ikke-handling.
Arbejd uden at udrette noget.
Smag på det smagløse.
Gør det lille stort.
Gengæld fjendskab med omsorg.
Se det enkle i det indviklede.
Opnå storhed småting.
I universet udrettes svære ting, mens de er lette.
I universet udgøres store handlinger af små.
Den vise forsøger aldrig at udrette noget stort.
Således opnår han storhed.
Den, der giver mange løfter, holder sjældent ord.
Den, der tager tingene let, vil få det svært.
Fordi den vise altid tager det lette alvorligt,
kommer han aldrig i nogen vanskeligheder.

六十四章

64

その安きは持し易く、その未だ兆さざるは謀り易く、その脆きは破り易く、その微なるは散じ易し。これを未だ有らざるになし、これを未だ亂れざるに治む。合抱の木も、毫末より生じ、九層󠄃の臺も、累土より起り、千里の行も、足下より始まるなり。爲す者はこれを敗り、執る者はこれを失ふ。聖人は爲すことなし。故に敗るることなし。執ることなし。故に、失ふこと無し。民の事に從ふや、常にほとんど成らんとするに於て、これを敗る。終を愼しむこと始の如くなれば、則ち敗るることなきなり。是を以て、聖人は欲せざるを欲して、得難きの貨を貴ばず。學ばざるを學びて、衆人の過ぐる所に復にし、以て萬物の自然を輔けて、敢て爲さざるなり。

Det stille holdes let i ro.
Hvad der ikke er indtruffet, forebygges let.
Det skøre knækkes let.
Det ringe spredes let.
Gør noget ved tingen, før den indtræffer.
Skab orden, før forvirring indtræder.
Et stort træ er begyndt som en hårfin spire.
Et tårn i ni etager er begyndt som en lav vold af ler.
En rejse på tusinde mil er begyndt med ét eneste skridt.
Den, som handler, forpurrer sin hensigt.
Den, som griber, taber.
Den vise handler ikke, derfor lider han ikke nederlag.
Han griber ikke, og taber derfor heller ikke.
For de fleste glipper forehavendet, når de er på randen til at nå deres mål.
Derfor bør man give lige så meget agt på slutningen som på begyndelsen.
Så vil det ikke slå fejl.
Derfor søger den vise frihed for attrå.
Han samler ikke kostbare ting.
Han lærer ikke at holde fast ved meninger.
Han bringer folk tilbage til det, de har tabt.
Han hjælper alt og alle med at finde deres rette natur, men afstår dog fra stræben.

六十五章

65

古の善く道を爲むる者は、以て民を明かにするにはあらず。將に以てこれを愚にせんとするなり。民の治め難きは、その智の多きを以てなり。智を以て國を治むるは、國の賊なり。智を以て國を治めざるは、國の福󠄃なり。この兩者を知るは、また楷式なり。常に楷式を知るは、これを玄德と謂ふ。玄德は深し遠し。物とは反せり。乃ち大順に至るなり。

I begyndelsen søgte de, der kendte Tao, ikke at oplyse andre, men at holde dem i mørke.
Hvorfor er det så svært at styre? Fordi så mange gør sig kloge.
Herskere, som søger at bruge kløgt, bedrager landet.
De, som styrer uden kløgt, er en velsignelse for landet.
Dette er de to muligheder.
Forståelse heraf er en grundlæggende dyd.
Grundlæggende dyd er dyb og vid.
Den fører alle ting tilbage mod den store enhed.

六十六章

66

江海󠄃のよく百谷の王たる所󠄃以のものは、そのよくこれに下るを以てなり。故に、よく百谷の王となるなり。是を以て、聖人は民に上たらんと欲せば、必ず言を以てこれに下り、民に先だたんと欲せば、必ず身を以てこれに後るるなり。是を以て聖人は、聖人は上に處るも、而も民は重しとせず、前に處るも、而も民は害とせざるなり。是を以て、天下は推すことを樂しみて、而も厭はず。その爭はざるを以ての故に、天下はよくこれと爭うことなきなり。

Hvorfor er havet hersker over hundrede floder?
Fordi det ligger lavere end dem.
Derfor er det hersker over hundrede floder.
Hvis den vise ønsker at lede folket, må han tjene det ydmygt.
Hvis han vil lede det, må han sætte sig selv sidst.
På den måde vil folk ikke føle sig undertrykt, når den vise styrer.
Skønt han er forud for dem, føler de sig ikke krænket.
Alle vil støtte ham og ikke fortryde det.
Fordi han ikke søger at fremhæve sig selv, vil han ikke støde på modstand.

六十七章

67

天下はみな我を大なれども不肖󠄃に似たりと謂ふも、それただ大なるが故に、不肖󠄃に似たるなり。もし肖󠄃ならば、久しきかなその細なること。我に三寶あり。寶としてこれを持す。一に曰く〔ママ〕慈。二に曰く、儉。三に曰く、敢て天下の先とならざること。慈なるが故に、よく勇なり。儉なるが故に、よく廣し。敢て天下の先とならざるが故に、よく成器󠄃の長たり。今は慈を捨󠄃ててまさに勇ならんとし、儉を捨󠄃ててまさに廣からんとし、後たることを捨󠄃ててまさに先たらんとす。死なるかな。それ慈は以て戰へば則ち勝ち、以て守れば則ち固し。天はまさにこれを救ひ、慈を以てこれを衞らんとす。

Alle kalder mit Tao stort og mageløst.
Fordi det er stort, synes det uden sin lige.
Hvis det havde sin lige, ville det for længst være forsvundet.
Jeg har tre kostelige skatte, som jeg priser og våger over:
Den første er kærlighed,
den anden er nøjsomhed,
den tredje er mod til ikke at stille sig foran andre.
Af kærlighed opstår mod,
af nøjsomhed gavmildhed,
af ydmyghed førerskab.
Men nu til dags afstår folk fra kærlighed og prøver kun at være tapre,
de lader nøjsomhed fare og prøver kun at være gavmilde,
de tror ikke på ydmyghed, men prøver altid at hævde sig.
På den måde er de dødsens.
Kærlighed giver altid sejr i kamp og styrke i forsvar.
Derfor hedder det:
NÃ¥r himlen vil frelse et menneske,
udruster den det med kærlighed.

六十八章

68

善く士たる者󠄃は、武からず。善く戰ふ者󠄃は、怒らず。善く敵に勝󠄃つ者󠄃は、爭はず。善く人を用ふる者󠄃は、下となる。是を爭はざるの徳と謂ふ、是を人を用ふるの力と謂ふ、是を天に配すと謂ふ。古の極なり。

En god soldat er ikke voldsom.
En god fægter er ikke hidsig.
En god vinder er ikke vigtig.
En god leder er ydmyg.
Dette er kendt som ”tilbageholdenhedens kraft”.
Dette er kendt som ”evnen til at lede andre”.
Det har siden gammel tid været kendt som
”at følge himlen og være ét med den”.

六十九章

69

兵を用ふるに言へることあり。吾は敢て主とならずして、而も客となり、敢て寸を進めずして、而も尺を退くと。是を行くに行なく、攘ぐるに臂なく、扔くに敵なく、執るに兵なしと謂ふ。禍は敵を輕んずるより大なるはなし。敵を輕んずるは、吾が寶を喪ふに幾し。故に、兵を抗げて相加ふるに、哀む者は勝つなり。

En stor hærfører har sagt:
Jeg vover aldrig at sende en udfordring, men vil hellere tage imod et angreb.
Jeg tør ikke rykke en tomme frem, men vil hellere trække mig en fod tilbage.
Dette kaldes at ”marchere uden at avancere”,
at ”smøge ærmerne op uden at vise armen”,
at ”fordrive fjenden ved imødekommenhed”,
at ”være bevæbnet med fredens våben”.
Der er intet så ulyksaligt som at undervurdere fjenden.
Ved at undervurdere fjenden risikerer jeg at miste, hvad der er mest værdifuldt.
Derfor hedder det:
Når hærene mødes på slagmarken, vil den, der viger, vinde.

七十章

70

吾が言ふことは、甚だ知りやすく、甚だ行ひやすきに、天下よく知ることなく、よく行ふことなし。言には宗あり。事には君あり。それただ無知なり。是を以て、我を知らざるなり。我を知るもの希なれば、則ち我は貴し。是を以て、聖人は褐󠄃を被るも玉を懷くなり。

Mine ord er lette at fatte og lette at føre ud i livet.
Dog er intet menneske i stand til at forstå dem eller udføre dem.
Mine ord har et urgammelt ophav.
Mine handlinger er bundne af love.
Uden kendskab hertil kan mennesker ikke forstå mig.
De, som fatter mig, er få.
De, som misbruger mig, bliver hædret.
Derfor er den vise fattigt klædt, men bærer en ædelsten i sit hjerte.

七十一章

71

知りて知らずとするは上にして、知らずして知るとするは病なり。それただ病を病とす。是を以て、病ならず。聖人の病ならざるは、その病を病とするを以てなり。是を以て、病ならず。

At have kundskab om sin uvidenhed er styrke.
At være uvidende om sin kundskab er sygdom.
Hvis man kun er syg af sygdom,
er man ikke syg.
Den vise er ikke syg, fordi han er syg af sygdom.
Derfor er han ikke syg.

七十二章

72

民威を畏れざれば、大威は至らん。その居るところを狹しとすることなかれ。その生とするところを厭ふことなかれ。それただ厭はず。是を以て、厭はざるなり。是を以て、聖人は自から知れるも、自からを見はさず。自から愛するも、自からを貴しとせざるなり。故に、彼を去りて此を取る。

Når mennesker ikke længere ænser det ophøjede, er det virkelig stort.
Træng derfor ikke ind i deres hjem.
Forstyr dem ikke ved arbejdet.
Hvis du ikke kommer imellem, vil de ikke ledes ved dig.
Derfor anerkender den vise sig selv, men fører ikke sig selv frem.
Han sætter sig selv højt, men hævder sig ikke.
Han undgår det sidste og foretrækker det første.

七十三章

73

敢に勇なれば則ち殺。不敢に勇なれば則ち活。この兩者は、或は利にして、或は害なり。天の惡む所󠄃、孰かその故を知らんや。是を以て、聖人も猶󠄄ほこれを難しとするがごとし。天の道は、爭はずざるも、而も善く勝ち、言はざるも、而も善く應じ、召かざるも、而も自ら來り、繟然たるも、而も善く謀るなり。天網は恢恢なれば、疎なるも而も失はざるなり。

En tapper og dristig mand vil dræbe eller blive dræbt.
En tapper og tilbageholdende mand vil altid bevare livet.
Af disse to — hvem er nu god og hvem skadelig?
Der er visse ting, som ikke billiges af himlen.
Hvem kender grunden?
Selv den vise er usikker.
Himlens Tao stræber ikke, alligevel vinder det altid overhånd.
Det taler ikke og får alligevel svar.
Det beder ikke og forsynes dog med alt.
Det synes uden stræben og følger dog en plan.
Himlens net kastes viden om.
Skønt dets masker er store, slipper intet igennem.

七十四章

74

民死を畏れざれば、奈何してか、死を以てこれを懼さんや。若し民をして常に死を畏れしめ、而して奇をなす者を、吾執つて殺すことを得ば、孰か敢てせんや。常に殺を司るものありて殺す。それ殺を司どるものに代つて殺すことを、これを大匠に代つて斲ると謂ふなり。それ大匠に代つて斲るものは、手を傷らざることあること希し。

Hvis mennesker ikke er bange for at dø,
hvordan kan man da skræmme dem med døden?
Hvis mennesker lever i evig frygt for døden,
og hvis lovbrud automatisk medfører henrettelse,
hvem ville da vove at bryde loven?
Der findes altid over os en magt, der fælder dødsdomme.
Hvis du prøver at tage dens plads, vil du være som den,
der prøver at hugge bjælker med en mestertømrers økse.
Hvis du prøver at hugge bjælker som en mestertømrer,
vil du bare hugge dig selv i hånden.

七十五章

75

民の饑ゆるは、その上の稅を食むことの多きを以て、是を以て饑ゆるなり。民の治め難きは、その上の爲すことあるを以て、是を以て治め難きなり。民の死を輕んずるは、その生を求むることの厚きを以て、是を以て死を輕んずなり。それ惟生を以て爲すこと無きものは、これ生を貴ぶより賢れり。

Hvorfor sulter folket?
Fordi herskerne øder indtægterne bort i form af skatter.
Derfor sulter folket.
Hvorfor er folket vanskeligt at styre?
Fordi herskerne foretager for mange indgreb.
Derfor er folket vanskeligt at styre.
Hvorfor finder folket det så let at dø?
Fordi herskerne stiller for store krav til livet.
Derfor tager folket sig døden så let.
Den, der har lidet at leve på, ved bedre
end at sætte livet for højt.

七十六章

76

人の生まるるや柔弱󠄃にして、その死するや堅强なり。萬物草木の生ずるや柔脆にして、その死するや枯槁す。故に、堅强なるものは、死の徒にして、柔弱󠄃なるものは、生の徒なり。是を以て、兵强ければ則ち勝たず。木强ければ則ち共せらる。强大は下に處り、柔弱󠄃は上に處るなり。

Et menneske fødes blødt og bøjeligt.
Ved sin død er det hårdt og stift.
Unge vækster er smidige og fulde af saft.
Ved deres død er de visne og tørre.
Derfor er stivhed og ubøjelighed forvarsler om død.
Det bløde og blide er udtryk for liv.
Derfor vil en hær aldrig sejre ved sin styrke,
et træ, som ikke bøjer sig for vinden, knækker let.
Det hårde og stærke vil falde.
Det bløde og blide vinde overhånd.

七十七章

77

天の道は、それ猶󠄄ほ弓を張るが如きか。高きものはこれを抑へ、下きものはこれを擧げて、餘りあるものはこれを損じ、足らざるものはこれを補ふなり。天の道は、餘りあるを損じて、而も足ざるを補ふも、人の道は、則ち然らず。足らざるを損じて、以て餘りあるに奉ずるなり。孰か能く餘りありて、以て天下に奉ぜんや。ただ有道者なり。是を以て、聖人は爲すも恃まず。功成るも處らず。そは賢を見すこと欲せざるなり。

Himlens Tao virker, som når man spænder en bue.
Det, som er oppe, sænkes, og det, som er nede, hæves.
Hvis strengen er for lang, kortes den af.
Hvis den er for kort, gøres den længere.
Himlens Tao er at tage fra dem, der har for meget,
og give til dem, der har for lidt.
Menneskets veje er ikke sådan:
Det tager fra dem, der har for lidt,
for at give til dem, der allerede har for meget.
Hvem vil tage af sin overflod og lade det komme hele verden til nytte?
Kun den, der følger Tao.
Derfor handler den vise uden at stille betingelser.
Han udretter, hvad der skal gøres, uden at opholde sig derved.
Han søger ikke at stille sig selv til skue.

七十八章

78

天下の柔弱󠄃は、水に過ぐるはなし。而して堅强を攻むるものにして、これに能く勝ることなきは、その以てこれに易ふることなきを以てなり。弱󠄃の强に勝ち、柔の剛に勝つことは、天下に知らざる(もの)なきも、能く行ふ(もの)なし。故に、聖人は云へり、國の垢を受くる、これを社󠄃稷の主と謂ひ、國の不祥󠄃を受くる、これを天下の王と謂ふと。正言は反するがごとし。

Intet i verden er så føjeligt og eftergivende som vandet;
men til at påvirke det faste og klare findes intet bedre.
Det er uimodståeligt.
Det svage overvinder det stærke.
Det bløde overvinder det hårde.
Alle véd dette, men ingen handler derefter.
Derfor siger den vise:
Den, som viser respekt for folket, er egnet til at lede det.
Den, som tager landets ulykker på sine egne skuldre,
fortjener at blive universets herre.
Sandhedens ord må udtrykkes, så de modsiger sig selv.

七十九章

79

大怨を和するも、必ず餘怨あり。安んぞ以て善となすべけんや。是を以て、聖人は左契を執つて、而も人を責めず。有德は契を司どり、〔ママ〕無德は徹を司どる。天道には親なし。常に善人に與す。

Efter en bitter strid
bliver en rest af nag tilbage.
Hvad kan der gøres ved det?
Den vise holder altid sin del af aftalen, men pukker ikke på sin ret.
Den dydige overholder alle sine forpligtelser,
mens et menneske uden dyd stiller krav til andre.
Himlens Tao tager ikke parti. Det hjælper altid den gode mand.

八十章

80

小國にして寡民。什伯の器󠄃あるも、而も用ひざらしめ、民をして死を重んじて、而も遠く徙らず、舟轝有りと雖も、これに乘る所なく、甲兵ありと雖も、これを陳する所なからしめ、民をして復繩を結びて、これを用ひ、その食を甘しとし、その服を美なりとし、その居に安しとし、その俗を樂しみとし、鄰國相望み、雞狗の聲相聞こゆるも、民は老死に至るまで相往來せざらしめん。

Et lille land har en mindre befolkning.
Skønt der er maskiner, der kan arbejde ti eller hundrede gange hurtigere
end mennesket, er de ikke nødvendige.
Folket tager døden alvorligt og rejser ikke langt.
Skønt de har både vogne og både, er der ingen der bruger dem.
Skønt de har rustninger og våben, er der ingen der bærer dem.
Mennesker begynder atter at slå knuder på en snor i stedet for at skrive.
Deres føde er enkel og sund, deres klæder simple og smukke,
deres boliger sikre, deres færd lykkelig.
Skønt de lever så tæt på deres naboer, at man kan høre haner gale og hunde gø tværs over vejen, lader de hinanden være i fred, alt imens de ældes og dør.

八十一章

81

信言は美ならず。美言は信ならず。善者󠄃は辯ならず。辯者󠄃は善ならず。知者󠄃は博󠄄からず。博󠄄き者󠄃は知らず。聖人は積まず。旣く以て人のためにして、己はいよいよ有す。旣く以て人に與へて、己はいよいよ多し。天の道は、利して害せず。聖人の道は、爲して爭はざるなり。

Sande ord er ikke fagre.
Fagre ord er ikke sande.
Gode mænd skændes ikke.
De, som skændes, er ikke gode.
De, som kender Tao, er ikke lærde.
De lærde kender det ikke.
Den vise hober ikke skatte op.
Jo mere han gør for andre, jo mere modtager han selv.
Jo mere han giver til andre, jo rigere bliver han selv.
Himlens Tao gennemtrænger alt uden at volde skade.
Den vises Tao viser sig som virke uden vold.