Snedronningen. Et eventyr i syv historier / Sněhová královna. Sedm pohádek — czytaj online. Strona 4

Norwesko-czeska dwujęzyczna książka

Hans Christian Andersen

Snedronningen. Et eventyr i syv historier

Hans Christian Andersen

Sněhová královna. Sedm pohádek

«Å, jeg fikk ikke mine støvler! Jeg fikk ikke mine polvanter!» ropte den lille Gerda, det merket hun i den sviende kulden, men reinsdyret turde ikke stanse, det løp til det kom til den store busken med de røde bærne. Der satte det Gerda av, kysset henne på munnen, og det løp store blanke tårer ned over dyrets kinn, og så løp det alt hva det kunne tilbake igjen.

„Ó, vždyť nemám své střevíčky! Vždyť nemám své huňaté rukavice!“ volala malá Gerda. Zpozorovala to, když ji začalo zábst. Ale sob si netroufal se zastavit, utíkal, až přiběhl k velkému keři jahod. Tam složil Gerdu a políbil ji na ústa, přičemž mu kanuly po tvářích slzy velké jako hrachy. Potom ubíhal zas, jak dovedl, zpět.

Der stod den stakkars Gerda uten sko, uten hansker, midt i den fryktelige iskalde Finnmarken.

Ubohá Gerda tu stála bez střevíčků a rukavic uprostřed mrazivého, ledového Finska.

Hun løp fremover så sterkt hun kunne. Da kom det en hel hær snefnugg. Men de falt ikke ned fra himmelen, den var ganske klar og skinnende av nordlys.

I rozběhla se dále, jak jen mohla. Náhle k ní přicházel celý šik sněhových vloček. Nepadaly z nebe, neboť to bylo docela jasné a svítilo severní září,

Snefnuggene løp like hen over jorden, og jo nærmere de kom dess større ble de.

nýbrž pobíhaly po zemi, a čím více se blížily, tím byly větší.

Gerda husket nok hvor store og kunstferdige de hadde sett ut den gangen hun så snefnuggene gjennom forstørrelsesglasset, men her var de riktignok aldeles store og fryktelige, de var levende, de var Snedronningens forposter.

Gerda se ještě pamatovala, jak hezké byly sněhové vločky pod zvětšovacím sklem, ale zde vypadaly docela jinak. Byly velké, živé a strašlivé. Byly to přední stráže Sněhové královny.

De hadde de underligste skikkelser. Noen så ut som fæle store pinnsvin, andre som hele bunter av slanger som stakk hodene frem, og andre som små tykke bjørner som hårene struttet på, alle skinnende hvite, alle var de levende snefnugg.

Měly nejpodivnější postavy. Některé vypadaly jako oškliví, velcí dikobrazi, jiné jako spletence hadů, kteří vystrkují hlavy, a jiné jako tlustí medvídkové se zježenou srstí. Všechny sněhové vločky svítily bělostí, všechny byly živé.

Da ba den lille Gerda sin Fader Vår, og kulden var så sterk at hun kunne se sin egen ånde. Som en hel røk stod den ut av munnen hennes.

I začala se malá Gerda modlit. Bylo zima, že viděla svůj dech, vycházející z úst jako pára,

Ånden ble tettere og tettere, og den formet seg til små klare engler som vokste mer og mer når de rørte ved jorden. Og alle hadde de hjelm på hodet, og spyd og skjold i hendene.

která se stále zhušťovala a brala na sebe podobu malých, jasných andělíčků. Ti rostli a rostli, jakmile se dotkli země, a všichni měli přilbu na hlavě a oštěp a štít v rukou.

De ble flere og flere, og da Gerda hadde endt sin Fader Vår var det en hel legion om henne.

Množili se a množili, a když Gerda skončila modlitbu, byl jich kolem ní celý šik.

De stakk med sine spyd i de gruelige snefnuggene så de gikk i hundrede stykker, og den lille Gerda gikk ganske sikker og freidig frem.

Bodali oštěpy do strašlivých sněhových vloček, až je roztříštili v tisíce kusů, a malá Gerda šla docela bezpečně a vesele kupředu.

Englene klappet henne på føttene og på hendene, og så følte hun mindre hvor kaldt det var, og gikk raskt frem mot Snedronningens slott.

Andělé jí hladili nohy a ruce, takže již tolik necítila, jak je zima, a šla rychle vpřed k zámku Sněhové královny. — —

Men nå skal vi først se hvordan Kay har det. Han tenkte riktignok ikke på lille Gerda, og enda mindre på at hun stod utenfor slottet.

Ale nyní se nejdříve podíváme, jak se dařilo Kajovi. Nemyslil vůbec na malou Gerdu, a tím méně tušil, že ona stojí před zámkem.

Syvende historie. Hva som skjedde i Snedronningens slott, og hva som skjedde siden.

Sedmá pohádka. Co se dálo v zámku Sněhové královny a co se přihodilo potom

Slottets vegger var av den fykende sne, og vinduer og dører av de skjærende vinder.

Stěny zámku byly z poletujícího sněhu a okna a dveře z řezavého větru.

Det var over hundre saler, og alt var lik fykende sne. Den største strakte seg mange mil. Alle var de belyst av de sterke nordlys, og de var så store, så tomme, så isende kalde og så skinnende.

Bylo tu na sta sálů, všechny tak, jak je sníh navál. Největší se táhl na mnoho mil. Všechny byly osvětleny severní září a byly náramně velké, ale prázdné a ledově chladné a zářivé.

Aldri kom det lystighet hit, ikke en gang så mye som et lite bjørneball, hvor stormen kunne blåse opp og isbjørnene gå på bakbenene og ha fine manerer. Aldri en liten lekefest med «munndask» og «slå på lappen». Aldri et bitte lite kaffeselskap med de hvite revefrøknene. Tomt, stort og kaldt var det i Snedronningens saler.

Nikdy sem nepřišlo ani tolik veselí, jako bývá na plese medvědů, když jim vichr k tomu hraje a ledoví medvědi chodí po zadních nohách a chovají se vybraně. Nikdy se tu nekonaly hry se zástavami a vyplácením; ba nebyly tu ani kávové schůzky bílých liščích slečinek. Prázdno a zima bylo ve velkých sálech Sněhové královny.

Nordlysene blusset så punktlig at man kunne telle seg til når de var på det høyeste og når de var på det laveste.

Severní záře svítila tak pravidelně, že bys mohl vypočítat, kdy bude svítit nejvíc a kdy nejméně.

Midt inne der, i den tomme uendelige snesalen, var det en frossen sjø. Den var revnet i tusende stykker, men hvert stykke var så veldig likt det andre at det var et helt kunststykke. Og midt på den satt Snedronningen når hun var hjemme, og så sa hun at hun satt i forstandens speil, og at det var det største og beste i denne verden.

Uprostřed prázdného, nekonečného sněhového sálu bylo zamrzlé jezero. Led na něm byl roztříštěn na tisíce kusů, ale každý kus byl přesně takový jako druhý, že to bylo opravdu umělecké. A uprostřed něho seděla Sněhová královna, když byla doma. Říkala, že sedí na zrcadle rozumu a to že je jediné a nejlepší na tomto světě.

Lille Kay var ganske blå av kulde, ja nesten sort, men han merket det dog ikke, for hun hadde jo kysset kuldegyset av ham, og hans hjerte var så godt som en isklump.

Malý Kaj byl zimou celý modrý, ba skoro černý. Ale nepozoroval to, neboť mu královna polibkem odčarovala pocit zimy a jeho srdce bylo takřka rampouchem.

Han gikk og slepte på noen skarpe flate isstykker som han la på alle mulige måter, for han ville få noe ut av det. Det var som når vi andre har små treplater og legger disse til figurer, det kalles «det kinesiske spill».

Chodil a tahal několik ostrých plochých ledových ker, které přerozmanitě skládal, neboť z nich chtěl něco sestavit. Počínal si jako ostatní děti, když skládají dřevěné destičky ve všelijaké tvary.

Kay gikk også og lagde figurer, de aller mest kunstneriske, det var forstandens isspill. For hans øyne var figurere ganske utmerket, og av den aller høyeste viktighet. Det var glasskornet som satt i øyet hans som gjorde det! Han lagde hele figurer som var et skrevet ord, men aldri kunne han få til å legge ut det ordet som han egentlig ville, ordet «evigheten», og Snedronningen hadde sagt:

Kaj také sestavoval tvary a nejumělečtější z nich byla „ledová hra rozumu.“ Zdálo se mu, že jsou ty tvary znamenité a důležité. To způsobovala ona střepina skla, jež mu tkvěla v oku. Kaj sestavoval rovněž tvary, které tvořily psané slovo. Ale nikdy nedovedl sestavit slovo, které nejvíce chtěl, totiž: Věčnost. A Sněhová královna pravila:

«Får du til å lage den figuren til meg, så skal du være din egen herre, og jeg forærer deg hele verden og et par nye skøyter.»

„Sestavíš-li to slovo, staneš se svým samostatným pánem a já ti dám celý svět a ještě pár bruslí!“

Men han kunne ikke.

Ale on to nedovedl.

«Nå suser jeg bort til de varme land!» sa Snedronningen. «Jeg vil hen og kikke ned i de sorte grytene!» — Det var de ildsprutende bergene, Ætna og Vesuv som man kaller dem. — «Jeg skal hvite dem litt! Det hører med. Det gjør godt oppå sitroner og vindruer!»

„Nyní odletím do teplých zemí,“ řekla Sněhová královna. „Chci se tam podívat do černých kotlů.“
Těmi kotli myslila hory chrlící oheň, sopky Etnu a Vesuv, jak my jim říkáme.
„Trochu je pobělím,“ pravila, „neboť to dělá dobře citrónům a vinné révě.“

Og så fløy Snedronningen, og Kay satt ganske alene i den mange mil store tomme issalen og så på isstykkene, og tenkte og tenkte så det knakte i ham, og ganske stiv og stille satt han, man skulle tro han var frosset i hjel.

Sněhová královna tedy odletěla a Kaj seděl úplně sám v prázdném ledovém sále — dlouhém mnoho mil. Díval se na ledové kry a přemýšlel a přemýšlel, až to v něm praskalo. Úplně tuhý seděl tiše, že bys myslil, že je nadobro zmrzlý.

Da var det at den lille Gerda trådte inn i slottet, gjennom den store porten som var skjærende vinder. Men hun leste en aftenbønn, og da la vindene seg som om de skulle sove, og hun trådte inn i de store, tomme kalde salene — da så hun Kay, hun kjente ham, hun fløy om halsen på ham, holdt ham så fast, og ropte:

Vtom právě vešla Gerda do zámku velkou branou z řezavých větrů. Ale ona se pomodlila večerní modlitbu a větry se utišily, jako by chtěly usnout, a Gerda vstoupila do velkých, prázdných, studených sálů. — Tu spatřila Kaje, poznala jej, padla mu okolo krku a zvolala:

«Kay! Søte lille Kay! Så har jeg da funnet deg!»

„Kaji, můj miláčku, malý Kaji! Tedy jsem tě přece našla!“

Men han satt ganske stille, stiv og kald. —

Ale on seděl úplně tiše, strnulý a chladný.

Da gråt den lille Gerda hete tårer, de falt på hans bryst, de trengte inn i hans hjerte, de opptinte isklumpen og fortærte den lille speilklumpen der inne. Han så på henne og hun sang salmen:

I vytryskly Gerdě horké slzy. Padaly mu na prsa, pronikly až k srdci, roztavily rampouch a strávily střepinu zrcadla uvnitř. Kaj se na ni podíval a ona zpívala píseň:

«Rosene vokser i dale,
Der får vi Barn-Jesus i tale!»

Vzkvétají růže v údolích,
radostné jaro voní v nich.

Da brast Kay i gråt. Han gråt så speilkornet trillet ut av øynene, han kjente henne og jublet:

Tu vypukl Kaj v pláč. Plakal, až mu střepinka skla vypadla z oka, poznal Gerdu a jásal:

«Gerda! Søte lille Gerda! — Hvor har du dog vært så lenge? Og hvor har jeg vært?»

„Gerdo! Miláčku, malá Gerdo! Kdepak jsi byla tak dlouho? A kde jsem byl já?“

Og han så rundt om seg. «Hvor kaldt det er her! Hvor tomt og stort det er her!» Og han holdt seg fast til Gerda, og hun lo og gråt av glede.

I rozhlížel se kolem. „To je zde zima! A tak prázdno a všechno tak veliké!“ Kaj se přivinul ke Gerdě a ona se smála a plakala radostí.

Det var så velsignet at selv isstykkene danset av glede rundt om, og da de var trette og la seg, lå de akkurat i de bokstavene som Snedronningen hadde sagt han skulle finne ut. Så var han sin egen herre, og hun ville gi ham hele verden og et par nye skøyter.

Bylo to tak krásné, že i kusy ledu tančily radostí kolem. Když byly kusy ledu unaveny a lehly si, tvořily právě ono slovo, o němž Sněhová královna řekla Kajovi, že sestaví-li je, bude svým pánem a ona mu dá celý svět a k tomu ještě pár nových bruslí.

Og Gerda kysset hans kinn, og de blomstret. Hun kysset hans øyne, og de lyste som hennes, hun kysset hans hender og føtter, og han var sunn og rask.

A Gerda jej líbala na tváře, až opět rozkvetly. Líbala mu ruce a nohy, až byl opět čilý a zdravý.

Snedronningen måtte gjerne komme hjem: Hans fribrev stod skrevet der med skinnende isstykker.

Jen ať si Sněhová královna přijde domů, jeho osvobození je tu napsáno zářivými rampouchy. —

Og de tok hverandre i hendene og vandret ut av det store slottet. De talte om bestemor og om rosene oppe på taket. Og der de gikk lå vindene ganske stille og solen brøt frem.

I vzali se za ruce a šli z velkého zámku. Hovořili o babičce a růžích nahoře v podstřeší. A kudy šli, uložily se větry a zazářilo slunce.

Og da de nådde busken med de røde bærene, stod reinsdyret der og ventet. Det hadde en annen ung rein med, som var full av iver, og den gav de små sin varme melk og kysset dem på munnen.

Když se blížili ke keři s červenými jahodami, stál tu sob a čekal. Měl s sebou mladou sobí samici, jejíž vemeno bylo plné. Dala oběma dětem své teplé mléko a políbila je na ústa.

Så bar de Kay og Gerda først til finnekonen, hvor de varmet seg opp i den hete stuen og fikk råd om hjemreisen. Så til lappekonen som hadde sydd dem nye klær og gjort i stand sin slede.

Potom odnesli oba sobi Kaje a Gerdu nejprve k Fince, kde se ohřáli v její horké světnici a poradili se s ní o zpáteční cestě, a potom k Laponce, která jim ušila nové šaty a upravila sáně.

Og reinsdyret og den unge reinen løp ved siden og fulgte med, helt til landets grense, hvor det første grønne tittet frem. Der tok de avskjed med reinsdyret og med lappekonen. «Farvel!» sa de alle sammen.

A sob a mladá sobí samička poskakovali a utíkali s nimi až na hranice země. Tam, kde vyhlížela první zeleň, rozloučily se děti se soby a s Laponkou.
„Sbohem!“ řekli si navzájem.

Og de første små fuglene begynte å kvitre, skogen hadde grønne knopper, og ut fra den kom en ung pike ridende, på en prektig hest som Gerda kjente (den hadde vært spent for gullkaréten), med en skinnende rød lue på hodet og pistoler foran seg.

První ptáčkové začali cvrlikat a les měl zelené pupence. Z lesa vyjela na krásném koni, kterého Gerda znala (byl kdysi připřažen k zlatému kočárku), mladá dívka se zářivě červenou čapkou na hlavě a s pistolemi po boku.

Det var den lille røverpiken som var lei av å være hjemme, og ville nå først nordpå, og siden til en annen kant dersom hun ikke ble fornøyd.

Byla to loupežnická dívka, kterou omrzelo být doma, i chtěla nejprve na sever a později jiným směrem, podle toho, co ji napadne.

Hun kjente straks Gerda, og Gerda kjente henne, det var en glede.

Poznala hned Gerdu a Gerda poznala ji. To bylo radosti!

«Du er en underlig fyr å traske etter!» sa hun til lille Kay. «Jeg kan ikke vite om du fortjener at man løper til verdens ende for din skyld!»

„Jsi ty ale chlapík a dovedeš se potulovat!“ řekla malému Kajovi. „Ale ráda bych věděla, zasloužíš-li, aby někdo pro tebe běžel až na konec světa!“

Men Gerda klappet henne på kinnet og spurte om prinsen og prinsessen.

Ale Gerda jej pohladila po tvářích a ptala se po princi a princezně.

«De har reist til fremmede land!» sa røverpiken.

„Ti odjeli do cizích zemí!“ pravilo loupežnické děvčátko.

«Men kråken?» spurte den lille Gerda.

„A vrána také?“ ptala se malá Gerda.

«Ja, kråken er død!» svarte hun. «Den tamme kjæresten har blitt enke og går med en stump sort ullgarn om nebbet. Hun klager seg ynkelig, og vrøvl er det hele! — Men fortell meg nå hvordan det har gått deg, og hvordan du fikk fatt på ham!»

„Vrána je mrtva!“ odvětilo děvčátko. „Její krotká přítelkyně osiřela a nosí černý pásek okolo nožičky. Naříká náramně, ale to se jenom tak staví. — Ale teď mi povídej, jak se tobě daří a jak ses dostala ke Kajovi!“

Og Gerda og Kay fortalte begge to.

A oba, Gerda i Kaj, vypravovali.

«Og snipp-snapp-snurre-basselurre!» sa røverpiken, tok dem begge to i hendene, og lovet at hvis hun en gang kom igjennom deres by, så skulle hun komme opp å besøke dem.

„A byla tam papírová zem a vy jste se propadli až sem!“ řekla loupežnická dívka, když dokončili. I podala jim oběma ruku a slíbila, že pojede-li někdy jejich městem, zajde k nim na návštěvu.

Og så red hun ut i den vide verden, men Kay og Gerda gikk hånd i hånd, og mens de gikk var det en deilig vår med blomster og grønt. Kirkeklokkene ringte, og de kjente igjen de høye tårnene, den store byen, det var i den de bodde.

Potom jela dále do širého světa. Ale Kaj a Gerda šli ruku v ruce, a kudy kráčeli, bylo krásné jaro s květinami a zelení. Kostelní zvony vyzváněly a oni poznali věže velkého města, v němž bydleli.

Og de gikk inn i den og hen til bestemorens dør, oppover trappen, inn i stuen, hvor alt stod på samme sted som før, og uret sa «Tikk! Tikk!» og viseren dreide. Men idet de gikk gjennom døren merket de at de var blitt voksne mennesker.

I šli do něho a rovnou k babiččiným dveřím po schodech do světnice. V té stálo vše na témž místě jako dříve a hodiny říkaly: Tik, tak! A ručičky se otáčely. Ale když procházeli dveřmi, zpozorovali, že se stali dorostlými lidmi.

Rosene fra takrennen blomstret inn av de åpne vinduene, og der stod de små barnestolene, og Kay og Gerda satte seg på hver sin og holdt hverandre i hendene. De hadde glemt som en tung drøm den kalde tomme herligheten hos Snedronningen.

Růže na římse kvetly a dosahovaly až do otevřených oken. Tu také stály obě dětské stoličky a Kaj a Gerda si sedli každý na svou a drželi se za ruce. Zapomněli na chladnou krásu u Sněhové královny jako na těžký sen.

Bestemor satt i Guds klare solskinn og leste høyt av bibelen: «Uten at dere blir som barn, kommer dere ikke i Guds rike!»

Babička seděla v záři božího sluníčka a četla hlasitě z bible.

Og Kay og Gerda så hverandre inn i øynene, og de forsto på en gang den gamle salmen:

A Kaj a Gerda se dívali sobě navzájem do očí a náhle porozuměli staré písni:

«Rosene vokser i dale,
Der får vi Barn-Jesus i tale!»

Vzkvétají růže v údolích,
radostné jaro voní v nich.

Der satt de begge to, voksne og allikevel barn, barn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.

I seděli tu oba dorostlí, a přece děti, děti srdcem. A bylo jaro, vonné, krásné jaro!