Piao Yu-suen

一章

1

道の道ふべきは常道にはあらず。名の名づくべきは常名にはあらず。無は天地の始めと名づくべく、有は萬物の母と名づくべきなり。故に、常無にして以てその妙を觀んと欲し、常有にして以てその徼を觀んと欲せよ。この兩者は同じきも、出でては名を異にするなり。同なるこれを玄と謂ふも、玄のまた玄にして、衆妙の門なり。

Det Tao, som kan defineres, er ikke det absolutte Tao.
Det navn, som kan udtales, er ikke det evige navn.
Det, som er uden navn, er fader til himmel og jord.
Det, som kan nævnes, er moder til alle ting.
Den, som ikke søger, kan se det skjulte.
Den, som søger, ser kun det synlige.
Disse to ting udspringer af samme kilde, men er forskellige af navn.
Tilsammen udgør de mørket,
Mørke inden i mørke.
Porten til alle gåder.

二章

2

天下はみな美の美たることを知るも、これ惡なるのみ。みな善の善たることを知るも、これ不善なるのみ。故に、有無は相生じ、難易は相成り、長短は相形はれ、高下は相傾き、音聲は相和し、前後は相隨ふなり。是を以て、聖人は無爲の事に處り、不言の敎を行ふ。萬物は作るも辭せず。生ずるも有せず。爲すも恃まず。功成るも居らず。それ惟居らず。是を以て去らざるなり。

Alle kan se, at det smukke er smukt, fordi der også findes grimhed.
Alle ved, at det gode er godt, fordi der også findes ondskab.
»At være» og »ikke at være» opstår på samme tid.
Det svære og det lette definerer hinanden.
Det samme gør langt og kort.
Højt og lavt.
Lyd og stilhed.
Tid og rum.
Derfor går den vise om uden at udrette noget og lærer uden ord.
Tingene kommer og går uden ophør, de frembringer uden at besidde,
arbejder uden at kræve løn.
Arbejde udføres og glemmes.
Derfor varer det evigt.

三章

3

賢を尙ばざれば、民をして爭はざらしめ、得がたきの貨を貴ばざれば、民をして盗たらざらしめ、欲すべきを見さざれば、心をして亂れざらしむるなり。是を以て、聖人の治むるや、その心を虛にし、その腹を實にし、その志を弱にし、その骨を强にし、常に民をして知なく、欲なからしめ、かの知者をして敢てなさざらしむるなり。無爲をなさば治まらざるなし。

Ved ikke at ophøje dygtige folk undgår man diskussion.
Ved ikke at se efter ophidsende ting undgår man uro i hjertet.
Den vise hersker derfor ved at tømme sindet og fylde maven,
ved at slække på ambitionerne og styrke knoglerne.
Hvis folk mangler kundskab og behov,
vil de snedige ikke prøve at »forbedre» dem.
Hvis intet ændres, vil alt være godt.

四章

4

道は冲にしてこれを用ふるも、或は盈ず。淵乎として万物の宗に似たり。その鋭を挫き、その紛を解き、その光を和げ、その塵に同うし、湛乎として或は存するに似たり。吾は誰の子たるかを知らず。帝の先に象たり。

Tao er en tom beholder.
Det fyldes, men bliver aldrig fuldt.
Et uendeligt dyb, kilde til alle ting.
Det afrunder det skarpe, løser det knyttede,
dæmper det skinnende og går i ét med støvet.
Skjult i dybet, men evigt til stede.
Jeg ved ikke, hvorfra det stammer.
Det er ældre end tiden.

五章

5

天地は不仁ならんや、萬物を以て芻狗となすほどに。聖人は不仁ならんや、百姓を以て芻狗となすほどに。天地の間は、それ猶ほ槖籥のごときか。虚にして屈せず。動けばいよいよ出づ。多言なればしばしば窮すれば、中を守るにはしかず。

Himmel og jord kender ikke til forskelsbehandling.
De behandler alt og alle som legetøj.
Heller ikke den vise gør forskel.
Han omfatter alt og alle med ærbødighed.
Rummet mellem himmel og jord er som en blæsebælg.
Dens udseende skifter, men ikke formen.
Jo mere den bevæger sig, jo mere udretter den.
Jo flere ord, man udgyder, jo mere taber man vejret.
Det er bedst at holde fast ved det centrale.

六章

6

谷神は死せず。これを玄牝と謂ふ。玄牝の門、これを天地の根と謂ふ。綿綿として存するがごとくして、これを用ふるも勤れず。

Taos rige væld tømmes aldrig.
Det er kvinden, urmoderen.
Hendes skjulte skød er himlens og jordens port.
Det er som et slør, der lige anes.
Brug det, det vil aldrig svigte!

七章

7

天は長く地は久し。天地のよく長く且つ久しき所以のものは、その自ら生ぜざるを以てなり。故によく長生す。是を以て、聖人はその身を後にするも而も身は先だち、その身を外にするも而も身の存するは、その無私なるを以てにあらずや。故に、よくその私をなすなり。

Himmel og jord er evige.
Hvorfor er himmel og jord evige?
De er ufødte, derfor lever de evigt.
Den vise holder sig tilbage og kommer således i første række.
Han tager ikke hensyn til sig selv og bliver derfor ét med andre.
Fordi han er uden personlige interesser, når han målet uden modstand.

八章

8

上善は水のごとし。水はよく万物を利して爭はず、衆人の悪む所に處る。故に道に幾し。居は善地、心は善淵、與すれば善仁、言へば善信、政は善治、事は善能、動けば善時なり。それたゞ爭はず、故に尤なし。

Det højeste gode er som vand.
Vand giver liv til alt og søger dog ikke opad.
Det udfylder de lave steder, som mennesker undgår.
Derfor er det som Tao.
I din bolig, hold dig ved jorden.
I dine tanker, træng dybt ind i sindet.
I samvær, vær venlig og mild.
I tale, vær oprigtig.
I afgørelser, vær retfærdig.
i forretninger, vær dygtig.
I handling — afvent det rette øjeblik.
Den, der ikke går imod, undgår modgang.

九章

9

持してこれを盈たさんよりは、その已むにしかず。揣つてこれを銳くすれば、長く保つべからず。金玉堂に滿つるも、これを能く守ることなし。富貴にして驕れば、自からその咎を遺さん。功成り名遂げて身退くは、天の道なる載。

Det er bedre at stoppe, før buen er helt spændt.
Skærpes bladet for ofte, bliver det lettere sløvt.
Et lager af guld og jade kan ingen bevogte.
Søg rigdom og hæder, og ulykke vil følge.
Træk dig tilbage, når arbejdet er udført.
Således gør stjernerne og planeterne på himlen.

十章

10

營魄一を抱きて、よく離るゝことなからんか。気を専らにし柔を致して、よく嬰児の如くならんか。滌除玄覽して、よく疵なからんか。民を愛し国を治むるには、よく無爲なからんか。天門開闔して、よく雌たらんか。明白四達して、よく無知ならんか。これを生じこれを畜ふ。生ずるも有せず、爲すも恃まず。長ずるも宰せず。これを玄德と謂ふ。

Ved at gå op i universet, kan du da undgå opløsning?
Ved at være fuldt bevidst og helt optaget, kan du da blive som et lille barn?
Ved at rense og lutre sindets dyb, kan du da blive fri for fejl?
Når du elsker og leder folket, kan du da undgå at ændre naturen?
Når himlens porte åbnes og lukkes, kan du da indtage en kvindes stilling?
Ved at opfatte og være for alle ting, kan du da undlade at gøre noget?
At skabe og fostre,
at frembringe uden at erhverve,
at arbejde uden at forlange løn,
at have indflydelse uden at bruge magt,
det er at leve i overensstemmelse med livets inderste hemmelighed.

十一章

11

三十輻は一轂をともにす。その無なるに當つて、車の用あり。埴を埏して以て器をなす。その無なるに當つて、器の用あり。戸牖を鑿つて以て室となす。その無なるに當つて、室の用あり。故に、有の以て利たるは、無の以て用をなす（が故）なり。

Tredive eger forenes i hjulets nav;
det er hullet i navet, der gør hjulet nyttigt.
Man former et kar af ler;
det er tomrummet indeni, der gør det nyttigt.
Man hugger døre og vinduer til et hus;
det er hullerne, der gør det nyttigt.
Udbytte får man altså af det, som er der,
nytte af det, som ikke er der.

十二章

12

五色は人の目をして盲ならしめ、五音は人の耳をして聾ならしめ、五味は人の口をして爽ならしめ、馳騁田獵は、人の心をして發狂せしめ、得がたきの貨は、人の行をしてを妨はしむ。是を以て、聖人は腹をなして目をなさず。故に、彼を去りて此を取るなり。

Farverne blænder øjet.
Tonerne døver øret.
Smagsstofferne fordærver gaflen.
Væddeløb og jagt gør sindet vildt.
Kostbarheder leder et menneske på vildspor.
Derfor ledes den vise af sindet, ikke af synet.
Han slipper dette og fastholder hint.

十三章

13

寵は辱なり驚くが如し。貴は大患なり身のごとし。何をか竈〔ママ〕は辱なり驚くがごとしと謂ふ。寵を上たり、辱を下たるも、これを得るに驚くがごとく、これを失ふにも驚くがごとし。これを寵は辱なり、驚くがごとしと謂ふ。何をか貴は大患なり身のごとしと謂ふ。吾に大患ある所以は、吾が身を有するがためなり。吾に身なきに及んで、吾に何の患かあらん。故に、貴ぶには身を以てして、天下を爲むる者には、則ち以て天下を寄すべし。愛するには身を以てして、天下を爲むる者には、則ち以て天下を託すべし。

Find dig villigt i det uundgåelige.
Find dig i det nødvendige som menneskets lod.
Hvad menes med at ”finde sig villigt i det uundgåelige”?
Find dig i at være uden betydning.
Vær ligeglad med tab og gevinst.
Det kaldes at ”finde sig villigt i det uundgåelige”.
Hvad menes med at ”finde sig i det nødvendige som menneskets lod”?
Det nødvendige er et udslag af kroppens eksistens.
Uden krop, hvordan skulle man da kunne føle det nødvendige?
Overgiv dig villigt.
Så kan du sættes til at styre universet.
Elsk verden som dit eget indre,
så kan du tillidsfuldt drage omsorg for alt.

十四章

14

これを視れども見えず、名づけて夷と曰ふ。これを聽けども聞えず、名づけて希と曰ふ。これを搏へんとするも得ず、名づけて微と曰ふ。その三つの者は、以て致詰すべからず。故に混じて一となす。その上は皦かならず。その下は昧からず。縄縄兮として名づくべからずして、無物に復歸す。これを無狀の狀、無物の象と謂ふ。これを惚恍と謂ふ。これを迎ふるもその首を見ず。これに隨ふもその後を見ず。古の道をとりて、以て今の有を御し、よく古始を知る。これを道紀と謂ふ。

Se! Det kan ikke ses — det er uden form.
Lyt! Det kan ikke høres — det er lydløst.
Grib! Det kan ikke fattes — det er ubegribeligt.
Disse tre foreteelser kan ikke afgrænses,
derfor forenes de som udtryk for det ene.
Oppefra er det ikke klart.
Nedefra er det ikke dunkelt.
En ubrudt tråd, som ikke kan beskrives.
Det vender tilbage til det, som ikke er.
Det er formen for det formløse, en åbenbaring at det, som ikke kan åbenbares,
det kaldes uendeligt og ufatteligt.
Når vi møder det, er det uden begyndelse.
Når vi følger det, er det uden ende.
Følg det urgamle Tao.
Bevæg dig i overensstemmelse med det værende.
At kende den gamle begyndelse er Taos væsen.

十五章

15

古の善く士たる者は、微妙玄通、深くして識るべからず。それただ識るべからず。故に强ひてこれが容をなさば、豫兮として冬に川を渉るがごとく、猶兮として四隣を畏るゝがごとく、儼兮としてそれ客たるが如く、渙兮として冰のまさに釈けんとするがごとく、敦兮としてそれ樸のごとく、曠兮としてそれ谷の若く、混兮としてそれ濁るがごとし。孰かよく濁りて、以て静かにして徐に清からん。孰かよく安んじて、以て動きて徐に生ぜん。この道を保つ者は、盈つることを欲せず。それただ盈たず。故によく敝れて新たに成さず。

De gamle mestre var åndrige, gådefulde, dybsindige, fintfølende.
Dybden at deres kundskab kan ikke loddes.
Fordi den var uden bund.
Derfor vil jeg forsøge at skildre dem.
De var forsigtige som den, der ved vintertid krydser en flod.
De var årvågne som den, der er på vagt mod fare.
De var opmærksomme som gæsten på besøg.
De var eftergivende som isen, der er ved at smelte.
De var simple som utilhugget ved.
De var hule som huler.
De var uigennemsigtige som dyndet vand.
Hvem kan vente roligt, til dyndet synker til bunds?
Hvem kan vente roligt, indtil uroen opstår?
De, der følger Tao, søger ikke opfyldelse.
De, der ikke søger opfyldelse, drives ikke af behov for forandring.

十六章

16

虛を致すこと極まり、靜を守ること篤ければ、萬物ならび作るも、吾は以て復を觀る。それ物は芸芸たるも、おのおのその根に歸す。根に歸するを靜と曰ひ、是を命に復すと謂ひ、命に復するを常と曰ひ、常を知るを明と曰ふ。常を知らざれば、妄作して凶なり。常を知れば容。容なれば乃ち公。公なれば乃ち王。王なれば乃ち天。天なれば乃ち道。道なれば乃ち久しくして、身を没するも殆からざるなり。

Tøm dig selv for alt, så vil sindet finde fred.
Alle ting opstår og forgår, og selvet ser, hvordan de vender tilbage.
De vokser og blomstrer og vender tilbage til deres rod.
Den, der vender tilbage til sin rod, finder fred.
Det er naturens mål.
Naturen ændrer ikke retning.
At kende det evige er at have indsigt.
Ikke at kende det evige fører til ulykke.
At kende det evige gør sindet åbent.
Et åbent sind gør hjertet åbent.
Med åbent hjerte vil man handle som en konge.
Som konge vil man nå det guddommelige.
Som guddommelig er man ét med Tao.
Den, der er ét med Tao, er evig.
Og selv om legemet opløses,
vil Tao aldrig forgå.

十七章

17

太上には、下これあることを知らず。その次には、これに親しみこれを譽む。その次には、これを畏れ、その次には、これを侮る。故に、信足らざれば、信ぜざることあるなり。猶兮としてそれ言を貴びたり。功成り事遂げて、百姓皆我が自然なりと謂ふ。

Det allerhøjestes eksistens anes næppe af mennesker.
Det næsthøjeste er det, de kender og elsker.
Derunder findes det, som frygtes.
Lavest står det, der foragtes.
Den, der ikke viser tillid, vil man ikke stole på.
Når handlinger udføres uden unødig opmærksomhed,
vil folket sige: ”Vi gjorde det!”

十八章

18

大道󠄃廢れて、仁義あり。智慧󠄄出で、大僞あり。六親和せずして、孝慈あり。國家昏亂して、忠臣あるなり。

Når det store Tao glemmes, opstår ”næstekærlighed” og ”pligt”.
Når klogskab og intelligens dukker frem, begynder det store hykleri.
Når slægtens sammenhold svækkes,
opstår ”sønlig hengivenhed” og ”forældrekærlighed”.
Når landet er i opløsning og kaos, træder ”trofaste tjenere” frem.

十九章

19

聖を絕ち智を棄つれば、民の利は百倍せん。仁を絕ち義を棄つれば、民は孝慈に復せん。巧を絕ち利を棄つれば、盜賊はあることなからん。この三の者は以爲に文のみにして未だ足らざるなり。故に屬する所あらしめよ。素を見はし樸を抱き、私を少なくし欲を寡なからしめよ。

Opgiv begavelse, lad klogskab fare.
Det vil være hundrede gange bedre for alle.
Giv afkald på ”næstekærlighed” og ”pligt”,
så vil alle atter føle sig ansvarlige for alle.
Opgiv ambitioner, giv afkald på udbytte, så vil røvere og tyve forsvinde.
Det er ikke tilstrækkeligt med ydre former.
Det er vigtigere at se det ægte,
at leve i overensstemmelse med sin natur,
at opgive tanken på sig selv
og holde begæret i tømme.

二十章

20

學を絶たば憂なからん。唯と阿との、相去ることはいくばくぞ。善と悪と、相去ることはいかん。人の畏るる所は、畏れざるべからざるも、荒兮としてそれ未だ央らざるかな。衆人は熙熙として、太牢を享くるが如く、春臺に登るが如きも、我は獨り泊兮としてそれ未だ兆さず、嬰児の未だ孩せざるが如く、乘乘兮として帰する所なきがごとし。衆人はみな餘ありて、しかも我は獨り遺れたるがごときも、我は愚人の心ならんや。沌沌兮たるのみ。俗人はみな昭昭たるも、我は獨り昏きがごとし。俗人はみな察察たるも、我は獨り悶悶たり。澹兮として海のごとく、飂兮として止まる所なきがごとし。衆人はみな以することあるも、しかも我は獨り頑かつ鄙なり。我は人に異ならんことを欲して、而して食母を貴ぶなり。

Afskaf al lærdom, og du vil være fri for bekymringer.
Er der forskel på ja og nej?
Er der forskel på godt og ondt?
Skal jeg respektere, hvad andre respekterer?
Det er tåbeligt!
Nogle er optaget af den store offerfest.
Om foråret går nogle tur i parken og kravler op i tårnet.
Jeg alene driver omkring uden at vide, hvor jeg er.
Jeg er som et lille barn, der endnu ikke kan smile.
Jeg alene er uden noget hjem.
Andre har mere, end de behøver; jeg alene har intet.
Hvor tåbelig er jeg ikke!
Hvor enfoldig!
Andre glimrer ved kløgt, jeg alene lever formørkelse.
Andre er vågne og dygtige, jeg alene er sløv og dum.
Jeg er som havet, jeg bølges af sted, uden mål og med, som den rastløse vind.
Andre har noget at udrette, jeg alene er ubrugelig og til besvær.
Jeg alene er ikke som de andre, fordi jeg ærer og næres af den store moder.

二十一章

21

孔德の容は、ただ道にこれ從ふなり。道の物たる、これ恍たりこれ惚たり。恍兮たり惚兮たるも、その中に象有り。恍兮たり惚兮たるも、その中に物有り。窈兮たり冥兮たるも、その中に精有り。その精甚だ眞にして、その中に信有り。古より今に及びて、その名は去らず。以て衆甫を閲ぶ。吾れなにを以て衆甫の然るを知れるや。これを以てなり。

Den største dyd er at følge Tao og kun Tao.
Tao er urørligt og uransageligt.
Det er urørligt og uransageligt, og dog rummer det forbilleder til alt.
Det er urørligt og uransageligt, og dog rummer det alle former.
Det er dybt og dunkelt, og dog indeholder det det væsentlige.
Dette væsentlige er virkeligt, det svigter aldrig.
Fra begyndelsen og til nu har dets navn levet.
Hele universet kan udledes at dette.
Hvorledes ved jeg, det er ophav til alt?
På grund af Tao!

二十二章

22

曲なれば則ち全く、枉なれば則ち直く、窪なれば則ち盈ち、敝ければ則ち新しく、少ければ則ち得、多ければ則ち惑はん。是を以て、聖人は一を抱きて、天下の式となる。自ら見さず、故に明かなり。自ら是とせず、故に彰る。自ら伐らず、故に功あり。自ら矜らず。故に長し。それただ爭はず。故に天下能くこれと爭ふことなし。古の謂はゆる、曲なれば則ち全しとは、豈虚言ならんや。誠に全くして而してこれに歸するなり。

Vær ufuldkommen, og du kan blive fuldkommen.
Vær krum, og du er på rette vej.
Vær tom, og du kan blive fyldt.
Vær slidt, og du kan blive fornyet.
Hav lidet, og du kan få meget.
Hav meget, og du vil blive bedraget.
Derfor holder den vise sig til det ene og bliver et forbillede for alle.
Han er ikke prangende, derfor lægger man mærke til ham.
Han er ikke selvoptaget, derfor udmærker han sig.
Han praler ikke, derfor respekteres han.
Han er ikke hovmodig, derfor rager han frem.
Han strides ikke med andre, derfor strides ingen med ham.
Derfor sagde de gamle:
Kun det ufuldkomne kan blive fuld kom ment.
Er det et tomt ord?
Vær i sandhed fuldkommen, og alle ting vil komme til dig.

二十三章

23

希言は自然なり。故に、飄風は朝を終へず。驟雨は日を終へず。孰かこれをなすものぞ。天地なり。天地すら尙ほ久しきこと能はず。而るを況や人に於てをや。故に、道に従事する者は、道に同じうし、德者とは德に同じうし、失者とは失に同じうす。道に同じうする者は、道もまたこれを得るを樂み、德に同じうする者は、德もまたこれを得るを樂み、失に同じうする者は、失もまたこれを得るを樂むなり。信足ざれば、信ぜざることあり。

Det er naturligt kun at sige lidt.
En hvirvelstorm vil ikke vare ved til næste dag,
et skybrud vil ikke vare dagen ud.
Det er himlen og jorden, der frembringer disse ting.
Og hvis himlen og jorden ikke kan blive ved,
hvordan skulle det da være muligt for et menneske?
Den, som følger Tao, er ét med Tao.
Den, som er dydig, bliver ét med dyden.
Den, som farer vild, føler sig fortabt.
Den, som er ét med Tao, vil Tao fylde med glæde.
Den, som er ét med dyden, hos ham vil dyden tage varigt ophold.
Den, som er ét med vildfarelsen, vil vildfarelsen yderligere lede på vildspor.
Den, som ikke viser tilstrækkelig troskab, vil ikke møde tillid.

二十四章

24

跂つ者は立たず。跨ぐ者は行かず。自から見はす者は明かならず。自から是とする者は彰はれず。自から伐る者は功なし。自から矜る者は長からず。その道にありてや、餘食贅行と曰ひ、物或はこれを悪む。故に有道者は處ざるなり。

Den, som står på tæerne, kan ikke holde balancen.
Den, som går med skrævende ben, kan ikke komme frem.
Den, som fører sig frem, vil ikke blive oplyst.
Den selvretfærdige vil ikke blive respekteret.
Den, som praler, udretter intet.
Den, som maser sig frem, er ikke fremtrædende.
Ifølge dem, der følger Tao, er disse ”overflødig føde og unødvendig bagage”.
De bringer ikke lykke.
Derfor undgås de af dem, der følger Tao.

二十五章

25

物ありて混成し、天地に先だつて生ぜり。寂兮たり寞兮たり。獨立して改めず、周行して殆からず。以て天下の母たるべし。吾はその名を知らざるも、これに字して道と曰ひ、强ひてこれが名を為して大と曰ひ、大を逝と曰ひ、逝を遠と曰ひ、遠を反と曰ふ。故に、道は大、天も大、地も大、王も又大なり。域中に四大ありて、王はその一に居る。人は地に法とり、地は天に法とり、天は道に法とり、道は自然に法とるなり。

Noget forunderligt fortættede sig,
født før himmel og jord,
i stilheden og det tomme rum,
eksisterende af sig selv og uforanderligt,
til stede overalt og i bevægelse.
Det må anses for moder til universet.
Jeg kender ikke dets navn.
Jeg kalder det Tao.
Af mangel på et bedre ord kalder jeg det uendeligt.
Da det er uendeligt, er det konstant i bølgende bevægelse.
Det bølger bort i det uendelige, og bølgebevægelsen vender tilbage.
Derfor sagde de gamle:
Tao er mægtigt,
himlen er mægtig,
jorden er mægtig,
kongen er også mægtig.
Disse er universets fire store magter, og kongen er en af dem.
Menneskets lov er jorden,
jordens lov er himlen,
himlens lov er Tao.
Taos lov er Tao.

二十六章

26

重は輕の根たり、靜は躁の君たり。是を以て、聖人は終日行けども、而も輜重を離れず。榮觀ありと雖も、燕処して超然たり。如何ぞ萬乘の主にして、而も身を以て天下に輕くせるぞ。輕ければ則ち臣を失ひ、躁しければ則ち君を失はん。

Det tunge er roden til det lette, stilheden roden til bevægelse.
Derfor slipper den vise under sin rejse aldrig synet af det, han selv medbringer.
Selv om der er smukke ting at kaste blikket på, forbliver han uberørt og rolig.
Hvorfor skulle en herre over mange vogne rive sig løs fra sin plads i den store helhed?
Ved at rive sig løs blive man rodløs, ved at være utålmodig mister man sin faste plads

二十七章

27

善行には轍迹なし。善言には瑕謫なし。善計には籌索を用ひず。善閉には関楗なくして、而も開くべからず。善結には縄約なくして、而も解くべからず。是を以て、聖人は常に善く人を救ふ。故に棄人なし。常に善く物を救ふ。故に棄物なし。是を襲明と謂ふ。故に、善人は不善人の師にして、不善人は善人の資なり。その師を貴ばず、その資を愛せざれば、知たりと雖も大に迷へる。これを要妙と謂ふ。

En god vandrer efterlader ingen spor.
En god taler gentager ikke sig selv.
En god regner behøver ingen tabeller.
En god dør behøver ingen lås, alligevel kan ingen åbne den.
En god binding behøver ingen knuder, alligevel kan ingen løse den op.
Således tager den vise vare om sine medmennesker.
Han lader ingen i stikken.
Han drager omsorg for alt og alle og undlader intet.
Hvad er en god mand?
En dårlig mands lærer.
Hvad er en dårlig mand?
En god mands ansvar.
Hvis læreren ikke respekteres, og eleven ikke tilgodeses,
vil forblindelse opstå, hvor viis du end er.
Dette er mysteriets kerne.

二十八章

28

その雄を知りて、その雌を守れば、天下の谿となる。天下の谿となれば、常德は離れずして、嬰兒に復歸す。その白を知り、その黑を守れば、天下の式と為る。天下の式となれば、常の德は忒はずして、無極に復歸す。その榮を知り、その辱を守れば、天下の谷となる。天下の谷となれば、常德は乃ち足つて、樸に復歸す。樸散ずれば則ち器となる。聖人これを用ひて、則ち官長となる。故に、大制にして割かざるなり。

Glem ikke manddommens styrke, men bevar dog kvindens blidhed!
Så vil du blive som en flod, hvori alt strømmer.
Den, der bliver som en altomfattende strøm, bliver uadskillelig fra den evige dyd.
Kend det lyse, men forbliv i mørke!
Så vil du blive et forbillede for verden.
Den, der er et forbillede for verden, altid urokkelig og fast,
vender tilbage til det oprindelige.
Kend ærens tegn, men forbliv beskeden!
Da vil du blive som en dal, der rummer alt.
Som en dal, der rummer alt, altid fast og uudtømmelig,
vil du vende tilbage til naturens form.
Når den naturlige form bearbejdes, bliver den brugbar.
Når den vise bruger den, bliver han fører for alle.
Derfor sagde de gamle: En stor træskærer skærer kun lidet.

二十九章

29

天下を取つて、これを爲めんと將欲するも、吾はその得ざるを見るのみ。天下は神器なれば、爲むべからざるなり。爲めんとする者はこれを敗り、執らんとする者はこれを失はん。凡そ物は、或は行き、或は隨ひ、或は噓き、或いは吹き、或は强くし、或は羸くし、或は載り、或いは墮る。是を以て聖人は甚を去り、奢を去り、泰を去るなり。

Tror du, at man kan vinde herredømmet over universet ved at forbedre det?
Jeg tror ikke, det lader sig gøre.
Universet er helligt.
Man kan ikke forbedre det.
Hvis man prøver at ændre det, vil man ødelægge det.
Hvis man prøver at få hold på det, vil man tabe det
For snart går det frem, snart tilbage; snart blæser det varmt, snart koldt; snart bliver man styrket, snart svækket.
Snart går det op, snart ned.
Derfor undgår den vise udskejelser, ødselhed og selvhævdelse.

三十章

30

道を以て人主を佐くる者は、兵を以て天下に强くせず。その事は還るを好むなり。師の處りし所には、荊棘生じ、大軍の後には、必ず凶年あり。故に、善者は果して已む。敢て强を取らず。果して矜ることなかれ。果して伐ることなかれ。果して驕ることなかれ。果して已むを得ざれ。果して强なることなかれ。物は壯なれば則ち老ゆ。これを不道と謂ふ。不道なれば早く已むなり。

Når du råder en konge efter Taos principper,
råd ham da ikke til at bruge magt mod universet.
Det vil kun fremkalde modstand.
Torne og tidsler vokser frem, hvor hære er draget forbi.
Hunger-år følger efter hærtog.
Gør kun, hvad der må gøres.
Udnyt ikke overmagt.
Opnå resultater, men pral ikke af dem.
Opnå resultater, men triumfér ikke.
Opnå resultater, men vær ikke stolt.
Opnå resultater, fordi det er naturens lov.
Opnå resultater, men uden vold.
Voldsom kraft efterfølges af mangel på styrke.
Det er ikke Taos vej.
Det, som går imod Tao, dør snart.

三十一章

31

夫れ佳兵は不祥の器にして、物或はこれを悪む。故に、有道者は處らざるなり。是を以て、君子は、居るには則ち左を貴び、兵を用ふるには則ち右を貴ぶ。兵は不祥の器にして、君子の器にあらず。やむを得ずしてこれを用ふるも、恬淡を上となし、勝つとも而も美とせざるなり。これを美とする者は、これ殺人を楽むなり。殺人を楽む者は、則ち志を天下に得べからず。（故に、吉事には左を尙び、凶事には右を尙ぶ。是を以て、偏将軍は左に處り、上将軍は右に處る。喪禮を以てこれに處るを言ふなり。）人を殺すことの衆多なれば、則ち悲哀を以てこれを泣き、戰に勝てば、則ち喪禮を以てこれに處るなり。

Gode våben er kilde til frygt, de afskys af alle.
Derfor vil den, der følger Tao, aldrig bruge dem.
Den vise foretrækker den venstre side, krigeren foretrækker den højre.
For våben er ulykkens redskaber.
Den vise bruger dem ikke, når det er nødvendigt.
Hans største ønske er at bringe fred og ro,
og han har ingen glæde af at sejre i krig.
Den, der glæder sig over sejr i krig, glæder sig over drab på mennesker.
Og den, der glæder sig over drab på mennesker, kan ikke nå sit højeste mål.
Ved lykkelige lejligheder er hæderspladsen til venstre, i sørgelige tider til højre.
I hæren står den næstkommanderende på venstre fløj, hærføreren på højre.
Dette viser, at krig arrangeres som en begravelse.
Når mange mennesker er blevet dræbt, sømmer sig sorg og bitter medynk.
Derfor må en sejr afvikles på samme måde som en begravelse.

三十二章

32

道は常にして名なく、朴なりにして小なりと雖も、天下に敢て臣とせず。侯王もしよく守らば、万物はまさに自ら賓せんとす。天地は相合ひて、以て甘露を降し、民はこれを令するなくして、而も自から均しからん。はじめて制して名あり。名も亦すでにあるも、それ亦止まることを知らんとす。止まることを知るは、殆からざる所以なり。道の天下にあるを譬ふれば、猶ほ川谷の江海に於けるがごときなり。

Tao er evigt og uforanderligt og har intet navn.
Selv om det virker ringe i sin formløse tilstand, kan vi dog ikke underkaste det os.
Hvis konger og herskere kunne underkaste det sig det,
ville alle ting automatisk adlyde dem.
Himmel og jord ville mødes, og mild regn falde.
Menneskene ville ikke længere behøve påbud,
og alt ville gå efter naturens love.
Så snart helheden deles,
får de enkelte dele brug for navne.
Man må vide, hvornår grænsen er nået.
Når man ved, hvornår grænsen er nået, kan man undgå ulykker.
Tao er i verden som en flod, der søger hjem til havet.

三十三章

33

人を知るものは智にして、自らを知るものは明なり。人に勝つ者は力ありて、自らに勝つ者は强なり。足ることを知るものは富み、行ひを强むるものは志を有つ。その所を失はざる者は久しく、死するも亡びざるものは壽なり。

Den er klog, som kender andre;
den, der kender sig selv, er viis.
Den er stærk, som overvinder andre;
den, der overvinder sig selv, er mægtig.
Den er rig, som er tilfreds med det, han har;
ihærdighed er tegn på viljestyrke.
Den, som udfylder sin plads, bliver stående.
Den, som dør uden at gå til grunde, er evigt til stede.

三十四章

34

大道は汎兮として、其れ左右すべし。萬物はこれに恃みて、以て生ずるも辭せず。功あるも名とし有せず。萬物を愛養して、而も主とならず。小と名くべし。萬物は歸すれども、而も主とならず。名づけて大となすべし。是を以て、聖人は終に自ら大とならず。故によくその大を成すなり。

Det store Tao gennemstrømmer alt.
Alt levende holdes oppe af det, det holder intet nede.
Det fuldbyrder stille sit værk og gør ikke krav på noget.
Det giver næring til alle ting og er alligevel ikke deres herre.
Det har intet at opnå, det er meget lille.
Alle ting vender tilbage til det, alligevel er det ikke deres herre.
Det er meget stort.
Det frembyder ikke storhed, derfor er det virkelig stort.

三十五章

35

大象を執れば天下は往く。往くも而も害せず。安平泰なり。楽と餌とには、過客も止まるも、道の口より出づるは、淡乎としてそれ味ひなし。これを視れども見るに足らず、これを聽けども聞くに足らざるも、これを用ふれば旣󠄁すべからず。

Alle vil komme til den, der holder sig til det ene;
for dér findes hvile og lykke og ro.
Hvor der er musik og duften af mad, vil den vejfarende stå stille;
men en skildring af Tao virker fersk og uden fylde.
Det kan ikke ses, det kan ikke høres;
alligevel er det uudtømmeligt.

三十六章

36

これを歙めんと將欲すれば、必ず固くこれを張れよ。これを弱めんと將欲すれば、必ず固くこれを强くせよ。これを廃せんと將欲すれば、必ず固くこれを興せよ。これを奪はんと將欲すれば、必ず固くこれを與へよ。これを微明と謂ふなり。柔は剛に勝ち、弱は强に勝つ。魚は淵より脱すべからず。國の利器は以て人に示すべからず。

Det, som kan trække sig sammen, må først udvides.
Det, som kan svækkes, må først gøres stærkt.
Det, der kan modtages, må først blive givet.
Dette kaldes erkendelse af tingenes natur.
Det blide og svage overvinder det hårde og stærke.
Fisk kan ikke forlade havets dyb,
og et lands våben bør ikke stilles til skue

三十七章

37

道は常にして爲すことなきも、而も爲さざることなし。侯王もしよく守らば、萬物はまさに自から化せんとす。化して作らんとすれば、吾はこれを鎭するに無名の樸を以てせんとす。無名の樸も、亦まさに欲せざらんとす。欲せずして以て靜なれば、天下はまさに自から正しからんとす。

Tao udretter intet og lader dog intet ugjort.
Hvis konger og herskere gjorde det samme, ville alt udvikle sig på naturlig måde.
De, der stadig ønskede at udfolde sig,
skulle vende tilbage til det forskelsløses enhed.
Uden form intet begær.
Uden begær er der ro.
Således ville der blive harmoni i verden.

三十八章

38

上德は德とせず。是を以て德あり。下德は德を失はざらんとす。是を以て德なし。上德は爲すことなくして、而も爲さざることなし。下德はこれを爲して、而も以て爲すことなし。上仁はこれを爲して、而も以て爲すことなし。上義はこれをなして、而も以て爲すことあり。上禮はこれを爲して、而もこれに應ずることなければ、則ち臂を攘げてこれを仍く。故に、道を失つて而して後に德あり。德を失つて而して後に仁あり。仁を失つて而して後に義あり。義を失つて而して後に禮あり。夫れ禮は、忠信の薄にして、而して亂の首なり。前識者は、道の華にして、而して愚の始なり。是を以て大丈夫は、その厚きに處つて、その薄きに處らず。その實に處つて、その華に處らず。故に、彼を去つて此れを取るなり。

En virkelig god mand er ikke bevidst om sin godhed,
og er netop derfor god.
En tåbelig mand prøver på at være god,
derfor er han det ikke.
En virkelig god mand udretter intet,
men lader alligevel intet ugjort.
En tåbelig mand udretter alt muligt,
alligevel bliver han aldrig færdig.
Når den virkeligt kærlige mand handler,
lader han intet ugjort.
Når den retfærdige mand handler,
lader han såre meget ugjort.
Når en opportunist handler, og ingen reagerer,
ruller han ærmerne op og søger hævdelse ved magt.
Derfor sagde de gamle:
Når Tao tabes, dukker det gode frem.
Når det gode tabes, dukker kærligheden frem.
Når kærligheden tabes, dukker retfærdigheden frem.
Når retfærdigheden tabes, dukker opportunismen frem.
Men opportunisme er kun en skygge af troskab og pålidelighed,
et varsel om anarki.
Kundskab om fremtiden er kun en forblommet antydning af Tao
og frembringer sløvhed.
Men den virkelig store mand bygger på det virkelige,
ikke på det tilsyneladende, på indholdet og ikke på den ydre skal.
Tag derfor det første og sky det andet!

三十九章

39

昔は一を得たる者なり。天は一を得て以て淸く、地は一を得て以て寧く、神は一を得て以て靈となり、谷は一を得て以て盈ち、萬物は一を得て以て生じ、侯王は一を得て以て天下の正となる。そのこれを致すは一なり。天淸きを以てことなければ、將恐らくは裂けん。地寧きを以てすることなければ、將恐らくは發せん。神靈を以てすることなければ、將恐らくは歇ん。谷盈つるを以てすることなければ、將恐らくは竭きん。萬物生ずるを以てすることなければ、將恐らくは滅せん。侯王正しきを以てすくことなく、而も貴高ならば、將恐らくは蹙れん。故に、貴は賤を以て本となし、高きは下きを以て基となすなり。是を以て侯王は自から孤寡不穀と謂ふ。これ、その賤を以て本となすか、あらずや。故に、輿を數ふることを致せば輿なし。琭琭として玉の如く、珞珞として石の如くなるを欲せず。

Disse ting er fra de ældste tider oprundet af det ene:
himlens klarhed, jordens fasthed,
sjælens styrke, dalens rigdom på vand,
alle tings liv, kongers og herskeres styre.
Alt dette er til i kraft af helheden.
Himlens klarhed hindrer den i at styrte sammen,
jordens fasthed hindrer den i at gå itu,
sjælens styrke hindrer, at den udtømmes,
dalens rigdom på vand hindrer den i at løbe tør.
Alle tings liv og vækst hindrer dem i at uddø.
Kongers og herskeres styre hindrer landes opløsning.
Det ringere er derfor det ædleres rod.
Det lave er det højes grundlag.
Fyrster og herskere kalder sig selv ”forældreløse”, “venneløse” og ”usle”.
Erkender de derved ikke, at de er rundne af ringhed?
For megen fremgang fører ikke fremad.
Men bør ikke klinge som jade eller rasle som en rullesten.

四十章

40

反は道の動にして、弱は道の用なり。天地萬物は、有より生じ、有は無より生ず。

Taos bevægelse fører tilbage.
Tao kan kendes på sin blidhed.
Alle ting hviler på virkeligheden,
virkeligheden på uvirkelighed.

四十一章

41

上士は道を聞けば、勤めてこれを行ふ。中士は道を聞けば、存るが若く亡ずるが若し。下士は道を聞けば、大いにこれを笑ふ。笑はざれば以て道となすにたらず。故に、建言者にこれあり。明道は昧きが若く、進道は退くが若く、夷道は纇のが若く、上德は谷の若く、太白は辱の若く、廣德は足らざるが若く、建德は偸れるが若く、質直は渝るが若く、大方は隅なく、大器は晩成し、大音は希聲にして、大象は無形なりと。道は隱れて名なし。それ唯道は善く貸して且く成すなり。

Når den vise hører om Tao, fører han det for alvor ud i livet.
Når den middelmådige hører om Tao, skænker han det undertiden en tanke.
Når den uforstandige hører om Tao, ler han højt.
Hvis han ikke lo, ville Tao ikke være, hvad det er.
Derfor siger det gamle ord:
Den klare sti synes dunkel,
den, der går frem, synes at gå tilbage,
den lette vej synes svær,
den højeste dyd synes lav som en dal,
den største renhed synes besudlet,
rigdom på dyd synes utilstrækkelig,
dydens styrke synes skrøbelig,
virkelig dyd synes uvirkelig,
det fuldkomne kvadrat har ingen vinkler,
store evner modnes sent,
de højeste toner kan næppe høres,
den største skikkelse er uden form.
Tao alene er skjult og har intet navn.
Tao alene frembringer og fuldbyrder.

四十二章

42

道は一を生じ、一は二を生じ、二は三を生じ、三は萬物を生ず。萬物は陰を負ひて陽を抱く。沖氣以て和することをなす。人の惡む所は、唯孤寡不轂のみ。而して王公は以て稱となす。故に、物或はこれを損して益し、或はこれを益して損するなり。人の敎ふる所は、我もまたこれを敎ふ。强梁なる者は、その死を得ず。吾れ以て敎の父となさんとす。

Tao frembragte én,
én frembragte to,
to frembragte tre.
Tre frembragte universet.
Universet bærer yin og omslutter yang.
Det opnår stabilitet ved forening af disse kræfter.
Folk frygter at blive ”faderløse”, ”venneløse” eller ”usle”,
men konger og herskere betegner sig selv med disse ord.
For man vinder ved at tabe
og taber ved at vinde.
Jeg lærer kun, hvad andre lærer, nemlig
at en voldelig mand vil få en voldelig død.
Herpå bygger jeg min lære.

四十三章

43

天下の至柔は、天下の至堅を馳騁し、無有は無間に入る。吾は是を以て無爲の益あることを知るなり。不言の敎と無爲の益とには、天下これに及ぶこと希し。

De blideste ting i verden overvinder de hårdeste ting i verden.
Det, som ikke er til, kan trænge ind, hvor der ikke er noget rum.
Deraf erkender jeg værdien af ikke at handle.
At lære uden ord
og arbejde uden at udrette noget,
dette forstår kun få.

四十四章

44

名と身とは孰れか親しきぞ。身と貨とは孰れか多なるぞ。得と亡とは孰れか病なるぞ。甚だ愛すれば必ず大いに費え、多く藏すれば必ず厚く亡ふ。足ることを知れば辱められず。止まることを知れば殆からず。以て長久なるべし。

Dit ry eller din sjæl: Hvad betyder mest?
Din sjæl eller din formue: Hvad er dyrebarest?
At vinde eller tabe: Hvad er værst?
Den, som er knyttet til ting, vil skuffes meget.
Den, som samler meget, vil miste meget.
Den tilfredse vil aldrig miste noget.
Den, der ved, hvornår ha skal holde inde, vil aldrig forløbe sig.
Han vil altid være uden for fare.

四十五章

45

大成は缺けたるがごときも、その用は弊ならず。大盈は沖しきがごときも、その用は窮まらず。大直は屈せるがごとく、大功は拙なるがごとく、大辯は訥なるがごとし。躁は寒に勝ち、靜は熱に勝つも、淸靜は天下の正たり。

Stor dygtighed fremtræder ufuldendt;
men den vil altid bevare sin nytte.
Stor fylde fremtræder tom,
men den vil aldrig blive udtømt.
Stor ligefremhed fremtræder kroget.
Stor kløgt fremtræder tåbelig.
Stor veltalenhed lyder som stammen.
Bevægelse overvinder kulde.
Ro overvinder varme.
Harmoni mellem ro og bevægelse holder tingene i universet på plads.

四十六章

46

天下に道あれば、走馬を却けて以て糞するも、天下に道なければ、戎馬は郊に生ぜん。罪は欲すべきよりも大なるはなく、禍は足ることを知らざるよりも大なるはなく、咎は得んと欲するより大なるはなし。故に、足ることを知るの足るは、常に足るなり。

Når Tao er til stede i universet, bruges heste til at trække ploven.
Når Tao ikke er til stede i universet, græsser hærens heste på markerne.
Der er ingen større synd end begær,
ingen større forbandelse end utilfredshed,
ingen større last end ærgerrighed.
Derfor vil den, der forstår, at tilstrækkeligt er tilstrækkeligt, altid have nok.

四十七章

47

戶より出でざるも天下を知り、牖より窺はずして天道を見る。その出づること彌遠ければ、その知ること彌少し。是を以て聖人は行かずして知り、見ずして名に、爲さずして成すなり。

Man kan kende hele universet uden at forlade sin stue.
Uden at se ud ad vinduet, kan man følge himlens bevægelser.
Jo længere man går, jo mindre forstår man.
Derfor hedder det, at den vise når målet uden at bevæge sig;
han ser uden at åbne sine øjne;
han bliver fuldkommen uden at lave sig selv det mindste om.

四十八章

48

學を爲むれば日に益し、道を爲むれば日々に損す。これを損してまた損し、以て爲すなきに至る。爲すなくして而も爲さざることなきなり。故に、天下を取るには、常に事なきを以てす。事あるに及べば、以て天下を取るに足らざるなり。

Den, der søger kundskab, vokser hver dag mere.
Den, der søger Tao, bliver dagligt mere ubetydelig.
Mindre og mindre udretter han, indtil han ikke finder noget at udrette.
Når intet udrettes, lades intet ugjort.
Verden styres ved, at man lader tingene gå deres gang.
Den kan ikke styres ved indgreb.

四十九章

49

聖人には常の心なく、百姓の心を以て心となす。善なる者は吾これを善とし、不善なる者も吾またこれを善とす。徳善なればなり。信なる者は吾これを信とし、不信なる者も吾またこれを信とす。徳信なればなり。聖人の天下にあるや、惵惵として天下のために、その心を渾にす。百姓は皆その耳目を注ぐ。聖人は皆これを孩にす。

Den vise har ingen urokkelig mening.
Han tilpasser sit sind efter andre.
Jeg er god mod dem, som er gode.
Jeg er også god mod dem, som ikke er gode.
På den måde fremmes godhed.
Jeg møder tillid med tillid.
Jeg møder også mistro med tillid.
På den måde fremmes tillidsfuldhed.
Den vise er sky og ydmyg, på andre virker han foruroligende.
Folk ser på ham og lytter til ham.
Han opfører sig som et lille barn.

五十章

50

生に出れば（これ）死に入るなり。生の徒は、十に三あり。死の徒は、十に三あり。民の生んとして、動もすれば死地に之く（もの）、また十に三あり。それ何の故ぞ。その生を生とすることの厚きを以てなり。蓋し聞く、善く生を攝する者は、陸行するも、兕虎に遇はず。軍に入るも、甲兵を避けずと。兕はその角を投ずるところなく、虎はその爪を措くところなく、兵もその刃を容るるところなき（がため）なり。それ何の故ぞ。その死地なきを以てなり。

Mellem fødsel og død er der tre ud af ti, som følger livets vej;
tre ud af ti, der følger dødens vej;
og af mennesker, der vandrer mellem fødsel og død, er der også tre ud af ti.
Hvorfor er det sådan?
Fordi mennesker higer umætteligt efter at leve.
Den, der forstår at leve, kan rejse omkring uden at frygte næsehorn eller tiger.
Han vil ikke blive såret i kamp.
Næsehornet har intet mål for sit horn,
tigeren intet mål for sine kløer,
spyddet intet mål for sin spids.
Hvorfor er det sådan?
Fordi han ikke frembyder noget sted, hvor døden kan trænge ind.