Snedronningen / Snedronningen. Et eventyr i syv historier — czytaj online. Strona 4

Duńsko-norweska dwujęzyczna książka

Hans Christian Andersen

Snedronningen

Hans Christian Andersen

Snedronningen. Et eventyr i syv historier

»O, jeg fik ikke mine Støvler! jeg fik ikke mine Bælvanter!« raabte den lille Gerda, det mærkede hun i den sviende Kulde, men Rensdyret turde ikke standse, det løb, til det kom til den store Busk med de røde Bær; der satte det Gerda af, kyssede hende paa Munden, og der løb store, blanke Taarer ned over Dyrets Kinder, og saa løb det, alt hvad det kunde, igjen tilbage.

«Å, jeg fikk ikke mine støvler! Jeg fikk ikke mine polvanter!» ropte den lille Gerda, det merket hun i den sviende kulden, men reinsdyret turde ikke stanse, det løp til det kom til den store busken med de røde bærne. Der satte det Gerda av, kysset henne på munnen, og det løp store blanke tårer ned over dyrets kinn, og så løp det alt hva det kunne tilbake igjen.

Der stod den stakkels Gerda uden Sko, uden Handsker, midt i det frygtelige iiskolde Finmarken.

Der stod den stakkars Gerda uten sko, uten hansker, midt i den fryktelige iskalde Finnmarken.

Hun løb fremad, saa stærkt hun kunde; da kom der et heelt Regiment Sneeflokker; men de faldt ikke ned fra Himlen, den var ganske klar og skinnede af Nordlys;

Hun løp fremover så sterkt hun kunne. Da kom det en hel hær snefnugg. Men de falt ikke ned fra himmelen, den var ganske klar og skinnende av nordlys.

Sneeflokkerne løb lige hen ad Jorden, og jo nærmere de kom, des større bleve de;

Snefnuggene løp like hen over jorden, og jo nærmere de kom dess større ble de.

Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde seet ud, dengang hun saae Sneeflokkerne gjennem Brændeglasset, men her vare de rigtignok anderledes store og frygtelige, de vare levende, de vare Sneedronningens Forposter; de havde de underligste Skikkelser;

Gerda husket nok hvor store og kunstferdige de hadde sett ut den gangen hun så snefnuggene gjennom forstørrelsesglasset, men her var de riktignok aldeles store og fryktelige, de var levende, de var Snedronningens forposter.

nogle saae ud som fæle store Pindsviin, andre, som hele Knuder af Slanger, der stak Hovederne frem, og andre, som smaa tykke Bjørne paa hvem Haarene struttede, alle skinnende hvide, alle vare de levende Sneeflokker.

De hadde de underligste skikkelser. Noen så ut som fæle store pinnsvin, andre som hele bunter av slanger som stakk hodene frem, og andre som små tykke bjørner som hårene struttet på, alle skinnende hvite, alle var de levende snefnugg.

Da bad den lille Gerda sit Fadervor, og Kulden var saa stærk at hun kunde see sin egen Aande; som en heel Røg stod den hende ud af Munden;

Da ba den lille Gerda sin Fader Vår, og kulden var så sterk at hun kunne se sin egen ånde. Som en hel røk stod den ut av munnen hennes.

Aanden blev tættere og tættere og den formede sig til smaa klare Engle, der voxte meer og mere, naar de rørte ved Jorden; og alle havde de Hjelm paa Hovedet og Spyd og Skjold i Hænderne;

Ånden ble tettere og tettere, og den formet seg til små klare engler som vokste mer og mer når de rørte ved jorden. Og alle hadde de hjelm på hodet, og spyd og skjold i hendene.

de bleve flere og flere, og da Gerda havde endt sit Fadervor, var der en heel Legion om hende;

De ble flere og flere, og da Gerda hadde endt sin Fader Vår var det en hel legion om henne.

de hug med deres Spyd paa de gruelige Sneeflokker saa de sprang i hundrede Stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og freidig frem.

De stakk med sine spyd i de gruelige snefnuggene så de gikk i hundrede stykker, og den lille Gerda gikk ganske sikker og freidig frem.

Englene klappede hende paa Fødderne og paa Hænderne, og saa følte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod Sneedronningens Slot.

Englene klappet henne på føttene og på hendene, og så følte hun mindre hvor kaldt det var, og gikk raskt frem mot Snedronningens slott.

Men nu skulle vi først see, hvorledes Kay har det. Han tænkte rigtignok ikke paa lille Gerda, og allermindst at hun stod udenfor Slottet.

Men nå skal vi først se hvordan Kay har det. Han tenkte riktignok ikke på lille Gerda, og enda mindre på at hun stod utenfor slottet.

Syvende Historie. Hvad der skete i Sneedronningens Slot, og hvad der siden skete.

Syvende historie. Hva som skjedde i Snedronningens slott, og hva som skjedde siden.

Slottets Vægge vare af den fygende Snee og Vinduer og Døre af de skjærende Vinde;

Slottets vegger var av den fykende sne, og vinduer og dører av de skjærende vinder.

der vare over hundrede Sale, alt ligesom Sneen fygede, den største strakte sig mange Mile, alle belyste af de stærke Nordlys, og de vare saa store, saa tomme, saa isnende kolde og saa skinnende.

Det var over hundre saler, og alt var lik fykende sne. Den største strakte seg mange mil. Alle var de belyst av de sterke nordlys, og de var så store, så tomme, så isende kalde og så skinnende.

Aldrig kom her Lystighed, ikke engang saa meget, som et lille Bjørne-Bal, hvor Stormen kunde blæse op, og Iisbjørnene gaae paa Bagbenene og have fine Manerer; aldrig et lille Spilleselskab med Munddask og slaae paa Lappen; aldrig en lille Smule Caffe-Commerts af de hvide Ræve-Frøkner; tomt, stort og koldt var det i Sneedronningens Sale.

Aldri kom det lystighet hit, ikke en gang så mye som et lite bjørneball, hvor stormen kunne blåse opp og isbjørnene gå på bakbenene og ha fine manerer. Aldri en liten lekefest med «munndask» og «slå på lappen». Aldri et bitte lite kaffeselskap med de hvite revefrøknene. Tomt, stort og kaldt var det i Snedronningens saler.

Nordlysene blussede saa nøiagtigt, at man kunde tælle sig til, naar de vare paa det Høieste, og naar de vare paa det Laveste.

Nordlysene blusset så punktlig at man kunne telle seg til når de var på det høyeste og når de var på det laveste.

Midt derinde i den tomme uendelige Sneesal var der en frossen Sø; den var revnet i tusinde Stykker, men hvert Stykke var saa akkurat ligt det andet, at det var et heelt Kunststykke; og midt paa den sad Sneedronningen, naar hun var hjemme, og saa sagde hun, at hun sad i Forstandens Speil, og at det var det eneste og bedste i denne Verden.

Midt inne der, i den tomme uendelige snesalen, var det en frossen sjø. Den var revnet i tusende stykker, men hvert stykke var så veldig likt det andre at det var et helt kunststykke. Og midt på den satt Snedronningen når hun var hjemme, og så sa hun at hun satt i forstandens speil, og at det var det største og beste i denne verden.

Lille Kay var ganske blaa af Kulde, ja næsten sort, men han mærkede det dog ikke, for hun havde jo kysset Kuldegyset af ham, og hans Hjerte var saa godt som en Iisklump.

Lille Kay var ganske blå av kulde, ja nesten sort, men han merket det dog ikke, for hun hadde jo kysset kuldegyset av ham, og hans hjerte var så godt som en isklump.

Han gik og slæbte paa nogle skarpe flade Iisstykker; som han lagde paa alle mulige Maader, for han vilde have noget ud deraf; det var ligesom naar vi andre have smaa Træplader og lægge disse i Figurer, der kaldes det chinesiske Spil.

Han gikk og slepte på noen skarpe flate isstykker som han la på alle mulige måter, for han ville få noe ut av det. Det var som når vi andre har små treplater og legger disse til figurer, det kalles «det kinesiske spill».

Kay gik ogsaa og lagde Figurer, de allerkunstigste, det var Forstands Iisspillet; for hans Øine vare Figurerne ganske udmærkede og af den allerhøieste Vigtighed; det gjorde det Glaskorn, der sad ham i Øiet! han lagde hele Figurer, der vare et skrevet Ord, men aldrig kunde han finde paa at lægge det Ord, som han just vilde, det Ord: Evigheden, og Sneedronningen havde sagt:

Kay gikk også og lagde figurer, de aller mest kunstneriske, det var forstandens isspill. For hans øyne var figurere ganske utmerket, og av den aller høyeste viktighet. Det var glasskornet som satt i øyet hans som gjorde det! Han lagde hele figurer som var et skrevet ord, men aldri kunne han få til å legge ut det ordet som han egentlig ville, ordet «evigheten», og Snedronningen hadde sagt:

»Kan Du udfinde mig den Figur, saa skal Du være Din egen Herre, og jeg forærer Dig hele Verden og et Par nye Skøiter.«

«Får du til å lage den figuren til meg, så skal du være din egen herre, og jeg forærer deg hele verden og et par nye skøyter.»

Men han kunde ikke.

Men han kunne ikke.

»Nu suser jeg bort til de varme Lande!« sagde Sneedronningen, »jeg vil hen og kige ned i de sorte Gryder!« — Det var de ildsprudende Bjerge, Ætna og Vesuv, som man kalder dem. — »Jeg skal hvidte dem lidt! det hører til; det gjør godt oven paa Citroner og Viindruer!«

«Nå suser jeg bort til de varme land!» sa Snedronningen. «Jeg vil hen og kikke ned i de sorte grytene!» — Det var de ildsprutende bergene, Ætna og Vesuv som man kaller dem. — «Jeg skal hvite dem litt! Det hører med. Det gjør godt oppå sitroner og vindruer!»

og saa fløi Sneedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange Mile store tomme Iissal og saae paa Iisstykkerne og tænkte og tænkte, saa det knagede i ham, ganske stiv og stille sad han, man skulde troe han var frosset ihjel.

Og så fløy Snedronningen, og Kay satt ganske alene i den mange mil store tomme issalen og så på isstykkene, og tenkte og tenkte så det knakte i ham, og ganske stiv og stille satt han, man skulle tro han var frosset i hjel.

Da var det, at den lille Gerda traadte ind i Slottet gjennem den store Port, der var skjærende Vinde; men hun læste en Aftenbøn, og da lagde Vindene sig, som de vilde sove, og hun traadte ind i de store, tomme kolde Sale — da saae hun Kay, hun kjendte ham, hun fløi ham om Halsen, holdt ham saa fast og raabte:

Da var det at den lille Gerda trådte inn i slottet, gjennom den store porten som var skjærende vinder. Men hun leste en aftenbønn, og da la vindene seg som om de skulle sove, og hun trådte inn i de store, tomme kalde salene — da så hun Kay, hun kjente ham, hun fløy om halsen på ham, holdt ham så fast, og ropte:

»Kay! søde lille Kay! saa har jeg da fundet Dig!«

«Kay! Søte lille Kay! Så har jeg da funnet deg!»

Men han sad ganske stille, stiv og kold; —

Men han satt ganske stille, stiv og kald. —

da græd den lille Gerda hede Taarer, de faldt paa hans Bryst, de trængte ind i hans Hjerte, de optøede Iisklumpen og fortærede den lille Speilstump derinde; han saae paa hende og hun sang Psalmen:

Da gråt den lille Gerda hete tårer, de falt på hans bryst, de trengte inn i hans hjerte, de opptinte isklumpen og fortærte den lille speilklumpen der inne. Han så på henne og hun sang salmen:

»Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale!«

«Rosene vokser i dale,
Der får vi Barn-Jesus i tale!»

Da brast Kay i Graad; han græd, saa Speilkornet trillede ud af Øinene, han kjendte hende og jublede:

Da brast Kay i gråt. Han gråt så speilkornet trillet ut av øynene, han kjente henne og jublet:

»Gerda! søde lille Gerda! — hvor har Du dog været saa længe? Og hvor har jeg været?«

«Gerda! Søte lille Gerda! — Hvor har du dog vært så lenge? Og hvor har jeg vært?»

Og han saae rundt om sig. »Hvor her er koldt! hvor her er tomt og stort!« og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og græd af Glæde;

Og han så rundt om seg. «Hvor kaldt det er her! Hvor tomt og stort det er her!» Og han holdt seg fast til Gerda, og hun lo og gråt av glede.

det var saa velsignet, at selv Iisstykkerne dandsede af Glæde rundtom og da de vare trætte og lagde sig, laae de netop i de Bogstaver, som Sneedronningen havde sagt, han skulde udfinde, saa var han sin egen Herre, og hun vilde give ham hele Verden og et Par nye Skøiter.

Det var så velsignet at selv isstykkene danset av glede rundt om, og da de var trette og la seg, lå de akkurat i de bokstavene som Snedronningen hadde sagt han skulle finne ut. Så var han sin egen herre, og hun ville gi ham hele verden og et par nye skøyter.

Og Gerda kyssede hans Kinder, og de bleve blomstrende; hun kyssede hans Øine, og de lyste som hendes, hun kyssede hans Hænder og Fødder, og han var sund og rask.

Og Gerda kysset hans kinn, og de blomstret. Hun kysset hans øyne, og de lyste som hennes, hun kysset hans hender og føtter, og han var sunn og rask.

Sneedronningen maatte gjerne komme hjem: hans Fribrev stod skrevet der med skinnende Iisstykker.

Snedronningen måtte gjerne komme hjem: Hans fribrev stod skrevet der med skinnende isstykker.

Og de toge hinanden i Hænderne og vandrede ud af det store Slot; de talte om Bedstemoder og om Roserne oppe paa Taget; og hvor de gik, laae Vindene ganske stille og Solen brød frem;

Og de tok hverandre i hendene og vandret ut av det store slottet. De talte om bestemor og om rosene oppe på taket. Og der de gikk lå vindene ganske stille og solen brøt frem.

og da de naaede Busken med de røde Bær, stod Rensdyret der og ventede; det havde en anden ung Reen med, hvis Iver var fuldt, og den gav de Smaa sin varme Mælk og kyssede dem paa Munden.

Og da de nådde busken med de røde bærene, stod reinsdyret der og ventet. Det hadde en annen ung rein med, som var full av iver, og den gav de små sin varme melk og kysset dem på munnen.

Saa bare de Kay og Gerda først til Finnekonen, hvor de varmede sig op i den hede Stue og fik Besked om Hjemreisen, saa til Lappekonen, der havde syet dem nye Klæder og gjort sin Slæde istand.

Så bar de Kay og Gerda først til finnekonen, hvor de varmet seg opp i den hete stuen og fikk råd om hjemreisen. Så til lappekonen som hadde sydd dem nye klær og gjort i stand sin slede.

Og Rensdyret og den unge Reen sprang ved Siden og fulgte med, lige til Landets Grændse, der tittede det første Grønne frem, der toge de Afsked med Rensdyret og med Lappekonen. »Farvel!« sagde de Allesammen.

Og reinsdyret og den unge reinen løp ved siden og fulgte med, helt til landets grense, hvor det første grønne tittet frem. Der tok de avskjed med reinsdyret og med lappekonen. «Farvel!» sa de alle sammen.

Og de første smaa Fugle begyndte at qviddre, Skoven havde grønne Knoppe, og ud fra den kom ridende paa en prægtig Hest, som Gerda kjendte (den havde været spændt for Guldkarreeten) en ung Pige med en skinnende rød Hue paa Hovedet og Pistoler foran sig;

Og de første små fuglene begynte å kvitre, skogen hadde grønne knopper, og ut fra den kom en ung pike ridende, på en prektig hest som Gerda kjente (den hadde vært spent for gullkaréten), med en skinnende rød lue på hodet og pistoler foran seg.

det var den lille Røverpige, som var kjed af at være hjemme og vilde nu først Nord paa og siden af en anden Kant, dersom hun ikke blev fornøiet.

Det var den lille røverpiken som var lei av å være hjemme, og ville nå først nordpå, og siden til en annen kant dersom hun ikke ble fornøyd.

Hun kjendte strax Gerda, og Gerda kjendte hende, det var en Glæde.

Hun kjente straks Gerda, og Gerda kjente henne, det var en glede.

»Du er en rar Fyr til at traske om!« sagde hun til lille Kay; »jeg gad vide, om Du fortjener, man løber til Verdens Ende for din Skyld!«

«Du er en underlig fyr å traske etter!» sa hun til lille Kay. «Jeg kan ikke vite om du fortjener at man løper til verdens ende for din skyld!»

Men Gerda klappede hende paa Kinden, og spurgte om Prinds og Prindsesse.

Men Gerda klappet henne på kinnet og spurte om prinsen og prinsessen.

»De ere reiste til fremmede Lande!« sagde Røverpigen.

«De har reist til fremmede land!» sa røverpiken.

»Men Kragen?« spurgte den lille Gerda.

«Men kråken?» spurte den lille Gerda.

»Ja Kragen er død!« svarede hun. »Den tamme Kjæreste er bleven Enke og gaaer med en Stump sort Uldgarn om Benet; hun klager sig ynkeligt og Vrøvl er det Hele! — Men fortæl mig nu, hvorledes det er gaaet Dig, og hvorledes Du fik fat paa ham!«

«Ja, kråken er død!» svarte hun. «Den tamme kjæresten har blitt enke og går med en stump sort ullgarn om nebbet. Hun klager seg ynkelig, og vrøvl er det hele! — Men fortell meg nå hvordan det har gått deg, og hvordan du fikk fatt på ham!»

Og Gerda og Kay fortalte begge to.

Og Gerda og Kay fortalte begge to.

»Og Snip-snap-snurre-basselurre!« sagde Røverpigen, tog dem begge to i Hænderne og lovede, at hvis hun engang kom igjennem deres By, saa vilde hun komme op at besøge dem,

«Og snipp-snapp-snurre-basselurre!» sa røverpiken, tok dem begge to i hendene, og lovet at hvis hun en gang kom igjennom deres by, så skulle hun komme opp å besøke dem.

og saa red hun ud i den vide Verden, men Kay og Gerda gik Haand i Haand, og som de gik, var det et deiligt Foraar med Blomster og Grønt; Kirkeklokkerne ringede, og de kjendte de høie Taarne, den store By, det var i den de boede, og de gik ind i den og hen til Bedstemoders Dør,

Og så red hun ut i den vide verden, men Kay og Gerda gikk hånd i hånd, og mens de gikk var det en deilig vår med blomster og grønt. Kirkeklokkene ringte, og de kjente igjen de høye tårnene, den store byen, det var i den de bodde.

op ad Trappen, ind i Stuen, hvor Alt stod paa samme Sted som før, og Uhret sagde: »dik! dik!« og Viseren dreiede; men idet de gik igjennem Døren, mærkede de, at de vare blevne voxne Mennesker.

Og de gikk inn i den og hen til bestemorens dør, oppover trappen, inn i stuen, hvor alt stod på samme sted som før, og uret sa «Tikk! Tikk!» og viseren dreide. Men idet de gikk gjennom døren merket de at de var blitt voksne mennesker.

Roserne fra Tagrenden blomstrede ind af de aabne Vinduer, og der stode de smaa Børnestole, og Kay og Gerda satte sig paa hver sin og holdt hinanden i Hænderne, de havde glemt som en tung Drøm den kolde tomme Herlighed hos Sneedronningen.

Rosene fra takrennen blomstret inn av de åpne vinduene, og der stod de små barnestolene, og Kay og Gerda satte seg på hver sin og holdt hverandre i hendene. De hadde glemt som en tung drøm den kalde tomme herligheten hos Snedronningen.

Bedstemoder sad i Guds klare Solskin og læste høit af Bibelen: »uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!«

Bestemor satt i Guds klare solskinn og leste høyt av bibelen: «Uten at dere blir som barn, kommer dere ikke i Guds rike!»

Og Kay og Gerda saae hinanden ind i Øiet, og de forstode paa eengang den gamle Psalme:

Og Kay og Gerda så hverandre inn i øynene, og de forsto på en gang den gamle salmen:

»Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale!«

«Rosene vokser i dale,
Der får vi Barn-Jesus i tale!»

Der sad de begge to Voxne og dog Børn, Børn i Hjertet, og det var Sommer, den varme, velsignede Sommer.

Der satt de begge to, voksne og allikevel barn, barn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.