Snedronningen / 雩ãŪåĨģįŽ‹ — ÐīаŅ‚ŅŅŒÐšÐūŅŽ Ņ‚а ŅÐŋÐūÐ―ŅŅŒÐšÐūŅŽ ОÐūÐēаОÐļ

ДаŅ‚ŅŅŒÐšÐū-ŅÐŋÐūÐ―ŅŅŒÐšÐ° ÐšÐ―ÐļÐģа-ÐąŅ–ÐŧŅ–Ð―ÐģÐēа

Hans Christian Andersen

Snedronningen

ハãƒģã‚đãƒŧã‚Ŋナã‚đチãƒĢãƒģãƒŧã‚ĒãƒģデãƒŦã‚ŧãƒģ

雩ãŪåĨģįŽ‹

Med Illustrationer af Vilhelm Pedersen.

FÃļrste Historie, der handler om Speilet og Stumperne.

įŽŽäļ€ãŪおčĐąã€‚éĄãĻそãŪかけらãŪこãĻ

See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! det var een af de allervÃĶrste, det var ÂŧDÃĶvelenÂŦ!

さあ、きいãĶいらãĢしゃい。ãŊじめãūすよ。こãŪおčĐąã‚’ãŠã—ãūいãūできくãĻ、だんだんおãŦかがãŊãĢきりしãĶきãĶ、ãĪãūり、それがわるい魔æģ•ä―ŋãūãŧうãĪかいãŪおčĐąã§ã‚ãĢたこãĻがわかるãŪです。こãŪ魔æģ•ä―ŋãĻいうãŪãŊ、おかãūã§ã‚‚ã„ãĄã°ã‚“ã„ã‘ãŠã„ã‚„ãĪで、それこそãūがいおしãŪ「悊魔あくãū」でした。

Een Dag var han i et rigtigt godt Humeur, thi han havde gjort et Speil, der havde den Egenskab, at alt Godt og Smukt, som speilede sig deri, svandt der sammen til nÃĶsten Ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det traadte ret frem og blev endnu vÃĶrre.

さãĶ、あるæ—ĨãŪこãĻ、こãŪæ‚Šé­”ãŊ、たいそうおごきげんでした。ãĻいうわけãŊ、それãŊã€éĄã‚’ã„ãĄã‚ã‚“ä―œã‚Šã‚ã’ãŸã‹ã‚‰ã§ã—ãŸãŒã€ããŪ鏡ãĻいうãŪが、ãĐんおけãĢこうおうãĪくしいもãŪでも、それãŦうãĪるãĻ、ãŧãĻんãĐおいもãĐうぜんãŦã€ãĄãĒこãūãĢãĶしãūうかわり、くだらおい、ãŋãĢãĻもおいようすãŪもãŪãŦかぎãĢãĶ、よけいãŊãĢきりãĻ、いかãŦもãŦくãŦくしくうãĪるãĻいう、ãĩしぎおせいしãĪをもãĢたもãŪでした。

De deiligste Landskaber saae ud deri som kogt Spinat, og de bedste Mennesker bleve ÃĶkle eller stode paa Hovedet uden Mave, Ansigterne bleve saa fordreiede, at de vare ikke til at kjende, og havde man en Fregne, saa kunde man vÃĶre saa vis paa, at den lÃļb ud over NÃĶse og Mund.

ãĐんおうãĪくしいけしきも、こãŪ鏡ãŦうãĪすãĻ、į…ŪãŦくたらしたãŧうれんそうãŪようãŦčĶ‹ãˆã€ãĐんおãŦりãĢãąãŠãēãĻãŸãĄã‚‚ã€ã„ã‚„ãŠã‹ãĢこうãŦおるか、ãĐうたいãŪおい、あたãūã ã‘ã§ã€ã•ã‹ã ãĄã™ã‚‹ã‹ã—ãūã—ãŸã€‚éĄ”ãŊčĶ‹ãĄãŒãˆã‚‹ãŧãĐゆがんでしãūい、たãĢた、ãēãĻãĪぞãĢãĄãŪそばかすでも、éžŧやåĢいãĢãąã„ãŦåĪ§ãããēろがãĢãĶ、うãĪりãūした。

Det var udmÃĶrket morsomt, sagde ÂŧDÃĶvelen.ÂŦ Gik der nu en god from Tanke gjennem et Menneske, da kom der et Griin i Speilet, saa TrolddjÃĶvelen maatte lee af sin kunstige Opfindelse.

「こりゃおもしろいお。」ãĻ、そãŪæ‚Šé­”ãŊいいãūした。ここãŦ、たれかが、やさしい、ãĪãĪãūしいåŋƒã‚’おこしãūすãĻã€ãã‚ŒãŒéĄãŦãŊ、しかめãĢãĪらãŦうãĪるãŪで、こãŪ魔æģ•ä―ŋãŪæ‚Šé­”ãŊ、じãķんおがら、こいãĪãŊうãūいį™šæ˜ŽãŊãĪめいだわいãĻ、ãĪいわらいださずãŦãŊ、いられãūせんでした。

Alle de som gik i Trold-Skole, for han holdt Trold-Skole, de fortalte rundt om, at der var skeet et Mirakel; nu kunde man fÃļrst see, meente de, hvorledes Verden og Menneskene rigtigt saae ud.

こãŪæ‚Šé­”ãŊ、魔æģ•å­Ķæ Ąã‚’ãēらいãĶいãūしたが、そこãŦかよãĢãĶいる魔į”Ÿåū’ãĐもãŊ、こんãĐãĩしぎおもãŪがあらわれたãĻ、ãŧうぞうãĩれãūわりãūした。
さãĶ、こãŪéĄãŒã§ããŸãŪで、ãŊじめãĶäļ–į•Œã‚„äššé–“ãŪãŧんãĻうãŪすがたがわかるãŪだãĻ、こãŪれんじゅうãŊãĩã„ãĄã‚‡ã†ã—ãĶあるきãūした。

De lÃļb omkring med Speilet, og tilsidst var der ikke et Land eller et Menneske, uden at det havde vÃĶret fordreiet deri.

で、ãŧうぞうãļそãŪéĄã‚’ã‚‚ãĄãūわãĢたもãŪですから、ãĻうãĻうおしãūいãŦãŊ、ãĐこãŪå›―ã§ã‚‚ã€ãĐãŪ䚚でも、そãŪ鏡ãŦめいめいãŪ、ゆがんだすがたをãŋおいもãŪãŊ、おくおãĢãĶしãūいãūした。

Nu vilde de ogsaa flyve op mod Himlen selv for at gjÃļre Nar af Englene og Âŧvor HerreÂŦ. Jo hÃļiere de flÃļi med Speilet, des stÃĶrkere grinede det, de kunde neppe holde fast paa det; hÃļiere og hÃļiere flÃļi de, nÃĶrmere Gud og Englene; da zittrede Speilet saa frygteligt i sit Griin, at det foer dem ud af HÃĶnderne og styrtede ned mod Jorden, hvor det gik i hundrede Millioner, Billioner og endnu flere Stykker,

こうおるãĻ、å›ģãŦãŪãĢた悊魔ãŪでしãĐもãŊ、åĪĐãūでも昇ãŪぞãĢãĶいãĢãĶ、åĪĐä―ŋãĶã‚“ã—ãŸãĄã‚„įĨžã•ãūãūで、わらいぐさãŦしようãĻおもいãūした。ãĻころで、éŦ˜ãéŦ˜ããŪぞãĢãĶčĄŒã‘ã°ã€čĄŒããŧãĐ、そãŪ鏡ãŊよけいãēãĐく、しかめãĢãĪらをするãŪで、さすがãŪ悊魔も、おかしくãĶ、もãĢãĶいられおくおりãūした。でもかãūわず、éŦ˜ãéŦ˜ããĻãŪぞãĢãĶいãĢãĶ、もうįĨžã•ãūやåĪĐä―ŋãŪãŠä―åą…ã™ãūいãŦčŋ‘くおりãūした。するãĻã€éĄãŊあいかわらず、しかめãĢãĪらしおがら、ãŊげしくãķるãķるãĩるえだしたもãŪですから、ãĪいãŦæ‚Šé­”ãĐもãŪ手から、地ãŪäļŠãļãŠãĄãĶ、

og da just gjorde det megen stÃļrre Ulykke end fÃļr; thi nogle Stykker vare knap saa store som et Sandkorn, og disse flÃļi rundt om i den vide Verden,

ä―•åƒäļ‡ã€ä―•å„„äļ‡ã€ãĻいうãŪでãŊたりおい、たいãļんお数ãŦ、こãūかくくだけãĶ、ãĻんでしãūいãūした。

og hvor de kom Folk i Øinene, der bleve de siddende, og da saae de Mennesker Alting forkeert, eller havde kun Øine for hvad der var galt ved en Ting, thi hvert lille Speilgran havde beholdt samme KrÃĶfter, som det hele Speil havde;

ãĻころが、これがため、よけいäļ‹į•Œã’かいãŪわざわいãŦおãĢたãĻいうわけãŊã€éĄãŪかけらãŊ、せいぜいį ‚ãĪãķくらいãŪåĪ§ãã•ã—かおいãŪが、äļ–į•Œã˜ã‚…うãŦãĻãģãĄãĢãĶしãūãĢたからで、これが䚚ãŪį›ŪãŦãŊいるãĻ、そãŪãūãūそこãŦこãģりãĪいãĶしãūいãūした。するãĻ、そãŪäššãŸãĄãŊ、おんでもį‰ĐをãūãĄãŒãĢãĶãŋたり、もãŪごãĻãŪわるいãŧうだけをãŋるようãŦおりãūした。それãŊ、そãŪかけらが、ãĐã‚“ãŠãĄã„ã•ãŠã‚‚ãŪã§ã‚‚ã€éĄãŒã‚‚ãĢãĶいたãĩしぎお力を、そãŪãūãū、ãūだãŪこしãĶもãĢãĶいたからです。

nogle Mennesker fik endogsaa en lille Speilstump ind i Hjertet, og saa var det ganske grueligt, det Hjerte blev ligesom en Klump Iis.

おかãŦãŊãūた、䚚ãŪしんぞうãŦãŊいãĢたもãŪがあãĢãĶ、そãŪしんぞうを、氷ãŪかけらãŪようãŦ、ãĪめたいもãŪãŦしãĶしãūいãūした。

Nogle Speilstykker vare saa store, at de bleve brugte til Rudeglas, men gjennem den Rude var det ikke vÃĶrd at see sine Venner;

そãŪã†ãĄã„ããūいかåĪ§ããŠã‹ã‘らもあãĢãĶ、įŠ“ã‚ŽãƒĐã‚đãŦä―ŋわれるãŧãĐでしたが、そんおįŠ“ã‚ŽãƒĐã‚đãŪã†ãĄã‹ã‚‰ã€ãŠå‹ã ãĄã‚’ãŪぞいãĶãŋようãĻしãĶも、ãūるでだめでした。

andre Stykker kom i Briller, og saa gik det daarligt, naar Folk toge de Briller paa for ret at see og vÃĶre retfÃĶrdige; den Onde loe, saa hans Mave revnede, og det kildede ham saa deiligt.

ãŧかãŪかけらで、めがねãŦį”ĻいられたもãŪもありãūしたが、こãŪめがねをかけãĶ、į‰Đをæ­Ģしく、ãūãĄãŒã„ãŪおいようãŦčĶ‹ã‚ˆã†ãĻするãĻ、ãĻんださわぎがおこりãūした。悊魔ãŊこんおこãĻを、たいãļんおもしろがãĢãĶ、おおかをゆすãķãĢãĶ、くすぐãĢたがãĢãĶ、わらいãūした。

Men ude flÃļi endnu smaa Glasstumper om i Luften. Nu skulle vi hÃļre!

ãĻころで、ãŧかãŦもãūだ、こãūかいかけらãŊ、įĐšãŪおかãŦただよãĢãĶいãūした。さあ、これからがおčĐąãŠãŪですよ。

Anden Historie. En lille Dreng og en lille Pige.

įŽŽäšŒãŪおčĐąã€‚į”·ãŪ子ãĻåĨģãŪ子

Inde i den store By, hvor der ere saa mange Huse og Mennesker, saa at der ikke bliver Plads nok til, at alle Folk kunne faae en lille Have, og hvor derfor de fleste maa lade sig nÃļie med Blomster i Urtepotter, der var dog to fattige BÃļrn som havde en Have noget stÃļrre end en Urtepotte.

たくさんãŪåŪķがたãĶこんで、おおぜい䚚がすんでいるåĪ§ããŠį”šã§ãŊ、たれでも、嚭ãŦするだけãŪ、あき地をもãĪわけãŦãŊいきãūせんでした。ですから、たいãĶい、æĪæœĻã†ãˆãã°ãĄãŪčŠąã‚’ãŋãĶ、ãūんぞくしおければおりãūせんでした。
 そういうį”šãŦ、ãĩたりãŪãūずしいこãĐもがすんでいãĶ、æĪæœĻã°ãĄã‚ˆã‚Šã‚‚ã„ãã‚‰ã‹åĪ§ããŠčŠąãžãŪをもãĢãĶいãūした。

De vare ikke Broder og SÃļster, men de holdt ligesaa meget af hinanden, som om de vare det.

そãŪãĩたりãŪこãĐもãŊ、ãŦいさんでもåĶđでもありãūせんでしたが、ãūるでãŧんãĻうãŪきょうだいãŪようãŦ、äŧēよくしãĶいãūした。

ForÃĶldrene boede lige op til hinanden; de boede paa to Tagkammere; der, hvor Taget fra det ene Nabohuus stÃļdte op til det andet og Vandrenden gik langs med TagskjÃĶggene, der vendte fra hvert Huus et lille Vindue ud;

そãŪこãĐã‚‚ãŸãĄãŪäļĄčĶŠãŊ、おむこうãĐうしで、そãŪä―ã‚“ã§ã„ã‚‹åą‹æ đうらãđやãŊ、䚌čŧ’ãŪåŪķãŪåą‹æ đãĻåą‹æ đãĻがくãĢãĪいた所ãŦ、むかいあãĢãĶいãūした。そãŪしきりãŪ所ãŦãŊ、äļ€æœŽãŪé›ĻãĐいがãĻおãĢãĶいãĶ、äļĄæ–đから、ãēãĻãĪずãĪã€ãĄã„ã•ãŠįŠ“が、ãŪぞいãĶいãūした。

man behÃļvede kun at skrÃĶve over Renden, saa kunde man komme fra det ene Vindue til det andet.

で、ãĻいをãēãĻãūãŸãŽã—ã•ãˆã™ã‚Œã°ã€ã“ãĄã‚‰ãŪįŠ“からむこうãŪįŠ“ãļいけãūした。

ForÃĶldrene havde udenfor hver en stor TrÃĶkasse, og i den voxte KjÃļkkenurter, som de brugte, og et lille RosentrÃĶ; der var eet i hver Kasse, det voxte saa velsignet.

こãĐもãŪčĶŠãŸãĄãŊ、それぞれæœĻãŪįŪąã‚’įŠ“ãŪåĪ–ãŦだしãĶ、台所でãĪã‹ã†ãŠé‡Žčœã‚’ã†ãˆãĶおきãūした。そãŪãŧかãŦãĄã‚‡ãĢãĻしたばらをãēãĻ栊うえãĶおいたãŪが、ãŋごãĻãŦそだãĢãĶ、いきおいよくãŪãģãĶいãūした。

Nu fandt ForÃĶldrene paa at stille Kasserne saaledes tvers over Renden, at de nÃĶsten naaede fra det ene Vindue til det andet og saae ganske livagtig ud som to Blomster-Volde.

ãĻころでčĶŠãŸãĄãŪおもいãĪきで、そãŪįŪąã‚’、ãĻいをãūたいで、æĻŠãŦおらãđãĶおいたãŪで、įŪąãŊįŠ“ãĻįŠ“ãĻãŪã‚ã„ã ã§ã€ã‚€ã“ã†ã‹ã‚‰ã“ãĄã‚‰ãļãĻ、ãĪãĨいãĶ、そãĢくり、į”ŸããŪã„ã„čŠąãŪかãđを、ãĩたãĪおらãđたようãŦčĶ‹ãˆãūした。

Ærterankerne hang ned over Kasserne, og RosentrÃĶerne skjÃļde lange Grene, snoede sig om Vinduerne, bÃļiede sig mod hinanden: det var nÃĶsten som en Æreport af GrÃļnt og af Blomster.

えんãĐã†čą†ãŪãĪるãŊ、įŪąã‹ã‚‰äļ‹ãŪãŧうãŦたれさがり、ばらãŪæœĻãŊ、いきおいよく長い枝をãŪばしãĶ、それがãūた、äļĄæ–đãŪįŠ“ãŦからãŋãĪいãĶ、おたがいãŦおじぎをしあãĢãĶいãūした。ãūã‚čŠąãĻé’č‘‰ã§ã“ã—ã‚‰ãˆãŸã€ã‚ĒマチãŪようおもãŪでした。

Da Kasserne vare meget hÃļie, og BÃļrnene vidste, at de ikke maatte krybe op, saa fik de tidt Lov hver at stige ud til hinanden, sidde paa deres smaa Skamler under Roserne, og der legede de nu saa prÃĶgtigt.

そãŪįŪąãŊ、éŦ˜ã„所ãŦありãūしたし、こãĐã‚‚ãŸãĄãŊ、そãŪäļŠãŦãŊいあがãĢãĶãŊいけおいãŪをしãĢãĶいãūした。そこで、įŠ“ã‹ã‚‰åą‹æ đãļ凚ãĶ、ばらãŪ花ãŪäļ‹ãŦã‚ã‚‹ã€ãĄã„ã•ãŠã“ã—ã‹ã‘ãŦ、こしをかけるおゆるしをいただいãĶ、そこでおもしろそうãŦ、あそãģãūした。

Om Vinteren var jo den FornÃļielse forbi. Vinduerne vare tidt ganske tilfrosne, men saa varmede de Kobberskillinger paa Kakkelovnen, lagde den hede Skilling paa den frosne Rude, og saa blev der et deiligt Kighul, saa rundt, saa rundt; bag ved tittede et velsignet mildt Øie, eet fra hvert Vindue; det var den lille Dreng og den lille Pige.

冎ãŦおるãĻ、そういうあそãģもだめãŦおりãūした。įŠ“ãŊãĐうかするãĻ、ãūるãĢきりこおりãĪいãĶしãūいãūした。そんおãĻき、こãĐã‚‚ãŸãĄãŊ、だんろãŪäļŠã§éŠ…čēĻãĐうかをあたためãĶ、こおãĢたįŠ“ã‚ŽãƒĐã‚đãŦ、こãŪ銅čēĻをおしãĪけãūした。するãĻ、そこãŦãūるい、ãūんãūるい、きれいおãŪぞきあおができあがãĢãĶ、こãŪあおãŪむこうãŦ、äļĄæ–đãŪįŠ“からãēãĻãĪずãĪ、それãŊそれãŊうれしそうお、やさしいį›Ūがãīかãīか光りãūす、それがあãŪį”·ãŪ子ãĻ、åĨģãŪ子でした。

Han hed Kay og hun hed Gerda.

į”·ãŪ子ãŊã‚Ŧã‚Ī、åĨģãŪ子ãŊã‚ēãƒŦダãĻいいãūした。

Om Sommeren kunde de i eet Spring komme til hinanden, om Vinteren maatte de fÃļrst de mange Trapper ned og de mange Trapper op; ude fygede Sneen.

åĪãŪあいだãŊ、ただãēãĻãūたぎで、いãĢたりきたりしたもãŪが、冎ãŦおるãĻ、ãĩたりãŪこãĐもãŊ、いくãĪも、いくãĪも、ãŊしごだんを、おりたりあがãĢたりしおければ、おりãūせんでした。åĪ–そãĻãŦãŊã€é›ŠãŒãã‚‹ãã‚‹čˆžãūãĢãĶいãūした。

ÂŧDet er de hvide Bier, som svÃĶrme,ÂŦ sagde den gamle Bedstemoder.

「あれãŊね、į™―いãŋãĪã°ãĄãŒã‚ãĪãūãĢãĶ、ãĻんでいるãŪだよ。」ãĻ、おばあさんがいいãūした。

ÂŧHar de ogsaa en Bidronning?ÂŦ spurgte den lille Dreng, for han vidste, at imellem de virkelige Bier er der saadan een.

「あãŪおかãŦも、åĨģįŽ‹ã°ãĄãŒã„ã‚‹ãŪ。」ãĻ、į”·ãŪ子ãŊたずねãūした。こãŪ子ãŊ、ãŧんãĻうãŪãŋãĪã°ãĄãŦ、そういうもãŪãŪいるこãĻを、しãĢãĶいたãŪです。

ÂŧDet har de!ÂŦ sagde Bedstemoderen. ÂŧHun flyver der, hvor de svÃĶrme tÃĶttest! hun er stÃļrst af dem alle, og aldrig bliver hun stille paa Jorden, hun flyver op igjen i den store Sky. Mangen Vinternat flyver hun gjennem Byens Gader og kiger ind af Vinduerne, og da fryse de saa underligt, ligesom med Blomster.ÂŦ

「ああ、いるãĻもさ。」ãĻ、おばあさんãŊいいãūした。「そãŪåĨģįŽ‹ã°ãĄãŊ、いãĪもたくさんおかãūãŪあãĪãūãĢãĶいるãĻころãŦ、ãĻんでいるãŪだよ。おかãūãŪãŠã‹ã§ã‚‚ã€ã„ãĄã°ã‚“ã‹ã‚‰ã ãŒåĪ§ãããĶ、けãĢしãĶäļ‹ãŦじãĢãĻしãĶãŊいおい。すぐãĻéŧ’いé›ēãŪおかãļãĻんでãŊいãĢãĶしãūう。ãūåĪœäļ­ãŦ、いくæ™Đも、いくæ™Đも、åĨģįŽ‹ãŊį”šãŪ通から通ãļãĻãģãūわãĢãĶ、įŠ“ãŪãĻころをãŪぞくãŪさ。するãĻãĩしぎãĻそこでこおãĢãĶしãūãĢãĶ、įŠ“ãŊčŠąã‚’ãĩきãĪけたようãŦ、čĶ‹ãˆã‚‹ãŪだよ。」

ÂŧJa, det har jeg seet!ÂŦ sagde begge BÃļrnene og saa vidste de, at det var sandt.

「ああ、それ、ãŋたこãĻがありãūすよ。」ãĻ、こãĐã‚‚ãŸãĄãŊ、åĢをそろえãĶåŦさけãģãūした。そしãĶ、するãĻ、これãŊãŧんãĻうãŪčĐąãŠãŪだ、ãĻおもいãūした。

ÂŧKan Sneedronningen komme herind?ÂŦ spurgte den lille Pige.

「雊ãŪåĨģįŽ‹ã•ãūãŊã€ã†ãĄãŪおかãļもãŊいãĢãĶこられるかしら。」ãĻ、åĨģãŪ子がたずねãūした。

ÂŧLad hende kun komme,ÂŦ sagde Drengen, Âŧsaa sÃĶtter jeg hende paa den varme Kakkelovn, og saa smelter hun.ÂŦ

「くるãĻいいお。そうすれば、ぞく、それをあたたかいã‚đトマブãŪäļŠãŦãŪせãĶやるよ。するãĻåĨģįŽ‹ãŊãĻろけãĶしãūうだろう。」ãĻ、į”·ãŪ子がいいãūした。

Men Bedstemoderen glattede hans Haar og fortalte andre Historier.

でも、おばあさんãŊ、į”·ãŪ子ãŪかãŋãŪæŊ›ã‚’おでおがら、ãŧかãŪおčĐąã‚’ã—ãĶくれãūした。

Om Aftenen da den lille Kay var hjemme og halv afklÃĶdt, krÃļb han op paa Stolen ved Vinduet og tittede ud af det lille Hul; et Par Sneeflokker faldt derude, og een af disse, den allerstÃļrste, blev liggende paa Kanten af den ene Blomster-Kasse; Sneeflokken voxte meer og meer, den blev tilsidst til et heelt Fruentimmer, klÃĶdt i de fineste, hvide Flor, der vare som sammensatte af Millioner stjerneagtige Fnug.

そãŪåĪ•æ–đ、ã‚Ŧã‚ĪãŊã†ãĄãŦいãĶ、į€į‰ĐきもãŪを半分ãŊんãķんぎぎかけおがら、ãĩãĻおもいãĪいãĶ、įŠ“ãŪそばãŪ、いすãŪäļŠãŦあがãĢãĶ、れいãŪãĄã„ã•ãŠãŪぞきあおから、åĪ–をおがめãūした。おもãĶãŦãŊã€ãĄã‚‰ãĄã‚‰ã€ã“ãŠé›ŠãŒčˆžãūãĢãĶいãūしたが、そãŪおかでåĪ§ããŠã‹ãŸãūりがãēãĻãēら、æĪæœĻįŪąãŪãŊしãŦãŠãĄãūした。するãĻãŋるãŋるそれãŊåĪ§ãããŠãĢãĶ、ãĻうãĻうそれが、ãūがいãŪおい、わかい、ãēãĻりãŪåĨģãŪäššãŦおりãūã—ãŸã€‚ã‚‚ã†ä―•į™ūäļ‡ãĻいう数ãŪ、星ãŪようãŦ光るこお雊でįđ”おãĢた、うすいį™―いįī—しゃãŪį€į‰ĐきもãŪをį€ãĶいãūした。

Hun var saa smuk og fiin, men af Iis, den blÃĶndende, blinkende Iis, dog var hun levende; Øinene stirrede som to klare Stjerner, men der var ingen Ro eller Hvile i dem.

やさしいåĨģãŪå§ŋãŊしãĶいãūしたが、氷ãŪからだをしãĶいãūした。ぎらぎらãēかる氷ãŪからだをしãĶ、そãŪくせį”ŸããĶいるãŪです。そãŪį›ŪãŊ、あかるい星をãĩたãĪおらãđãŸã‚ˆã†ã§ã—ãŸãŒã€ãŠãĄãĪきも䞑ãŋもおいį›Ūでした。

Hun nikkede til Vinduet og vinkede med Haanden. Den lille Dreng blev forskrÃĶkket og sprang ned af Stolen, da var det, som der udenfor flÃļi en stor Fugl forbi Vinduet.

åĨģãŊ、ã‚Ŧã‚ĪãŪいるįŠ“ãŪãŧうãŦ、うおずきおがら、手ãūねぎしãūした。ã‚Ŧã‚ĪãŊãģãĢくりしãĶ、いすからãĻãģおりãĶしãūいãūした。すぐそãŪあãĻで、åĪ§ããŠéģĨが、įŠ“ãŪåĪ–ã‚’ãĻんだようお、けãŊいがしãūした。

NÃĶste Dag blev det klar Frost, — og saa kom Foraaret, Solen skinnede, det GrÃļnne pippede frem, Svalerne byggede Rede, Vinduerne kom op, og de smaa BÃļrn sad igjen i deres lille Have hÃļit oppe i Tagrenden over alle Etagerne.

そãŪあくるæ—ĨãŊ、からりãĻした、霜æ—Ĩしもãģよりでした。――それからãŊ、æ—ĨãŦãūし、雊ãĐけãŪようきãŦおãĢãĶ、ãĻうãĻうæ˜Ĩが、やãĢãĶきãūした。おæ—ĨさãūãŊあたたかãŦ、į…§ãĶりかがやいãĶ、į·‘ãŋãĐりがもえだし、ãĪばめãŊå·ĢをãĪくりãŊじめãūした。あãŪむかいあわせãŪåą‹æ đうらãđやãŪįŠ“も、ãūた、あけãēろげられãĶ、ã‚Ŧã‚ĪãĻã‚ēãƒŦダãĻãŊ、ã‚ĒパマトãŪãĶãĢずんãŪåą‹æ đäļŠãŪé›ĻあãūãĐいãŪã€ãĄã„ã•ãŠčŠąãžãŪで、こãĻしもあそãģãūした。

Roserne blomstrede den Sommer saa magelÃļst; den lille Pige havde lÃĶrt en Psalme, og i den stod der om Roser; og ved de Roser tÃĶnkte hun paa sine egne; og hun sang den for den lille Dreng, og han sang den med:

こãŪåĪãŊ、じãĪãŦãŋごãĻãŦ、ばらãŪčŠąãŒã•ããūした。åĨģãŪ子ãŪã‚ēãƒŦダãŊ、ばらãŪこãĻãŪうたわれãĶいる、さんãģ歌をしãĢãĶいãūした。そしãĶ、ばらãŪ花ãĻいうãĻ、ã‚ēãƒŦダãŊすぐ、じãķんãŪčŠąãžãŪãŪばらãŪこãĻをかんがえãūした。ã‚ēãƒŦダãŊ、そãŪさんãģ歌を、ã‚Ŧã‚ĪãŦうたãĢãĶきかせãūすãĻ、ã‚Ŧã‚ĪもいãĢしょãŦうたいãūした。

ÂŧRoserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale!ÂŦ

「ばらãŪãŊお さきãĶãŊãĄã‚ŠãŽ
おさおごã‚Ļã‚đ やがãĶあおがん」

Og de Smaa holdt hinanden i HÃĶnderne, kyssede Roserne og saae ind i Guds klare Solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der.

ãĩたりãŪこãĐもãŊ、手をãĻりあãĢãĶ、ばらãŪ花ãŦãŧおずりしãĶ、įĨžã•ãūãŪ、ãŋãēかりãŪかがやく、おæ—ĨさãūをおがめãĶ、おさおごã‚Ļã‚đが、そこãŦ、おいでãŦおるかãŪようãŦ、うたいかけãūした。

Hvor det var deilige Sommerdage, hvor det var velsignet at vÃĶre ude ved de friske RosentrÃĶer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre.

おんãĻいう、æĨ―しいåĪãŪæ—ĨだãĢたでしょう。いきいきãĻ、いãĪãūでもさくこãĻをやめおいようãŦãŋえる、ばらãŪ花ãŪãŦおいãĻã€č‘‰ãŪãŋãĐりãŦãĪãĪãūれた、こãŪåą‹æ đãŪäļŠãŊ、おんãĶいいãĻころでしたろう。

Kay og Gerda sad og saae i Billedbogen med Dyr og Fugle, da var det — Klokken slog akkurat fem paa det store Kirketaarn, — at Kay sagde: Âŧau! det stak mig i Hjertet! og nu fik jeg Noget ind i Øiet!ÂŦ

ã‚Ŧã‚ĪãĻã‚ēãƒŦダãŊ、おらんで掛けãĶ、けもãŪやéģĨãŪかいãĶある、įĩĩ朎をãŋãĶいãūã—ãŸã€‚ãĄã‚‡ã†ãĐそãŪãĻき――おåŊšãŪ、åĪ§ããŠåĄ”ãĻうãŪäļŠã§ã€ãĻけいが、䚔ãĪã†ãĄãūしたが――ã‚Ŧã‚ĪãŊ、ãĩãĻ、
「あッ、おãŦã‹ãĄãã‚ŠãĻむねãŦささãĢたよ。それから、į›ŪãŦもおãŦかãĻãģこんだようだ。」ãĻ、いいãūした。

Den lille Pige tog ham om Halsen; han plirede med Øinene; nei, der var ikke Noget at see.

あわãĶãĶ、ã‚Ŧã‚ĪãŪくãģを、ã‚ēãƒŦダがかかえるãĻ、į”·ãŪ子ãŊį›Ūã‚’ãąãĄãąãĄã‚„ã‚Šãūした。でも、į›ŪãŪおかãŦãŊおãŦもãŋえãūせんでした。

ÂŧJeg troer, det er borte!ÂŦ sagde han; men borte var det ikke.

「じゃあ、ãĻれãĶしãūãĢたãŪだろう。」ãĻ、ã‚Ŧã‚ĪãŊいいãūしたが、それãŊ、ãĻれたãŪでãŊありãūせんでした。

Det var just saadant et af disse Glaskorn, der sprang fra Speilet, Troldspeilet, vi huske det nok, det fÃĶle Glas, som gjorde at alt Stort og Godt, der afspeilede sig deri, blev Smaat og HÃĶsligt, men det Onde og Slette traadte ordenlig frem, og hver Feil ved en Ting blev strax til at bemÃĶrke.

ã‚Ŧã‚ĪãŪį›ŪãŦãŊいãĢたãŪãŊ、れいãŪéĄã‹ã‚‰ã€ãĻãģãĄãĢたかけらでした。そら、おぞえãĶいるでしょう。あãŪいやお、魔æģ•ãūãŧうãŪ鏡ãŪかけらで、そãŪ鏡ãŦうãĪすãĻ、åĪ§ãããĶいいもãŪã‚‚ã€ãĄã„ã•ãã€ã„ã‚„ãŠã‚‚ãŪãŦ、ãŋえるかわり、いけおいわるいもãŪãŧãĐ、いãĢそうきわだãĢãĶわるくčĶ‹ãˆã€ãŠã‚“ãŦよらず、į‰Đäš‹ã‚‚ãŪごãĻãŪあらが、すぐめだãĢãĶčĶ‹ãˆã‚‹ãŪです。

Den stakkels Kay han havde ogsaa faaet et Gran lige ind i Hjertet. Det vilde snart blive ligesom en Iisklump.

かわいそうãŦ、ã‚Ŧã‚ĪãŊ、しんぞうãŦ、かけらがãēãĻãĪãŊいãĢãĶしãūいãūしたから、ãūもおく、それãŊæ°·ãŪかたãūりãŪようãŦ、おるでしょう。

Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der.

それおり、もういたãŋãŊしãūせんけれãĐも、たしかãŦ、しんぞうãŪäļ­ãŦãŪこりãūした。

ÂŧHvorfor grÃĶder Du?ÂŦ spurgte han. ÂŧSaa seer Du styg ud! jeg feiler jo ikke noget! Fy!ÂŦ raabte han ligemed eet: Âŧden Rose der er gnavet af en Orm! og see, den der er jo ganske skjÃĶv! det er i Grunden nogle ÃĶkle Roser! de ligne Kasserne, de staae i!ÂŦ og saa stÃļdte han med Foden haardt imod Kassen og rev de to Roser af.

「おんだãĢãĶãđそをかくんだ。」ãĻ、ã‚Ŧã‚ĪãŊいいãūした。「そんおãŋãĢãĻã‚‚ãŠã„éĄ”ã‚’ã—ãĶ、ぞくãŊ、もうãĐうもおãĢãĶやしおいんだよ。」
「チェッ、おんだい。」こんおãĩうãŦ、ã‚Ŧã‚ĪãŊãĩいãŦ、いいだしãūした。「あãŪばらãŊč™ŦがくãĢãĶいるよ。こãŪばらも、ずいãķんãļんãĶこおばらだ。ãŋんおきたおらしいばらだお。æĪã‚ãĢãĶいるįŪąã‚‚įŪąãŠã‚‰ã€čŠąã‚‚čŠąã ã€‚ã€
 こういãĢãĶ、ã‚Ŧã‚ĪãŊ、čķģでæĪæœĻãŪįŪąã‚’けãĻばしãĶ、ばらãŪčŠąã‚’ãēããĄãŽãĢãĶしãūいãūした。

ÂŧKay, hvad gjÃļr Du!ÂŦ raabte den lille Pige; og da han saae hendes ForskrÃĶkkelse, rev han endnu en Rose af og lÃļb saa ind af sit Vindue bort fra den velsignede lille Gerda.

「ã‚Ŧã‚ĪãĄã‚ƒã‚“ã€ã‚ã‚“ãŸã€ãŠãŦをするãŪ。」ãĻ、ã‚ēãƒŦダãŊさけãģãūした。
 ã‚Ŧã‚ĪãŊ、ã‚ēãƒŦダãŪおãĐã‚ã„ãŸéĄ”ã‚’ãŋるãĻ、ãūたãŧかãŪばらãŪčŠąã‚’ã€ã‚‚ãŽã‚Šã ã—ãūした。それから、じãķんãŪã†ãĄãŪįŠ“ãŪäļ­ãŦãĻãģこんで、やさしいã‚ēãƒŦダãĻも、ãŊおれãĶしãūいãūした。

Naar hun siden kom med Billedbogen, sagde han, at den var for PattebÃļrn, og fortalte Bedstemoderen Historier, kom han alletider med et men — kunde han komme til det, saa gik han bag efter hende, satte Briller paa og talte ligesom hun; det var ganske akkurat, og saa loe Folk af ham.

ã‚ēãƒŦダがそãŪあãĻで、įĩĩ朎えãŧんをもãĢãĶあそãģãŦきたãĻき、ã‚Ŧã‚ĪãŊ、そんおもãŪ、かあさんãŦだãĢこされãĶいる、あかんぞãŪãŋるもãŪだ、ãĻいいãūした。ãūた、おばあさãūがおčĐąã‚’ã—ãĶも、ã‚Ŧã‚ĪãŊãŪãđãĪãŦ「だãĢãĶ、だãĢãĶ。」ãĻばかりいãĢãĶいãūした。それãĐころか、すきをãŋãĶ、おばあさãūãŪうしろãŦãūわãĢãĶ、į›ŪがねをかけãĶ、おばあさãūãŪåĢãūねãūで、しãĶãŋせãūした。しかも、おかおかじょうずãŦやãĢたãŪで、ãŋんおãŊおかしがãĢãĶわらいãūした。

Han kunde snart tale og gaae efter alle Mennesker i hele Gaden.

ãūもおくã‚Ŧã‚ĪãŊ、į”šã˜ã‚…うãŪäššãŸãĄãŪ、čšŦãķりやåĢãūねでも、できるようãŦおりãūした。

Alt, hvad der var aparte hos dem og ikke kjÃļnt, det vidste Kay at gjÃļre bag efter, og saa sagde Folk: ÂŧDet er bestemt et udmÃĶrket Hoved, han har den Dreng!ÂŦ men det var det Glas, han havde faaet i Øiet, det Glas der sad i Hjertet, derfor var det, han drillede selv den lille Gerda, som med hele sin SjÃĶl holdt af ham.

おんでも、ãēãĻくせかわãĢたこãĻや、ãŋãĢãĻもおいこãĻおら、ã‚Ŧã‚ĪãŊãūねするこãĻをおぞえãūした。
「あãŪ子ãŊきãĢãĻ、いいあたãūおãŪãŦãĄãŒã„ãŠã„ã€‚ã€ãĻ、ãŋんおいいãūしたが、それãŊ、ã‚Ŧã‚ĪãŪį›ŪãŪおかãŦãŊいãĢãŸéĄãŪかけらや、しんぞうãŪåĨĨãĩかくささãĢãŸã€éĄãŪかけらãŪさせるこãĻでした。そんおわけで、ã‚Ŧã‚ĪãŊãūごころをささげãĶ、じãķんをしたãĢãĶくれるã‚ēãƒŦダãūでも、いじめだしãūした。

Hans Lege bleve nu ganske anderledes end fÃļr, de vare saa forstandige: — en Vinterdag, som Sneeflokkerne fygede, kom han med et stort BrÃĶndeglas, holdt sin blaa Frakke-Flig ud og lod Sneeflokkerne falde paa den.

ã‚Ŧã‚ĪãŪあそãģも、すãĢかりかわãĢãĶ、ãēãĐくこãūしゃくれたもãŪãŦおりãūした。――ある冎ãŪæ—Ĩ、こお雊がさかんãŦčˆžã„ãã‚‹ãĢãĶいるおかで、ã‚Ŧã‚ĪãŊåĪ§ããŠč™Ŧį›ŪがねをもãĢãĶ、そãĻãŦでãūした。そしãĶ青いうわぎãŪすそをãēろげãĶ、そãŪうえãŦãĩãĢãĶくる雊をうけãūした。

ÂŧSee nu i Glasset, Gerda!ÂŦ sagde han, og hver Sneeflok blev meget stÃļrre og saae ud, som en prÃĶgtig Blomst eller en tikantet Stjerne; det var deiligt at see paa.

「さあ、こãŪį›ŪがねãŪãĻころからãŪぞいãĶごらん、ã‚ēãƒŦãƒ€ãĄã‚ƒã‚“ã€‚ã€ãĻ、ã‚Ŧã‚ĪãŊいいãūした。おるãŧãĐ、雊ãŪãēãĻãēらが、ずãĢãĻåĪ§ããčĶ‹ãˆãĶ、ãŋごãĻãŦãēã‚‰ã„ãŸčŠąã‹ã€å…­č§’ãŪ星ãŪようで、それãŊãūãĢたくうãĪくしいもãŪでありãūした。

ÂŧSeer Du, hvor kunstigt!ÂŦ sagde Kay, Âŧdet er meget interessantere end med de virkelige Blomster! og der er ikke en eneste Feil ved dem, de ere ganske akkurate, naar de blot ikke smelte!ÂŦ

「ãŧら、ずいãķんたくãŋãŦできãĶいるだろう。ãŧんãĻうãŪčŠąãŠã‚“ã‹čĶ‹ã‚‹ã‚ˆã‚Šã‚‚、ずãĢãĻおもしろいよ。かけたãĻころおんか、ãēãĻãĪだãĢãĶおいもãŪã­ã€‚ããĄã‚“ãĻå―ĒをくずさずãŦいるãŪだよ。ただãĻけさえしおければね。」ãĻ、ã‚Ŧã‚ĪãŊいいãūした。

Lidt efter kom Kay med store Handsker og sin SlÃĶde paa Ryggen, han raabte Gerda lige ind i Ørene: Âŧjeg har faaet Lov at kjÃļre paa den store Plads, hvor de Andre lege!ÂŦ og afsted var han.

そãŪãŪãĄãūもおく、ã‚Ŧã‚ĪãŊあãĪい手ãķくろをãŊめãĶ、そりをかãĪいで、やãĢãĶきãūした。そしãĶã‚ēãƒŦダãŦむかãĢãĶ、
「ぞく、ãŧかãŪこãĐã‚‚ãŸãĄãŪあそんでいる、ãēろばãŪãŧうãļいãĢãĶもいいãĻ、いわれたãŪだよ。」ãĻ、ささやくãĻ、そãŪãūãūいãĢãĶしãūいãūした。

Derhenne paa Pladsen bandt tidt de kjÃĶkkeste Drenge deres SlÃĶde fast ved Bondemandens Vogn og saa kjÃļrte de et godt Stykke med. Det gik just lystigt.

そãŪåĪ§ããŠãēろばでãŊ、こãĐã‚‚ãŸãĄãŪおかでも、あãĪかãūしいãŪが、そりを、おãēã‚ƒãã—ã‚‡ã†ãŸãĄãŪéĶŽčŧŠãŪ、うしろãŦいわえãĪけãĶ、じょうずãŦéĶŽčŧŠãĻいãĢしょãŦすãđãĢãĶいãūした。これãŊ、おかおかおもしろいこãĻでした。

Som de bedst legede, kom der en stor SlÃĶde; den var ganske hvidmalet, og der sad i den Een, indsvÃļbt i en laaden hvid Pels og med hvid laaden Hue; SlÃĶden kjÃļrte Pladsen to Gange rundt, og Kay fik gesvindt sin lille SlÃĶde bunden fast ved den, og nu kjÃļrte han med.

こんおこãĻで、こãĐã‚‚ãŸãĄãŸã‚Œã‚‚ã€ã‚€ãĄã‚…ã†ãŦおãĢãĶあそんでいるãĻ、そこãļã€ã„ãĄã ã„ã€åĪ§ããŠãã‚ŠãŒã‚„ãĢãĶきãūした。それãŊ、ãūãĢį™―ãŦぎãĢãĶあãĢãĶ、おかãŦたれだか、そãūãĪおį™―いæŊ›įšŪけがわãŦくるãūãĢãĶ、į™―いそãūãĪおぞうしをかãķãĢた䚚がãŪãĢãĶいãūした。そãŪそりãŊ䚌回ばかり、ãēろばをぐるぐるãūわりãūした。そこでã‚Ŧã‚ĪãŊ、さãĢそくそれãŦ、じãķんãŪãĄã„ã•ãŠãã‚Šã‚’ã€ã—ã°ã‚ŠãĪけãĶ、いãĢしょãŦすãđãĢãĶいきãūした。

Det gik raskere og raskere lige ind i den nÃĶste Gade; den, som kjÃļrte, dreiede Hovedet, nikkede saa venligt til Kay, det var ligesom om de kjendte hinanden; hver Gang Kay vilde lÃļsne sin lille SlÃĶde, nikkede personen igjen, og saa blev Kay siddende; de kjÃļrte lige ud af Byens Port.

そãŪåĪ§ãã‚ŠãŊ、だんだんãŊやくすãđãĢãĶ、やがãĶ、ãĪぎãŪåĪ§é€šã‚’、ãūãĢすぐãŦ、ãŊしãĢãĶいきãūした。そりをãŊしらせãĶいた䚚ãŊ、くるりãĻãĩりかえãĢãĶ、ãūるでよくã‚Ŧã‚ĪをしãĢãĶいるようãŦ、おれおれしいようすで、うおずきãūしたãŪで、ã‚Ŧã‚ĪãŊãĪいそりをãĻくãŪをやめãĶしãūいãūした。こんおぐあいãŦしãĶ、ãĻうãĻうそりãŊį”šãŪ門ãŪそãĻãŦ、でãĶしãūいãūした。

Da begyndte Sneen saaledes at vÃĶlte ned, at den lille Dreng ikke kunde see en Haand for sig, men han foer afsted, da slap han hurtigt Snoren, for at komme lÃļs fra den store SlÃĶde, men det hjalp ikke, hans lille KjÃļretÃļi hang fast, og det gik med Vindens Fart.

そãŪãĻき、雊が、ãēãĐくãĩãĢãĶきたãŪで、ã‚Ŧã‚ĪãŊじãķんãŪ手ãŪさきもãŋるこãĻができãūせんでした。それでもかãūわず、そりãŊãŊしãĢãĶいきãūした。ã‚Ŧã‚ĪãŊあせãĢãĶ、しきりãĻãĪおをうごかしãĶ、そãŪåĪ§ãã‚Šã‹ã‚‰ãŊおれようãĻしãūしたが、小そりãŊしãĢかりãĻåĪ§ãã‚ŠãŦしばりãĪけられãĶいãĶ、ãĐうãŦもおりãūせんでした。ただもう、åĪ§ãã‚ŠãŦãēãĢãąã‚‰ã‚ŒãĶ、éĒĻãŪようãŦãĻんでいきãūした。

Da raabte han ganske hÃļit, men Ingen hÃļrte ham, og Sneen fygede og SlÃĶden flÃļi afsted; imellem gav den et Spring, det var, som om han foer over GrÃļfter og GjÃĶrder.

ã‚Ŧã‚ĪãŊåĪ§åĢ°ã‚’あげãĶ、すくいをもãĻめãūしたが、たれãŪč€ģãŦも、きこえãūせんでした。雊ãŊãķãĢãĪけるようãŦãĩりしきりãūした。そりãŊ前ãļ前ãļãĻ、ãĻんでいきãūした。ãĻきãĐき、そりがãĻãģあがるãŪãŊ、į”Ÿã„けがきや、おãŧりãŪäļŠã‚’、ãĻãģこすãŪでしょうか、

Han var ganske forskrÃĶkket, han vilde lÃĶse sit Fader vor, men han kunde kun huske den store Tabel.

ã‚Ŧã‚ĪãŊãūãĢたくãĩるえあがãĢãĶしãūいãūした。äļŧãŪおいãŪりをしようãĻ思ãĢãĶも、あたãūãŦうかんでくるãŪãŊ、かけざんãŪäđäđã°ã‹ã‚Šã§ã—た。

Sneeflokkerne bleve stÃļrre og stÃļrre, tilsidst saae de ud, som store hvide HÃļns; med eet sprang de til Side, den store SlÃĶde holdt, og den Person, som kjÃļrte i den, reiste sig op, Pelsen og Huen var af bare Snee; en Dame var det, saa hÃļi og rank, saa skinnende hvid, det var Sneedronningen.

こお雊ãŪかたãūりãŊ、だんだんåĪ§ãããŠãĢãĶ、しãūいãŦãŊ、åĪ§ããŠį™―いãŦわãĻりãŪようãŦおりãūした。ãĩãĻそãŪ雩ãŪãŦわãĻりが、äļĄãŒã‚ãŦãĻãģãŸãĄãūした。ãĻたんãŦ、åĪ§ãã‚ŠãŊãĻãūりãūした。そりをãŊしらせãĶã„ãŸäššãŒã€ãŸãĄã‚ãŒãĢたãŪをčĶ‹ã‚‹ãĻ、æŊ›įšŪãŪがいãĻうもぞうしも、すãĢかり雊でできãĶいãūした。それãŊすらりãĻã€čƒŒãŪéŦ˜ã„、į›ŪãŪくらむようãŦãūãĢį™―おåĨģãŪ䚚でした。それが雊ãŪåĨģįŽ‹ã ãĢたãŪです。

ÂŧVi ere komne godt frem!ÂŦ sagde hun, Âŧmen er det at fryse! kryb ind i min BjÃļrnepels!ÂŦ og hun satte ham i SlÃĶden hos sig, slog Pelsen om ham, det var, som om han sank i en Sneedrive.

「ずいãķんよくãŊしãĢたわね。」ãĻ、雊ãŪåĨģįŽ‹ãŊいいãūした。「あら、あんた、ãĩるえãĶいるãŪね。わたしãŪくãūãŪæŊ›įšŪãŦおãŊいり。」
 こういいおがらåĨģįŽ‹ãŊ、ã‚Ŧã‚ĪをじãķんãŪそりãŦいれãĶ、かたわらãŦすわらせ、ã‚Ŧã‚ĪãŪからだãŦ、そãŪæŊ›įšŪをかけãĶやりãūした。するãĻã‚Ŧã‚ĪãŊ、ãūるで雊ãŪãĩきãĪもãĢたおかãŦ、うずめられたようãŦ感じãūした。

ÂŧFryser Du endnu!ÂŦ spurgde hun, og saa kyssede hun ham paa Panden.

「ãūださむいãŪ。」ãĻ、åĨģįŽ‹ãŊたずねãūした。それからã‚Ŧã‚ĪãŪãēたいãŦ、ãŧおをãĪけãūした。

Uh! det var koldere end Iis, det gik ham lige ind til hans Hjerte, der jo dog halv var en Iisklump; det var, som om han skulde dÃļe; — men kun et Øieblik, saa gjorde det just godt; ham mÃĶrkede ikke mere til Kulden rundt om.

ãūあ、それãŊ、氷よりももãĢãĻãĪめたい感じでした。そしãĶ、もう半分氷ãŪかたãūりãŦおりかけãĶいた、ã‚Ŧã‚ĪãŪしんぞうãŦ、じいんãĻしãŋわたりãūした。ã‚Ŧã‚ĪãŊこãŪãūãūæ­ŧんでしãūうãŪでãŊおいかãĻ、おもいãūした。――けれãĐ、それもãŧんãŪわずかãŪあいだで、やがãĶã‚Ŧã‚ĪãŊ、すãĢã‹ã‚Šã€ãã‚‚ãĄãŒã‚ˆããŠãĢãĶ、もうčšŦãŪãūわりãŪさむさおãĐ、いãĢこう気ãŦおらおくおりãūした。

ÂŧMin SlÃĶde! glem ikke min SlÃĶde!ÂŦ det huskede han fÃļrst paa; og den blev bunden paa een af de hvide HÃļns, og den flÃļi bag efter med SlÃĶden paa Ryggen.

「ぞくãŪそりãŊ――ぞくãŪãã‚Šã‚’ã€ã‚ã™ã‚ŒãĄã‚ƒã„ã‘ãŠã„ã€‚ã€
 ã‚Ŧã‚ĪがãūずįŽŽäļ€ãŦおもいだしたãŪãŊ、じãķんãŪそりãŪこãĻでありãūした。そãŪそりãŊ、į™―いãŦわãĻりãŪã†ãĄãŪäļ€ã‚ãŦ、しãĢかりãĻむすãģãĪけられãūした。こãŪãŦわãĻりãŊ、そりをせおかãŦãŪせãĶ、ã‚Ŧã‚ĪãŪうしろでãĻんでいãūした。

Sneedronningen kyssede Kay endnu en Gang, og da havde han glemt lille Gerda og Bedstemoder og dem alle der hjemme.

雩ãŪåĨģįŽ‹ãŊ、ãūãŸã‚‚ã†ã„ãĄãĐ、ã‚Ŧã‚ĪãŦãŧおずりしãūした。それで、ã‚Ŧã‚ĪãŊ、もう、かわいらしいã‚ēãƒŦダãŪこãĻも、おばあさãūãŪこãĻã‚‚ã€ã†ãĄãŪこãĻも、おãŦもかも、すãĢかりわすれãĶしãūいãūした。

ÂŧNu faaer Du ikke flere Kys!ÂŦ sagde hun, Âŧfor saa kyssede jeg Dig ihjel!ÂŦ

「さあ、もうãŧおずりãŊやめãūしょうね。」ãĻ、雊ãŪåĨģįŽ‹ãŊいいãūした。「こãŪうえするãĻ、お前をæ­ŧおせãĶしãūうかもしれおいからね。」

Kay saae paa hende, hun var saa smuk, et klogere, deiligere Ansigt kunde han ikke tÃĶnke sig, nu syntes hun ikke af Iis, som den Gang hun sad udenfor Vinduet og vinkede ad ham;

ã‚Ŧã‚ĪãŊåĨģįŽ‹ã‚’ãŋあげãūした。ãūあそãŪうãĪくしいこãĻãĻいãĢたら。ã‚Ŧã‚ĪãŊ、これだけかしこそうおりãĢãąãŠéĄ”ãŒãŧかãŦあろうãĻãŊ、ãĐうしたãĢãĶおもえãūせんでした。いãĪかįŠ“ãŪãĻころãŦきãĶ、手ãūねきしãĶãŋせたãĻきãĻãĄãŒãĢãĶ、もうこãŪåĨģįŽ‹ãŒã€æ°·ã§ã§ããĶいるãĻãŊ、おもえおくおりãūした。

for hans Øine var hun fuldkommen, han fÃļlte sig slet ikke bange, han fortalte hende at han kunde Hoved-Regning, og det med BrÃļk, Landenes Qvadrat-Mile og Âŧhvor mange Indvaanere,ÂŦ og hun smilte altid; da syntes han, det var dog ikke nok, hvad han vidste, og han saae op i det store, store Luftrum og hun flÃļi med ham, flÃļi hÃļit op paa den sorte Sky, og Stormen susede og brusede, det var, som sang den gamle Viser.

ã‚Ŧã‚ĪãŪį›ŪãŦãŊ、åĨģįŽ‹ãŊ、į”ģしãķんおくかんぜんで、おそろしいおãĐãĻãŊ、感じおくおりãūã—ãŸã€‚ãã‚Œã§ã†ãĄãĻけãĶ、じãķんãŊ分数ãķんすうãūでも、あんざんで、できるこãĻや、じãķんãŪå›―ãŒã€ã„ãåđģæ–đマã‚ĪãƒŦあãĢãĶ、ãĐãŪくらいãŪäššåĢがあるか、しãĢãĶいるこãĻãūで、čĐąã—ãūした。åĨģįŽ‹ãŊ、しじゅう、ãŦこãŦこしãĶ、それをきいãĶいãūした。それが、おんだ、しãĢãĶいるこãĻãŊ、それãĢãąã‹ã—ã‹ãĻ、いわれたようãŦおもãĢãĶ、あらためãĶ、ãēろいãēろいåĪ§įĐšã‚’ã‚ãŠãŽãūした。するãĻ、åĨģįŽ‹ãŊã‚Ŧã‚ĪをãĪれãĶ、たかくãĻãģãūした。éŦ˜ã„éŧ’é›ēãŪäļŠãūでも、ãĻã‚“ã§čĄŒããūした。あらしãŊざあざあ、ãēゅうãēゅう、ãĩきすさんで、昔ãŪ歌でもうたãĢãĶいるようでした。

De flÃļi over Skove og SÃļer, over Have og Lande; neden under susede den kolde blÃĶst, Ulvene hylede, Sneen gnistrede, hen over den flÃļi de sorte skrigende Krager, men oven over skinnede Maanen saa stor og klar, og paa den saae Kay den lange, lange Vinternat; om Dagen sov han ved Sneedronningens FÃļdder.

åĨģįŽ‹ãĻã‚Ŧã‚ĪãŊ、æĢŪや、æđ–や、æĩ·ã‚„、é™ļãŪäļŠã‚’、ãĻã‚“ã§čĄŒããūした。äļ‹ãŪãŧうでãŊ、ãĪめたいéĒĻがごうごううおãĢãĶ、おおかãŋãŪむれがãŧえたり、雊がしゃãĢしゃãĢãĻきしãĢたりしãĶ、そãŪäļŠãŦ、ãūãĢくろおからすがã‚Ŧã‚Ēã‚Ŧã‚ĒおいãĶãĻんでいãūした。しかし、ãŊるかäļŠãŪãŧうãŦãŊ、お月さãūが、åĪ§ããã“うこうãĻ、į…§ãĢãĶいãūした。こãŪお月さãūを、おがいおがい冎ãŪåĪœã˜ã‚…う、ã‚Ŧã‚ĪãŊおがめãĶあかしãūした。ãēるãŦおるãĻ、ã‚Ŧã‚ĪãŊåĨģįŽ‹ãŪčķģもãĻでねむりãūした。

Tredie Historie. Blomster-Haven hos Konen, som kunde Trolddom.

įŽŽäļ‰ãŪおčĐąã€‚é­”æģ•ãŪä―ŋえるåĨģãŪčŠąãžãŪ

Men hvorledes havde den lille Gerda det, da Kay ikke mere kom?

ãĻころで、ã‚Ŧã‚Īが、あれおりかえãĢãĶこおかãĢたãĻき、あãŪåĨģãŪ子ãŪã‚ēãƒŦダãŊ、ãĐうしたでしょう。

Hvor var han dog? — Ingen vidste det, Ingen kunde give Besked. Drengene fortalte kun, at de havde seet ham binde sin lille SlÃĶde til en prÃĶgtig stor, der kjÃļrte ind i Gaden og ud af Byens Port.

ã‚Ŧã‚ĪãŊãūあãĐうしたãŪか、たれもしりãūせんでした。おんãŪ手がかりもえられãūせんでした。こãĐã‚‚ãŸãĄãŪčĐąã§ã‚ã‹ãĢたãŪãŊ、ã‚Ŧã‚ĪがよそãŪåĪ§ããŠãã‚ŠãŦ、じãķんãŪそりをむすãģãĪけãĶ、į”šã‚’ãŊしりãūわãĢãĶ、į”šãŪ門からそãĻãļでãĶいãĢたãĻいうこãĻだけでした。

Ingen vidste, hvor han var, mange Taarer flÃļd, den lille Gerda grÃĶd saa dybt og lÃĶnge; — saa sagde de, at han var dÃļd, han var sjunket i Floden, der lÃļb tÃĶt ved Byen; o, det var ret lange, mÃļrke Vinterdage.

さãĶ、それからã‚Ŧã‚ĪがãĐんおこãĻãŦおãĢãĶしãūãĢたか、たれもしãĢãĶいるもãŪãŊありãūせんでした。いくãŦんもãŪäššãŪおãŋだが、こãŪ子ãŪためãŦ、そそがれãūした。そしãĶ、あãŪã‚ēãƒŦダãŊ、そãŪã†ãĄã§ã‚‚ã€ãēãĻり、もうおがいあいだ、むねãŪやãķれるãŧãĐãŦおきãūした。――ãŋんおãŪうわさでãŊ、ã‚Ŧã‚ĪãŊį”šãŪすぐそばをæĩã‚ŒãĶいる川ãŦãŠãĄãĶ、おぞれãĶしãūãĢたãŪだろうãĻいうこãĻでした。ああ、ãūãĢたくおがいおがい、いんきお冎でした。

Nu kom Vaaren med varmere Solskin.

いãū、æ˜ĨãŊãūた、あたたかいおæ—ĨさãūãŪ光ãĻãĪれだãĢãĶやãĢãĶきãūした。

ÂŧKay er dÃļd og borte!ÂŦ sagde den lille Gerda.

「ã‚Ŧã‚ĪãĄã‚ƒã‚“ãŊæ­ŧんでしãūãĢたãŪよ。」ãĻ、ã‚ēãƒŦダãŊいいãūした。

ÂŧDet troer jeg ikke!ÂŦ sagde Solskinnet.

「わたしãŊそうおもわおいね。」ãĻ、おæ—Ĩさãūがいいãūした。

ÂŧHan er dÃļd og borte!ÂŦ sagde hun til Svalerne.

「ã‚Ŧã‚ĪãĄã‚ƒã‚“ãŊæ­ŧんでしãūãĢたãŪよ。」ãĻ、ã‚ēãƒŦダãŊãĪばめãŦいいãūした。

ÂŧDet troer jeg ikke!ÂŦ svarede de, og tilsidst troede den lille Gerda det ikke heller.

「わたしãŊそうおもいãūせん。」ãĻ、ãĪã°ã‚ãŸãĄãŊこたえãūした。そこで、おしãūいãŦ、ã‚ēãƒŦダãŊ、じãķんでも、ã‚Ŧã‚ĪãŊæ­ŧんだãŪでãŊおいãĻ、おもうようãŦおりãūした。

ÂŧJeg vil tage mine ny rÃļde Skoe paa,ÂŦ sagde hun en Morgenstund, Âŧdem Kay aldrig har seet, og saa vil jeg gaae ned til Floden og spÃļrge den ad!ÂŦ

「あたし、あたらしいčĩĪいくãĪをおろすわ。あれãŊã‚Ŧã‚ĪãĄã‚ƒã‚“ãŪãūだãŋおかãĢたくãĪよ。あれをãŊいãĶ川ãļおりãĶいãĢãĶ、ã‚Ŧã‚ĪãĄã‚ƒã‚“ãŪこãĻをきいãĶãŋãūしょう。」ãĻ、ã‚ēãƒŦダãŊ、ある朝いいãūした。

Og det var ganske tidligt; hun kyssede den gamle Bedstemoder, som sov, tog de rÃļde Skoe paa og gik ganske ene ud af Porten til Floden.

で、朝ãŊやかãĢたãŪで、ã‚ēãƒŦダãŊãūだねむãĢãĶいたおばあさãūãŦ、せãĢぷんしãĶ、čĩĪいくãĪをãŊき、たãĢたãēãĻりぞãĢãĄã§ã€į”šãŪ門を凚ãĶ、川ãŪãŧうãļあるいãĶいきãūした。

ÂŧEr det sandt, at Du har taget min lille Legebroder? Jeg vil forÃĶre Dig mine rÃļde Skoe, dersom Du vil give mig ham igjen!ÂŦ

「川さん、あおたが、わたしãŪすきおおãĻã‚‚ã ãĄã‚’ã€ãĻãĢãĶいãĢãĶしãūãĢたãĻいうãŪãŊ、ãŧんãĻうおãŪ。こãŪčĩĪいくãĪをあげるわ。そãŪかわり、ã‚Ŧã‚ĪãĄã‚ƒã‚“ã‚’ã‹ãˆã—ãĶね。」

Og BÃļlgerne, syntes hun, nikkede saa underligt; da tog hun sine rÃļde Skoe, det KjÃĶreste hun havde, og kastede dem begge to ud i Floden, men de faldt tÃĶt inde ved Bredden, og de smaa BÃļlger bare dem strax i Land til hende, det var ligesom om Floden ikke vilde tage det KjÃĶreste hun havde, da den jo ikke havde den lille Kay;

するãĻ川ãŪæ°īが、よしよしãĻいうようãŦ、ãŋょうãŦæģĒだãĢãĶãŋえたãŪで、ã‚ēãƒŦダãŊじãķんãŪもãĢãĶいるもãŪãŪãŠã‹ã§ã„ãĄã°ã‚“ã™ãã ãĢた、čĩĪいくãĪをぎいで、ãĩたãĪãĻも、川ãŪおかãŦおげこãŋãūした。ãĻころが、くãĪãŊåēļãŪčŋ‘くãŦãŠãĄãŸãŪで、さざæģĒがすぐ、ã‚ēãƒŦダãŪįŦ‹ãĢãĶいるãĻころãļ、くãĪをãŊこんできãĶしãūいãūした。ãūるで川ãŊ、ã‚ēãƒŦãƒ€ã‹ã‚‰ã€ã„ãĄã°ã‚“ã ã„ã˜ãŠã‚‚ãŪをもらうこãĻをãŪぞんでいおいようãŦčĶ‹ãˆãūした。おぜおら、川ãŊã‚Ŧã‚ĪをかくしãĶãŊいおかãĢたからです。

men hun troede nu, at hun ikke kastede Skoene langt nok ud, og saa krÃļb hun op i en Baad, der laae i Sivene, hun gik heelt ud i den yderste Ende og kastede Skoene; men Baaden var ikke bundet fast, og ved den BevÃĶgelse, hun gjorde, gled den fra Land;

けれãĐ、ã‚ēãƒŦダãŊ、くãĪをもãĢãĻãĻおくãŪãŧうãļおげおいからいけおかãĢたãŪだãĻおもいãūした。そこで、あしãŪしげãŋãŦã†ã‹ã‚“ã§ã„ãŸå°čˆŸãŦãŪりãūした。そしãĶ舟ãŪã„ãĄã°ã‚“ãŊしãļいãĢãĶ、そこからくãĪをおげこãŋãūã—ãŸã€‚ã§ã‚‚ã€å°čˆŸãŊしãĢかりãĻåēļãŦもやãĢãĶおかãĢたãŪで、くãĪをおげるãŪで動かしたãēょうしãŦ、åēļからすãđり凚しãĶしãūいãūした。

hun mÃĶrkede det og skyndte sig for at komme bort, men fÃļr hun naaede tilbage, var Baaden over en Alen ude, og nu gled den hurtigere afsted.

それãŦ気がãĪいãĶ、ã‚ēãƒŦダãŊ、いそいでãēãĢかえそうãĻしãūã—ãŸãŒã€å°čˆŸãŪã“ãĄã‚‰ãŪãŊしãūã§ã“ãŠã„ã†ãĄãŦã€čˆŸãŊ乌äļ‰å°šãŦさんじゃくもåēļからãŊおれãĶ、そãŪãūãūで、ãĐんãĐんãŊやくæĩã‚ŒãĶいきãūした。

Da blev den lille Gerda ganske forskrÃĶkket og gav sig til at grÃĶde, men Ingen hÃļrte hende uden Graaspurvene, og de kunde ikke bÃĶre hende i Land, men de flÃļi langs med Bredden og sang, ligesom for at trÃļste hende: Âŧher ere vi! her ere vi!ÂŦ

そこで、ã‚ēãƒŦダãŊ、たいそうãģãĢくりしãĶ、おきだしãūしたが、すずめãŪãŧかãŊ、たれもそãŪåĢ°ã‚’きくもãŪãŊありãūせんでした。すずめãŦãŊ、ã‚ēãƒŦダをãĪれかえる力ãŊありãūã›ã‚“ã§ã—ãŸã€‚ã§ã‚‚ã€ã™ãšã‚ãŸãĄãŊ、åēļãŦそãĢãĶãĻãģおがら、ã‚ēãƒŦダをおぐさめるようãŦ、「だいじょうãķã€ãžããŸãĄãŒã„ãūす。」ãĻ、おきãūした。

Baaden drev med StrÃļmmen; den lille Gerda sad ganske stille i de bare StrÃļmper; hendes smaa rÃļde Skoe flÃļd bag efter, men de kunde ikke naae Baaden, den tog stÃĶrkere Fart.

å°čˆŸãŊ、ずんずんæĩã‚ŒãŦãŊこばれãĶいきãūした。ã‚ēãƒŦダãŊ、čķģãŦくãĪしたをãŊいただけで、じãĢãĻ舟ãŪおかãŦすわãĢたãūãūでいãūã—ãŸã€‚ãĄã„ã•ãŠčĩĪいくãĪãŊ、うしろãŪãŧうで、ãĩわãĩわういãĶいãūã—ãŸãŒã€å°čˆŸãŦおいãĪくこãĻãŊできãūã›ã‚“ã§ã—ãŸã€‚å°čˆŸãŪãŧうが、くãĪよりも、もãĢãĻãŊやくおがれãĶいãĢたからです。

Smukt var der paa begge Bredder, deilige Blomster, gamle TrÃĶer og SkrÃĶnter med Faar og KÃļer, men ikke et Menneske at see.

åēļãŊ、うãĪãã—ã„ã‘ã—ãã§ã—ãŸã€‚ãã‚Œã„ãŠčŠąãŒã•ã„ãĶいたり、åĪいæœĻがįŦ‹ãĢãĶいたり、ãĻころãĐころ、おだらかお土手ãĐãĶãŦãŊ、ãēãĪじやめうしが、あそんでいãūした。でも、ãŦんげんãŪå§ŋãŊčĶ‹ãˆãūせんでした。

ÂŧMaaskee bÃĶrer Floden mig hen til lille Kay,ÂŦ tÃĶnkte Gerda og saa blev hun i bedre Humeur, reiste sig op og saae i mange Timer paa de smukke grÃļnne Bredder;

「こãĻãŦよるãĻ、こãŪ川ãŊ、わたしを、ã‚Ŧã‚ĪãĄã‚ƒã‚“ãŪãĻころãļ、ãĪれãĶいãĢãĶくれるãŪかもしれおいわ。」ãĻ、ã‚ēãƒŦダãŊかんがえãūした。
 それで、だんだんげんきがでãĶきたãŪで、įŦ‹ãĄã‚がãĢãĶ、おがいあいだ、äļĄæ–đãŪ青あおãĻうãĪくしいåēļをおがめãĶいãūした。

saa kom hun til en stor KirsebÃĶr-Have, hvor der var et lille Huus med underlige rÃļde og blaae Vinduer, forresten Straatag og udenfor to TrÃĶ-Soldater, som skuldrede for dem, der seilede forbi.

それからã‚ēãƒŦダãŊ、åĪ§ããŠã•ãã‚‰ã‚“ぞばたけãŪãĻころãŦきãūした。そãŪãŊたけãŪäļ­ãŦãŊ、ãĩうがわりお、青やčĩĪãŪįŠ“ãŪãĪいた、äļ€ã‘ã‚“ãŪãĄã„ã•ãŠåŪķがたãĢãĶいãūした。そãŪåŪķãŊかやãķきで、おもãĶãŦãŊã€čˆŸã§é€šã‚Šã™ãŽã‚‹äššãŸãĄãŪãŧうãŦむいãĶ、æœĻčĢ―もくせいãŪãĩたりãŪãļいたいが、銃å‰Ģじゅうけんč‚ĐãŦįŦ‹ãĢãĶいãūした。

Gerda raabte paa dem, hun troede, at de vare levende, men de svarede naturligviis ikke; hun kom dem ganske nÃĶr, Floden drev Baaden lige ind imod Land.

ã‚ēãƒŦダãŊ、それをãŧんãĻうãŪãļいたいかãĻおもãĢãĶ、こえをかけãūした。しかし、いうãūでもおくそãŪãļいたいãŊ、おんãŪこたえもしãūせんでした。ã‚ēãƒŦダãŊすぐそãŪそばãūできãūした。æģĒãŒå°čˆŸã‚’åēļãŪãŧうãŦãŊこんだからです。

Gerda raabte endnu hÃļiere, og saa om ud af Huset en gammel, gammel Kone, der stÃļttede sig paa en Krog-KjÃĶp; hun havde en stor Solhat paa, og den var bemalet med de deiligste Blomster.

ã‚ēãƒŦダãŊもãĢãĻåĪ§ããŠã“えで、よãģかけãĶãŋãūした。するãĻ、そãŪåŪķãŪおかから、撞æœĻ杖しゅもくãĨえãŦすがãĢた、たいそうåđīãĻãĢたおばあさんが凚ãĶきãūした。おばあさんãŊ、į›ŪãŪさめるようãŦãã‚Œã„ãŠčŠąã‚’ã‹ã„ãŸã€åĪ§ããŠåĪãžã†ã—をかãķãĢãĶいãūした。

ÂŧDu lille stakkels Barn!ÂŦ sagde den gamle Kone; Âŧhvorledes er Du dog kommet ud paa den store, stÃĶrke StrÃļm, drevet langt ud i den vide Verden!ÂŦ og saa gik den gamle Kone heelt ud i Vandet, slog sin Krog-KjÃĶp fast i Baaden, trak den i Land og lÃļftede den lille Gerda ud.

「やれやれ、かわいそうãŦ。ãĐうしãĶおãūえさんãŊ、そんおãŦåĪ§ããŠæģĒãŪたãĪäļŠã‚’、こんおãĻおいãĻころãūでæĩã‚ŒãĶきたãŪだね。」ãĻ、おばあさんãŊいいãūした。
 それからおばあさんãŊ、ざãķりざãķりæ°īãŪäļ­ãŦãŊいãĢãĶ、撞æœĻæ–ã§å°čˆŸã‚’ãŠã•ãˆãĶ、それをé™ļおかãŪãŧうãļãēãĢãąãĢãĶきãĶ、ã‚ēãƒŦダをだきおろしãūした。

Og Gerda var glad ved at komme paa det TÃļrre, men dog lidt bange for den fremmede, gamle Kone.

ã‚ēãƒŦダãŊãūたé™ļãŦあがるこãĻãŪできたãŪをうれしいãĻおもいãūした。でも、こãŪãŋおれおいおばあさんãŊ、すこし、こわいようでした。

ÂŧKom dog og fortÃĶl mig, hvem Du er, og hvorledes Du kommer her!ÂŦ sagde hun.

「さあ、おãūえさん、名ãūえをおんãĻいうãŪだか、ãūたãĐうしãĶ、ここãļやãĢãĶきたãŪだか、čĐąã—ãĶごらん。」ãĻ、おばあさんãŊいいãūした。