Snedronningen. Et eventyr i syv historier / Snedronningen — читати онлайн. Сторінка 3

Норвезько-датська книга-білінгва

Hans Christian Andersen

Snedronningen. Et eventyr i syv historier

Hans Christian Andersen

Snedronningen

Han ville nok bli glad for å se henne, høre hvilken lang vei hun hadde gått for hans skyld, og få greie på hvor bedrøvet alle de hjemme hadde vært da han ikke kom igjen.

Han vilde vist blive glad ved at see hende, høre hvilken lang Vei, hun havde gaaet for hans Skyld, vide, hvor bedrøvet de Alle hjemme havde været, da han ikke kom igjen.

O, det var en frykt og en glede.

O, det var en Frygt og en Glæde.

Nå var de på trappen. Der brente en liten lampe på et skap. Midt på gulvet stod den tamme kråken og dreide hodet til alle sider og betraktet Gerda, som neide slik bestemor hadde lært henne.

Nu vare de paa Trappen; der brændte en lille Lampe paa et Skab; midt paa Gulvet stod den tamme Krage og dreiede Hovedet til alle Sider og betragtede Gerda, der neiede, som Bedstemoder have lært hende.

«Min forlovede har talt så vakkert om dem, min lille frøken», sa den tamme kråken. «Deres vita, som man kaller det, er også meget rørende! — Vil De ta lampen, så skal jeg gå foran. Her går vi den rette vei, for der treffer vi ingen!»

»Min Forlovede har talt saa smukt om dem, min lille Frøken,« sagde den tamme Krage, »deres Vita, som man kalder det, er ogsaa meget rørende! — Vil de tage Lampen, saa skal jeg gaae foran. Vi gaae her den lige Vei, for der træffe vi Ingen!«

«Jeg synes det kommer noen etter like bak!» sa Gerda, og det suste forbi henne. Det var som skygger hen langs veggen, hester med flagrende manker og tynne ben, jegergutter, herrer og damer til hest.

»Jeg synes her kommer Nogen lige bag efter!« sagde Gerda, og det susede forbi hende; det var ligesom Skygger hen ad Væggen, Heste med flagrende Manker og tynde Been, Jægerdrenge, Herrer og Damer til Hest.

«Det er kun drømmene!» sa kråken. «De kommer og henter det høye herskapets tanker til jakt. Godt er det, så kan De bedre betrakte dem i sengen. Men la meg se at hvis De kommer til ære og verdighet, at De da viser et takknemlig hjerte!»

»Det er kun Drømmene!« sagde Kragen, »de komme og hente det høie Herskabs Tanker til Jagt, godt er det, saa kan De bedre betragte dem i Sengen. Men lad mig see, kommer De til Ære og Værdighed, at De da viser et taknemmeligt Hjerte!«

«Det er ikke noe å snakke om!» sa kråken fra skogen.

»Det er jo ikke noget at snakke om!« sagde Kragen fra Skoven.

Nå kom de inn i den første salen, den var av rosenrød sateng med kunstige blomster opp langs veggene. Her suste drømmene allerede forbi, men de fór så hurtig at Gerda ikke fikk sett det høye herskapet.

Nu kom de ind i den første Sal, den var af rosenrødt Atlask med kunstige Blomster opad Væggen; her susede dem allerede Drømmene forbi, men de foer saa hurtigt, at Gerda ikke fik seet det høie Herskab.

Den ene salen ble prektigere enn den andre. Jo, man kunne nok bli forbløffet, og nå var de i sovekammeret.

Den ene Sal blev prægtigere end den anden; jo man kunde nok blive forbløffet, og nu vare de i Sovkammeret.

Loftet her inne lignet en stor palme med blader av glass, kostbart glass, og midt på gulvet, i en tykk stilk av gull, hang to senger, og hver så ut som liljer:

Loftet herinde lignede en stor Palme med Blade af Glas, kostbart Glas, og midt paa Gulvet hang i en tyk Stilk af Guld to Senge, der hver saae ud som Lillier:

Den ene var hvit, i den lå prinsessen. Den andre var rød, og i den var det at Gerda skulle søke lille Kay. Hun bøyde et av de røde bladene til side og da så hun en brun nakke. — Å, det var Kay.

den ene var hvid, i den laae Prindsessen; den anden var rød, og i den var det at Gerda skulde søge lille Kay; hun bøiede eet af de røde Blade tilside og da saae hun en bruun Nakke. — O, det var Kay! —

Hun ropte hans navn ganske høyt, og holdt lampen hen til ham — drømmene suste til hest inn i stuen igjen — han våknet, dreide hodet og — det var ikke den lille Kay.

Hun raabte ganske høit hans Navn, holdt Lampen hen til ham — Drømmene susede til Hest ind i Stuen igjen — han vaagnede, dreiede Hovedet og — — det var ikke den lille Kay.

Prinsen lignet ham kun på nakken, men ung og vakker var han. Og fra den hvite liljesengen tittet prinsessen ut og spurte hva det var. Da gråt den lille Gerda og fortalte hele sin historie og alt det kråkene hadde gjort for henne.

Prindsen lignede ham kun paa Nakken, men ung og smuk var han. Og fra den hvide Lillie-Seng tittede Prindsessen ud, og spurgte hvad det var. Da græd den lille Gerda og fortalte hele sin Historie og Alt, hvad Kragerne havde gjort for hende.

«Din lille stakkar!» sa prinsen og prinsessen, og de roste kråkene og sa at de var slett ikke vrede på dem, men de skulle allikevel ikke gjøre det oftere. Imidlertid skulle de ha en belønning.

»Din lille Stakkel!« sagde Prindsen og Prindsessen, og de roste Kragerne og sagde, at de vare slet ikke vrede paa dem, men de skulde dog ikke gjøre det oftere. Imidlertid skulde de have en Belønning.

«Vil dere fly fritt», spurte prinsessen, «eller vil dere ha fast ansettelse som hoffkråker med alt det som faller av på kjøkkenet?»

»Ville I flyve frit?« spurgte Prindsessen, »eller ville I have fast Ansættelse som Hofkrager med Alt, hvad der falder af i Kjøkkenet?«

Og begge kråkene neide og bad om fast ansettelse. For de tenkte på deres alderdom, og sa: «Det er så godt å ha noe for den gamle mann», som de kalte det.

Og begge Kragerne neiede og bade om fast Ansættelse; for de tænkte paa deres Alderdom og sagde, »det var saa godt at have noget for den gamle Mand,« som de kalde det.

Og prinsen stod opp av sin seng og lot Gerda sove i den, og mere kunne han ikke gjøre.

Og Prindsen stod op af sin Seng og lod Gerda sove i den, og mere kunde han ikke gjøre.

Hun foldet sine små hender og tenkte: «Så gode mennesker og dyr er», og så lukket hun sine øyne og sov så velsignet.

Hun foldede sin smaa Hænder og tænkte: »hvor dog Mennesker og Dyr ere gode,« og saa lukkede hun sine Øine og sov saa velsignet.

Alle drømmene kom igjen flyvende inn, og da så de ut som Guds engler, og de trakk en liten kjelke, og på den satt Kay og nikket. Men det hele var kun drømmeri, og derfor var det også borte igjen så snart hun våknet.

Alle Drømmene kom igjen flyvende ind, og de saae de ud som Guds Engle, og de trak en lille Slæde, og paa den sad Kay og nikkede; men det Hele var kun Drømmeri, og derfor var det ogsaa borte igjen, saasnart hun vaagnede.

Neste dag ble hun kledd opp fra topp til tå i silke og fløyel. Hun fikk tilbud om å bli på slottet og ha gode dager, men hun bad bare om å få en liten vogn med en hest for, og et par små støvler, så ville hun igjen kjøre ut i den vide verden og finne Kay.

Næste Dag blev hun klædt op fra Top til Taa i Silke og Fløiel; hun fik Tilbud at blive paa Slottet og have gode Dage, men hun bad alene om at faae en lille Vogn med en Hest for og et Par smaa Støvler, saa vilde hun igjen kjøre ud i den vide Verden og finde Kay.

Og hun fikk både støvler og muffe. Hun ble så nydelig kledd på, og da hun ville avsted, hold de ved døren en ny karét av rent gull. Prinsen og prinsessens våpen lyste fra den som en stjerne. Kusk, tjenere og forridere, for det var også forridere, satt kledd i gullkroner.

Og hun fik baade Støvler og Muffe; hun blev saa nydeligt klædt paa, og da hun vilde afsted, holdt ved Døren en ny Karreet af puurt Guld; Prindsens og Prindsessens Vaaben lyste fra den som en Stjerne; Kudsk, Tjenere og Forridere, for der vare ogsaa Forridere, sade klædte i Guldkroner.

Prinsen og prinsessen hjalp henne selv inn i vognen og ønsket henne all lykke.

Prindsen og Prindsessen hjalp hende selv i Vognen og ønskede hende al Lykke.

Skogkråken, som nå hadde blitt gift, fulgte med de første tre milene. Den satt ved siden av henne, for den kunne ikke tåle å kjøre baklengs. Den andre kråken stod i porten og slo med vingene, den fulgte ikke etter fordi den led av hodepine, siden den hadde fått fast ansettelse og for meget å spise.

Skovkragen, der nu var bleven givt, fulgte med de første tre Mile; den sad ved Siden af hende, for den kunde ikke taale at kjøre baglænds; den anden Krage stod i Porten og slog med Vingerne, den fulgte ikke med, thi den leed af Hovedpine, siden den havde faaet fast Ansættelse og for meget at spise.

Inni var karéten fôret med sukkerkringler, og i setet var det frukter og peppernøtter.

Indeni var Karreten foret med Sukkerkringler, og i Sædet vare Frugter og Pebernødder.

«Farvel! Farvel!» ropte prinsen og prinsessen, og den lille Gerda gråt, og kråken gråt. — Slik gikk de første milene. Da sa også kråken farvel, og det var den tyngste avskjeden.

»Farvel! farvel!« raabte Prinds og Prindsesse, og lille Gerda græd, og Kragen græd; — saaledes gik de første Mile; da sagde ogsaa Kragen farvel, og det var den tungeste Afsked;

Den fløy opp i et tre og slo med sine sorte vinger så lenge den kunne se vognen, som strålte som det klare solskinn.

den fløi op i et Træ og slog med sine sorte Vinger, saalænge den kunde see Vognen, der straalede, som det klare Solskin.

Femte historie. Den lille røverpiken.

Femte Historie. Den lille Røverpige.

De kjørte gjennom den mørke skogen, men karéten skinte som et bluss, det skar røverne i øynene, det kunne de ikke tåle.

De kjørte gjennem den mørke Skov, men Karreten skinnede som et Blus, det skar Røverne i Øinene, det kunde de ikke taale.

«Det er gull! Det er gull!» ropte de, styrtet frem og tok fatt i hestene, slo de små jockeyene, kuskene og tjenerne i hjel, og trakk nå den lille Gerda ut av vognen.

»Det er Guld! det er Guld!« raabte de, styrtede frem, toge fat i Hestene, sloge de smaae Jokeier, Kudsken og Tjenerne ihjel, og trak nu den lille Gerda ud af Vognen.

«Hun er fôret, hun er nydelig, hun er fetet med nøttekjerner!» sa den gamle røverkjerringen, som hadde et langt, stritt skjegg, og øyenbryn som hang henne ned over øynene.

»Hun er feed, hun er nydelig, hun er fedet med Nøddekjerne!« sagde den gamle Røverkjelling, der havde et langt, stridt Skjæg og Øienbryn, der hang hende ned over Øinene.

«Det så godt som et lite fettlam! Nå, så hun skal smake!» og så trakk hun ut sin blanke kniv, og den skinte så at det var fryktelig.

»Det er saa godt som et lille Fedelam! naa, hvor hun skal smage!« og saa trak hun sin blanke Kniv ud og den skinnede, saa at det var grueligt.

«Au!» sa kjerringen i det samme, hun ble bitt i øret av sin egen lille datter som hang på hennes rygg, og var så vill og uvøren så det var en lyst. «Din gremme unge!» sa moren og fikk ikke tid til å drepe Gerda.

»Au!« sagde Kjellingen lige i det samme, hun blev bidt i Øret af sin egen lille Datter, der hang paa hendes Ryg og var saa vild og uvorn, saa det var en Lyst. »Din lede Unge!« sagde Moderen og fik ikke Tid til at slagte Gerda.

«Hun skal leke med meg!» sa den lille røverpiken. «Hun skal gi meg sin muffe, og sin vakre kjole, og sove hos meg i min seng!» Og så bet hun igjen så røverkjerringen hoppet i været og dreide seg rundt. Og alle røverne lo, og sa: «Se hvordan hun danser med sin unge!»

»Hun skal lege med mig!« sagde den lille Røverpige. »Hun skal give mig sin Muffe, sin smukke Kjole, sove hos mig i min Seng!« og saa beed hun igjen, saa Røverkjellingen sprang i Veiret og dreiede sig rundt, og alle Røverne loe og sagde: »see, hvor hun dandser med sin Unge!«

«Jeg vil inn i karéten!» sa den lille røverpiken, og hun måtte og ville ha sin vilje, for hun var så forkjølet og så stiv.

»Jeg vil ind i Karreten!« sagde den lille Røverpige og hun maatte og vilde have sin Villie, for hun var saa forkjælet og saa stiv.

Hun og Gerda satt seg inn i den, og så kjørte de over stubb og torn, dypere inn i skogen. Den lille røverpiken var like stor som Gerda, men sterkere, mere bredskuldret, og mørk i huden. Øynene var ganske sorte, de så nesten bedrøvet ut. Hun tok den lille Gerda om livet, og sa:

Hun og Gerda sad ind i den, og saa kjørte de over Stub og Tjørn dybere ind i Skoven. Den lille Røverpige var saa stor som Gerda, men stærkere, mere bredskuldret og mørk i Huden; Øinene vare ganske sorte, de saae næsten bedrøvede ud. Hun tog den lille Gerda om Livet og sagde:

«De skal ikke drepe deg så lenge jeg ikke blir vred på deg! Du er antageligvis en prinsesse?»

»De skal ikke slagte Dig, saalænge jeg ikke bliver vred paa Dig! Du er sagtens en Prindsesse?«

«Nei», sa lille Gerda, og fortalte henne alt det hun hadde opplevd, og hvor meget hun holdt av lille Kay.

»Nei,« sagde lille Gerda og fortalte hende Alt, hvad hun havde oplevet, og hvormeget hun holdt af lille Kay.

Røverpiken så ganske så alvorlig på henne, nikket litt med hodet, og sa: «De skal ikke drepe deg, selv om jeg ennå skulle bli vred på deg, da skal jeg nok gjøre det selv!» Og så tørket hun Gerdas øyne, og puttet så begge sine hender inn i den vakre muffen som var så bløt og så varm.

Røverpigen saae ganske alvorlig paa hende, nikkede lidt med Hovedet og sagde: »De skal ikke slagte Dig, selv om jeg endogsaa bliver vred paa Dig, saa skal jeg nok selv gjøre det!« og saa tørrede hun Gerdas Øine og puttede saa begge sine Hænder ind i den smukke Muffe, der var saa blød og saa varm.

Nå stoppet karéten opp. De var midt inne på gården til et røverslott. Det var revnet fra øverst til nederst, ravner og kråker fløy ut av de åpne hullene, og de store bikkjene, som hver så ut til å kunne sluke et menneske, hoppet høyt i været, men de gjødde ikke, for det var forbudt.

Nu holdt Karreten stille; de vare midt inde i Gaarden af et Røverslot; det var revnet fra øverst til nederst, Ravne og Krager fløi ud af de aabne Huller, og de store Bulbidere, der hver saae ud til at kunne sluge et Menneske, sprang høit i Veiret, men de gjøede ikke, for det var forbudt.

I den store, gamle, sotete salen brente en stor ild midt på stengulvet. Røken trakk hen under loftet og måtte selv finne en vei ut. En stor bryggekjele kokte med suppe, og både harer og kaniner vendtes på spidd.

I den store, gamle, sodede Sal brændte midt paa Steengulvet en stor Ild; Røgen trak hen under Loftet og maatte selv see at finde ud; en stor Bryggerkjedel kogte med Suppe, og baade Harer og Kaniner vendtes paa Spid.

«Du skal sove med meg i natt her hos alle mine smådyr!» sa røverpiken. De fikk å spise og drikke, og gikk så hen i et hjørne hvor det lå halm og tepper.

»Du skal sove i Nat med mig her hos alle mine Smaadyr!« sagde Røverpigen. De fik at spise og drikke og gik saa hen i et Hjørne, hvor der laae Halm og Tepper.

Ovenover, på lekter og pinner, satt nesten hundre duer som alle syntes å sove, men dreide seg dog litt da småpikene kom.

Ovenover sad paa Lægter og Pinde næsten hundrede Duer, der alle syntes at sove, men dreiede sig dog lidt, da Smaapigerne kom.

«Det er alle sammen mine!» sa den lille røverpiken, og grep raskt fatt i en av de nærmeste, holdt den ved benene og rystet den slik at den slo med vingene.

»Det er allesammen mine!« sagde den lille Røverpige og greb rask fat i een af de nærmeste, holdt den ved Benene og rystede den, saa at den slog med Vingerne.

«Kyss den!» ropte hun, og basket med den i ansiktet på Gerda.

»Kys den!« raabte hun og baskede Gerda med den i Ansigtet.

«Der sitter skogsslynglene!» fortsatte hun, og viste bak en mengde stenger som var slått i et hull i muren høyt oppe.

»Der sidder Skovcanaillerne!« blev hun ved og viste bag en Mængde Tremmer, der var slaaet for et Hul i Muren høit oppe.

«Det er skogsslynglene, de to! De flyr straks vekk om man ikke har dem ordentlig låst. Og her står min gamle kjæreste Bæ!» Og hun trakk et reinsdyr ved hornet, som hadde en blank kobberring om halsen og var bundet.

»Det er Skovcanailler, de to! de flyve strax væk, har man dem ikke rigtigt laaset; og her staaer min gamle Kjæreste Bæ!« og hun trak ved Hornet et Rensdyr, der havde en blank Kobberring om Halsen og var bundet.

«Ham må vi også ha i klemme, ellers springer han også fra oss. Hver eneste aften kiler jeg ham på halsen med min skarpe kniv, det er han så redd for!»

»Ham maa vi ogsaa have i Klemme, ellers springer han med fra os. Hver evige Aften kilder jeg ham paa Halsen med min skarpe Kniv, det er han saa bange for!«

Og den lille piken trakk en lang kniv ut av en sprekke i muren, og lot den gli over reinsdyrets hals. Det stakkars dyr slo ut med benene, og røverpiken lo, og trakk så Gerda med ned i sengen.

og den lille Pige trak en lang Kniv ud af en Sprække i Muren og lod den glide over Rensdyrets Hals; det stakkels Dyr slog ud med Benene, og Røverpigen lo og trak saa Gerda med ned i Sengen.

«Skal du ha med kniven når du skal sove?» spurte Gerda, og så litt redd på den.

»Vil Du have Kniven med, naar Du skal sove?« spurgte Gerda og saae lidt bange til den.

«Jeg sover alltid med kniv!» sa den lille røverpiken. «Man vet aldri hva som kan komme. Men fortell meg nå igjen det du fortalte før om lille Kay, og hvorfor du har gått ut i den vide verden.»

»Jeg sover altid med Kniv!« sagde den lille Røverpige. »Man veed aldrig, hvad der kan komme. Men fortæl mig nu igjen, hvad Du fortalte før om lille Kay, og hvorfor Du er gaaet ud i den vide Verden.

Og Gerda fortalte forfra, og skogduene kurret der oppe i buret, de andre duene sov.

Og Gerda fortalte forfra, og Skovduerne kurrede deroppe i Buret, de andre Duer sov.

Den lille røverpiken la sin arm om Gerdas hals, holdt kniven i den andre hånden, og sov så man kunne høre det. Men Gerda kunne slett ikke lukke sine øyne, hun visste ikke om hun skulle leve eller dø.

Den lille Røverpige lagde sin Arm om Gerdas Hals, holdt Kniven i den anden Haand og sov, saa man kunde høre det; men Gerda kunde slet ikke lukke sine Øine, hun vidste ikke, om hun skulde leve eller døe.

Røverne satt rundt om ilden, sang og drakk, og røverkjerringen slo kolbøtter.

Røverne sad rundt om Ilden, sang og drak, og Røverkjællingen slog Kolbøtter.

O! Det var ganske forferdelig for den lille piken å se på.

O! det var ganske grueligt for den lille Pige at see paa.

Da sa skogduene: «Kurr, kurr! Vi har sett den lille Kay. En hvit høne bar hans kjelke, han satt i Snedronningens vogn som fór lavt hen over skogen da vi lå i rede. Hun blåste på oss unger, og alle døde de, utenom vi to. Kurr! Kurr!»

Da sagde Skovduerne: »Kurre, kurre! vi have seet den lille Kay. En hvid Høne bar hans Slæde, han sad i Sneedronningens Vogn, der foer lavt hen over Skoven, da vi laae i Rede; hun blæste paa os Unger, og alle døde de uden vi to; kurre! kurre!«

«Hva sier dere der oppe?» ropte Gerda. «Hvor reiste Snedronningen hen? Vet dere noe om det?»

»Hvad sige I deroppe?« raabte Gerda, »hvor reiste Sneedronningen hen? Veed I noget derom?«

«Hun reiste saktens til Lappland, for der er det alltid sne og is! Spør bare reinsdyret, som står bundet i repet.»

»Hun reiste sagtens til Lapland, for der er altid Snee og Iis! spørg bare Rensdyret, som staaer bundet i Strikken.«

«Der er det is og sne, det er velsignet og godt!» sa reinsdyret. «Der hopper man fritt om i de store skinnende dalene! Der har Snedronningen sitt sommertelt, men hennes faste slott er oppe mot Nordpolen, på den øyen som kalles Spitsberg!»

»Der er Iis og Snee, der er velsignet og godt!« sagde Rensdyret; »der springer man frit om i de store skinnende Dale! der har Sneedronningen sit Sommertelt, men hendes faste Slot er oppe mod Nordpolen, paa den Ø, som kaldes Spitsberg!«

«Å, Kay, lille Kay!» sukket Gerda.

»O Kay, lille Kay!« sukkede Gerda.

«Nå skal du ligge stille», sa røverpiken, «ellers får du kniven opp i magen!»

»Nu skal Du ligge stille!« sagde Røverpigen, »ellers faaer Du Kniven op i Maven!«

Om morgenen fortale Gerda henne alt det skogduene hadde sagt, og den lille røverpiken så ganske alvorlig ut, men nikket med hodet, og sa: «Det er det samme! Det er det samme. — Vet du hvor Lappland er?» spurte hun reinsdyret.

Om Morgenen fortalte Gerda hende Alt, hvad Skovduerne havde sagt, og den lille Røverpige saae ganske alvorlig ud, men nikkede med Hovedet og sagde: »Det er det samme! det er det samme. — Veed Du, hvor Lapland er?« spurgte hun Rensdyret.

«Hvem skulle vite det bedre enn jeg?» sa dyret, og øynene løp i hodet på det. «Der er jeg født og båret, der har jeg sprunget på snemarken!»

»Hvo skulde bedre vide det end jeg,« sagde Dyret, og Øinene spillede i Hovedet paa det. »Det er jeg født og baaret, der har jeg sprunget paa Sneemarken!«

«Hør!» sa røverpiken til Gerda. «Du ser at alle våre mannfolk er borte, men mutter er her ennå, og hun blir. Men utover morgenstunden drikker hun av den store flasken, og tar seg så en liten lur ovenpå — da skal jeg gjøre noe for deg!»

»Hør!« sagde Røverpigen til Gerda, »Du seer, at alle vore Mandfolk ere borte, men Mutter er her endnu, og hun bliver, men op ad Morgenstunden drikker hun af den store Flaske og tager sig saa en lille Luur ovenpaa; — saa skal jeg gjøre noget for Dig!«

Nå hoppet hun ut av sengen, fór hen om halsen på moderen, trakk henne i munnskjegget, og sa: «Min egen søte geitebukk, god morgen!»

Nu sprang hun ud af Sengen, foer hen om Halsen paa Moderen, trak hende i Mundskjægget og sagde: »min egen søde Gjedebuk, god Morgen!«

Og moren knipset henne under nesen så den ble rød og blå, men det var alt sammen av bare kjærlighet.

Og Moderen knipsede hende under Næsen, saa den blev rød og blaa, men det var altsammen af bare Kjærlighed.

Da nå moderen hadde drukket av sin flaske og fikk seg en liten lur, gikk røverpiken hen til reinsdyret, og sa: «Jeg kunne ha besynderlig lyst til å kile deg ennå mange ganger med den skarpe kniven, for da er du så morsom, men det er det samme. Jeg skal løsne din snor og hjelpe deg utenfor, slik at du kan løpe til Lappland, men du skal ta benene med deg, og bringe for meg denne lille piken til Snedronningens slott hvor hennes lekebror er.

Da saa Moderen havde drukket af sin Flaske og fik sig en lille Luur, gik Røverpigen hen til Rensdyret og sagde: »jeg kunde have besynderlig Lyst til endnu at kilde Dig mange Gange med den skarpe Kniv, for saa er Du saa morsom, men det er det samme, jeg vil løsne din Snor og hjælpe Dig udenfor, at Du kan løbe til Lapland, men Du skal tage Benene med Dig og bringe mig denne lille Pige til Sneedronningens Slot, hvor hendes Legebroder er.

Du har nok hørt det hun fortalte, for hun snakket høyt nok, og du lurer!»

Du har nok hørt, hvad hun fortalte, thi hun snakkede høit nok, og Du lurer!«

Reinsdyret hoppet høyt av glede. Røverpiken løftet lille Gerda opp, og var forsiktig nok til å binde henne fast, ja til og med å gi henne en liten pute å sitte på.

Rensdyret sprang høit af Glæde. Røverpigen løftede lille Gerda op og havde den Forsigtighed at binde hende fast, ja endogsaa at give hende en lille Pude at sidde paa.

«Det er det samme», sa hun. «Der har du dine lodne støvler, for det blir kaldt, men muffen beholder jeg, den er altfor nydelig! Allikevel skal du ikke fryse. Her har du min moders store polvanter, de når deg like opp til albuen. Stikk i! — Nå ser du akkurat ut som min ekle moder på hendene!»

»Det er det samme,« sagde hun, »der har Du dine laadne Støvler, for det bliver koldt, men Muffen beholder jeg, den er alfor nydelig! Alligevel skal Du ikke fryse. Her har Du min Moders store Bælvanter, de naae Dig lige op til Albuen; stik i! — Nu seer Du ud paa Hænderne ligesom min ækle Moder!«

Og Gerda gråt av glede.

Og Gerda græd af Glæde.

«Jeg kan ikke orke at du beljer!» sa den lille røverpiken. «Nå skal du iallefall se fornøyd ut! Og der har du to brød og en skinke, så skal du ikke sulte.»

»Jeg kan ikke lide at Du tviner!« sagde den lille Røverpige. »Nu skal Du just see fornøiet ud! og der har Du to Brød og en Skinke, saa kan Du ikke sulte.«

Begge deler ble bundet bak på reinsdyret. Den lille røverpiken åpnet døren, lokket alle de store hundene inn, og så skar hun repet over med sin kniv, og sa til reinsdyret: «Løp så! Men pass vel på den lille piken!»

Begge Dele bleve bundne bag paa Rensdyret; den lille Røverpige aabnede Døren, lokkede alle de store Hunde ind, og saa skar hun Strikken over med sin Kniv og sagde til Rensdyret: »Løb saa! men pas vel paa den lille Pige!«

Og Gerda strakte hendene med de store polvanter ut mot røverpiken og sa farvel, og så fløy reinsdyret avsted over busker og stubber, gjennom den store skogen, over moser og stepper, alt hva den kunne.

Og Gerda strakte Hænderne, med de store Bælvanter, ud mod Røverpigen og sagde farvel, og saa fløi Rensdyret afsted over Buske og Stubbe, gjennem den store Skov, over Moser og Stepper, alt hvad det kunde.

Ulvene hylte og ravnene skrek. «Fut! Fut!» sa det på himlen. Det var som om den nyste rødt.

Ulvene hylede, og Ravnene skreg. »Fut! fut!« sagde det paa Himlen. Det var ligesom om den nyste rødt.

«Det er mine gamle nordlys!» sa reinsdyret. «Se hvor de lyser!» Og så løp den ennå mere av sted, natt og dag. Brødene ble spist, skinken med, og så var de i Lappland.

»Det er mine gamle Nordlys!« sagde Rensdyret, »see, hvor de lyse!« og saa løb det endnu mere afsted, Nat og Dag; Brødene bleve spiist, Skinken med og saa vare de i Lapland.

Sjette historie. Lappekonen og finnekonen.

Sjette Historie. Lappekonen og Finnekonen.

De stoppet opp ved et lite hus. Det var så ynkelig. Taket gikk ned til jorden, og døren var så lav at familien måtte krype på magen når de ville ut eller inn.

De holdt stille ved et lille Huus; det var saa ynkeligt; Taget gik ned til Jorden, og Døren var saa lav, at Familien maatte krybe paa Maven, naar den vilde ud eller ind.

Her var ingen hjemme uten en gammel lappekone som stod og stekte fisk ved en tranlampe. Og reinsdyret fortalte hele Gerdas historie, men først sin egen, for det syntes den var mye viktigere, og Gerda var så forkommet av kulde at hun ikke kunne tale.

Her var Ingen hjemme uden en gammel Lappekone, der stod og stegte Fisk ved en Tranlampe; og Rensdyret fortalte hele Gerdas Historie, men først sin egen, for det syntes, at den var meget vigtigere, og Gerda var saa forkommet af Kulde, at hun ikke kunde tale.

«Akk, dere arme stakkarer!» sa lappekonen. «Da har dere ennå langt å løpe! Dere må avsted over hundre mil inn i Finnmarken, for der ligger Snedronningen på landet og brenner blålys hver evige aften.

»Ak, I arme Stakler!« sagde Lappekonen, »da have I langt endnu at løbe! I maa afsted over hundred Mile ind i Finmarken, for der ligger Sneedronningen paa Landet og brænder Blaalys hver evige Aften.

Jeg skal skrive et par ord på en tørr klippfisk, papir har jeg ikke, den skal jeg gi dere med til finnekonen der oppe, hun kan fortelle dere mere enn jeg!»

Jeg skal skrive et Par Ord paa en tør Klipfisk, Papir har jeg ikke, den skal jeg give Eder med til Finnekonen deroppe, hun kan give Eder bedre Besked, end jeg!«

Og da nå Gerda hadde blitt varmet og hadde fått å spise og drikke, skrev lappekonen et par ord på en tørr klippfisk, bad Gerda passe vel på den, bandt henne igjen fast på reinsdyret, og det sprang avsted.

Og da nu Gerda var blevet varmet og havde faaet at spise og drikke, skrev Lappekonen et Par Ord paa en tør Klipfisk, bad Gerda passe vel paa den, bandt hende igjen fast paa Rensdyret og det sprang afsted.

«Fut! Fut!» sa det oppe i luften, hele natten brente de vakreste blåe nordlys — og så kom de til Finnmarken og banket på finnekonens skorsten, for hun hadde ikke en gang dør.

»Fut! fut!« sagde det oppe i Luften, hele Natten brændte de deiligste blaae Nordlys; — og saa kom de til Finmarken og bankede paa Finnekonens Skorsteen, for hun havde ikke engang Dør.

Det var en hete der inne, så finnekonen selv gikk nesten helt naken. Liten var hun, og ganske grå.

Der var en Hede derinde, saa Finnekonen selv gik næsten ganske nøgen; lille var hun og ganske grumset;

Hun løsnet straks klærne på lille Gerda, tok polvantene og støvlene av, for ellers hadde hun fått det for hett, la et stykke is på reinsdyrets hode, og leste så det som stod skrevet på klippfisken.

hun løsnede strax Klæderne paa lille Gerda, tog Bælvanterne og Støvlerne af, for ellers havde hun faaet det for hedt, lagde Rensdyret et Stykke Iis paa Hovedet og læste saa, hvad der stod skrevet paa Klipfisken;

Hun leste det tre ganger, og så kunne hun det utenat og puttet fisken i matgryten, for den kunne jo godt spises, og hun spilte aldri noe.

hun læste det tre Gange, og saa kunde hun det udenad og puttede Fisken i Mad-Gryden, for den kunde jo godt spises, og hun spildte aldrig noget.

Nå fortalte reinsdyret først sin historie, og så den lille Gerdas, og finnekonen blunket med de kloke øynene, men sa ikke noe.

Nu fortalte Rensdyret først sin Historie, saa den lille Gerdas, og Finnekonen plirede med de kloge Øine, men sagde ikke noget.

«Du er så klok», sa reinsdyret. «Jeg vet du kan binde alle verdens vinder i en sytråd. Når skipperen løsner den ene knuten får han god vind, løser han den andre da blåser det skarpt, og løser han den tredje og fjerde, da stormer det så skogene faller om.

»Du er saa klog,« sagde Rensdyret; »jeg veed, Du kan binde alle Verdens Vinde i en Sytraad; naar Skipperen løser den ene Knude, faaer han god Vind, løser han den anden, da blæser det skrapt, og løser han den tredie og fjerde, da stormer det, saa Skovene falde om.

Vil du ikke gi den lille piken en drikk, så hun kan få tolv manns styrke og overvinne Snedronningen?»

Vil Du ikke give den lille Pige en Drik, saa hun kan faae tolv Mands Styrke og overvinde Sneedronningen.«

«Tolv manns styrke», sa finnekonen. «Jo, det vil strekke godt til!»

»Tolv Mands Styrke,« sagde Finnekonen; »jo, det vil godt forslaae!«

Og så gikk hun hen på en hylle, tok et stort sammenrullet skinn frem, og det rullet hun opp. Det var skrevet underlige bokstaver på det, og finnekonen leste så vannet haglet ned av hennes panne.

og saa gik hun hen paa en Hylde, tog et stort sammenrullet Skind frem, og det rullede hun op; der var skrevet underlige Bogstaver derpaa, og Finnekonen læste, saa Vandet haglede ned af hendes Pande.

Men reinsdyret bad igjen så meget for den lille Gerda, og Gerda så på finnekonen med så bedende øyne, fulle av tårer, slik at denne begynte igjen å blunke med sine, og trakk reinsdyret hen i en krok hvor hun hvisket til det imens det fikk frisk is på hodet:

Men Rensdyret bad igjen saa meget for den lille Gerda, og Gerda saae med saa bedende Øine, fulde af Taarer, paa Finnekonen, at denne begyndte igjen at plire med sine og trak Rensdyret hen i en Krog, hvor hun hvidskede til det, medens det fik frisk Iis paa Hovedet:

«Den lille Kay er riktignok hos Snedronningen, og finner alt der etter sin lyst og tanke og tro, det er den beste delen av verden, men det kommer av at han har fått en glassplint i hjertet og et lite glasskorn i øyet. Det må først ut, ellers blir han aldri til menneske, og Snedronningen vil beholde makten over ham!»

»Den lille Kay er rigtignok hos Sneedronningen og finder alt der efter sin Lyst og Tanke og troer, det er den bedste Deel af Verden, men det kommer af, at han har faaet en Glas-Splint i Hjertet og et lille Glas-Korn i Øiet; de maa først ud, ellers bliver han aldrig til Menneske, og Sneedronningen vil beholde Magten over ham!«

«Men kan du ikke gi den lille Gerda noe inn, så hun kan få makt over det hele?»

»Men kan Du ikke give den lille Gerda noget ind, saa hun kan faae Magt over det Hele?«

«Jeg kan ikke gi henne større makt enn hun allerede har! Ser du ikke hvor stor den er? Ser du ikke hvordan mennesker og dyr må tjene henne, hvordan hun på bare ben er kommet så vel frem i verden?

»Jeg kan ikke give hende større Magt, end hun allerede har! seer Du ikke, hvor stor den er? Seer Du ikke, hvor Mennesker og Dyr maae tjene hende, hvorledes hun paa bare Been er kommen saa vel frem i Verden.

Vi må ikke la henne vite om sin makt, den sitter i hennes hjerte, den sitter i at hun er et søtt uskyldig barn.

Hun maa ikke af os vide sin Magt, den sidder i hendes Hjerte, den sidder i, hun er et sødt uskyldigt Barn.

Kan hun ikke selv komme inn til Snedronningen og få glasset ut av lille Kay, så kunne vi ikke hjelpe.

Kan hun ikke selv komme ind til Sneedronningen og faae Glasset ud af lille Kay, saa kunne vi ikke hjælpe!

To mil herfra begynner Snedronningens have, hen dit kan du bære den lille piken. Sett henne av ved den store busken som står med røde bær i sneen, hold ikke lang faddersladder og skynd deg tilbake hit!»

To Mile herfra begynder Sneedronningens Have, derhen kan Du bære den lille Pige; sæt hende af ved den store Busk, der staaer med røde Bær i Sneen, hold ikke lang Faddersladder og skynd dig her tilbage!«

Og så løftet finnekonen den lille Gerda opp på reinsdyret, som løp alt hva det kunne.

Og saa løftede Finnekonen den lille Gerda op paa Rensdyret, der løb alt, hvad det kunde.