WÄgiersko-duĆska dwujÄzyczna ksiÄ ĆŒka
Az Ăt Ă©s ErĂ©ny könyve
Piao Yu-suen
1
1
Az Ășt, mely szĂłba-foghatĂł,
nem az öröktĆl-valĂł;
a szĂł, mely rĂĄja-mondhatĂł,
nem az örök szó.
Ha neve nincs: ég s föld alapja;
ha neve van: minden dolgok anyja.
Ezért:
aki vĂĄgytalan,
a nagy titkot megfejtheti;
de ha vĂĄgya van,
csak a dolgokat szemlélheti.
E kettĆ mögött közös a forrĂĄs,
csupĂĄn nevĂŒk mĂĄs.
KözössĂ©gĂŒk: csoda,
s egyik csodåtól a måsik felé tårul
a nagy titok kapuja.
Det Tao, som kan defineres, er ikke det absolutte Tao.
Det navn, som kan udtales, er ikke det evige navn.
Det, som er uden navn, er fader til himmel og jord.
Det, som kan nĂŠvnes, er moder til alle ting.
Den, som ikke sĂžger, kan se det skjulte.
Den, som sĂžger, ser kun det synlige.
Disse to ting udspringer af samme kilde, men er forskellige af navn.
Tilsammen udgĂžr de mĂžrket,
MĂžrke inden i mĂžrke.
Porten til alle gÄder.
2
2
Mikor a szépet megismerik,
felbukkan a rĂșt is;
mikor a jĂłt megismerik,
felbukkan a rossz is.
LĂ©t Ă©s nemlĂ©t szĂŒli egymĂĄst,
nehéz és könnyƱ megalkotja egymåst,
hosszĂș Ă©s rövid alakĂtja egymĂĄst,
magas es mély kulcsolja egymåst,
sok hang összeolvasztja egymåst,
korĂĄbbi s kĂ©sĆbbi követi egymĂĄst.
Ezért a bölcs
sĂŒrgĂ©s nĂ©lkĂŒl mƱködik,
szĂł nĂ©lkĂŒl tanĂt,
nĂ©zi az ĂĄramlĂĄst Ă©s hagyja, nem erĆlködik,
alkot, de mƱvét nem birtokolja,
cselekszik, de nem ragaszkodik,
beteljesĂŒlt mƱvĂ©t nem fĂ©lti,
s mert magĂĄnak nem Ćrzi,
el se veszĂti.
Alle kan se, at det smukke er smukt, fordi der ogsÄ findes grimhed.
Alle ved, at det gode er godt, fordi der ogsÄ findes ondskab.
»At vÊre» og »ikke at vÊre» opstÄr pÄ samme tid.
Det svĂŠre og det lette definerer hinanden.
Det samme gĂžr langt og kort.
HĂžjt og lavt.
Lyd og stilhed.
Tid og rum.
Derfor gÄr den vise om uden at udrette noget og lÊrer uden ord.
Tingene kommer og gÄr uden ophÞr, de frembringer uden at besidde,
arbejder uden at krĂŠve lĂžn.
Arbejde udfĂžres og glemmes.
Derfor varer det evigt.
3
3
Ha nem emelik fel az okosakat,
a nép közt rend es béke fakad;
ha nem kell többé a ritka, dråga,
megszƱnik a nép kirablåsa;
ha nem a vĂĄgy uralkodik,
a nĂ©p szĂve megnyughatik.
Ezért a bölcs
a szĂvet kiĂŒrĂti,
a gyomrot teletölti,
a sĂłvĂĄrgĂĄst gyengĂti,
a csontot erĆsĂti,
hogy az emberek ne tudjanak, ne vĂĄgyjanak,
az okosak veszteg maradjanak.
A nem-sĂŒrgĂ©s ez
és rend és békesség lesz.
Ved ikke at ophÞje dygtige folk undgÄr man diskussion.
Ved ikke at se efter ophidsende ting undgÄr man uro i hjertet.
Den vise hersker derfor ved at tĂžmme sindet og fylde maven,
ved at slÊkke pÄ ambitionerne og styrke knoglerne.
Hvis folk mangler kundskab og behov,
vil de snedige ikke prÞve at »forbedre» dem.
Hvis intet ĂŠndres, vil alt vĂŠre godt.
4
4
Az Ășt ĂŒres,
de mƱködését abba sose hagyja.
Ăs mĂ©lysĂ©ges,
mindennek Ćsatyja.
Ălet tompĂtja,
görcseit oldja,
fĂ©nyĂ©t fakĂtja,
elvegyĂŒl porba.
Megfoghatatlan
és mégis van.
Ăn nem tudom, ki a szĂŒlĆje,
de vĂ©nebb, mint a tĂŒnemĂ©nyek Ćse.
Tao er en tom beholder.
Det fyldes, men bliver aldrig fuldt.
Et uendeligt dyb, kilde til alle ting.
Det afrunder det skarpe, lĂžser det knyttede,
dÊmper det skinnende og gÄr i ét med stÞvet.
Skjult i dybet, men evigt til stede.
Jeg ved ikke, hvorfra det stammer.
Det er ĂŠldre end tiden.
5
5
Az ég és föld nem emberi:
neki a dolgok, mint szalma-kutyĂĄk.
A bölcs ember sem emberi:
neki a lények, mint szalma-kutyåk.
Az ég és föld közötti tér,
akĂĄr a fujtatĂł,
ĂŒres Ă©s nem szakad be,
mozog Ă©s egyre több szĂĄll belĆle:
kell rĂĄ szĂł, ezernyi;
jobb némån befelé figyelni.
Himmel og jord kender ikke til forskelsbehandling.
De behandler alt og alle som legetĂžj.
Heller ikke den vise gĂžr forskel.
Han omfatter alt og alle med ĂŠrbĂždighed.
Rummet mellem himmel og jord er som en blĂŠsebĂŠlg.
Dens udseende skifter, men ikke formen.
Jo mere den bevĂŠger sig, jo mere udretter den.
Jo flere ord, man udgyder, jo mere taber man vejret.
Det er bedst at holde fast ved det centrale.
6
6
CsodĂĄlatos asszonynak hĂvjĂĄk:
Ć a völgy örök szelleme.
A csodĂĄlatos asszony kapuja
ég s föld gyökere.
VĂ©gtelenul munkĂĄlkodik,
nem fĂĄrad el sose.
Taos rige vĂŠld tĂžmmes aldrig.
Det er kvinden, urmoderen.
Hendes skjulte skĂžd er himlens og jordens port.
Det er som et slĂžr, der lige anes.
Brug det, det vil aldrig svigte!
7
7
Ărök az Ă©g Ă©s örök a föld.
Azért örök az ég s a föld,
mert nem önmagukért élnek,
ezĂ©rt nem fogy belĆlĂŒk az Ă©let.
ĂppĂgy a bölcs:
hĂĄtrahĂșzĂłdik, ezĂ©rt halad,
nem Ćrzi magĂĄt, ezĂ©rt megmarad.
Ăgy van:
sajåt érdeke nem Ʊzi sose,
ezĂ©rt teljesĂŒl sajĂĄt Ă©rdeke.
Himmel og jord er evige.
Hvorfor er himmel og jord evige?
De er ufĂždte, derfor lever de evigt.
Den vise holder sig tilbage og kommer sÄledes i fÞrste rÊkke.
Han tager ikke hensyn til sig selv og bliver derfor Ă©t med andre.
Fordi han er uden personlige interesser, nÄr han mÄlet uden modstand.
8
8
A legfĆbb jĂł a vĂzhez hasonlĂł:
mindennek hasznos, de nem harcos;
az alantasban is jelenlevĆ:
a vĂz az Ășt-hoz hasonlĂł.
Az élet a földet kövesse,
a sziv a bensĆ melyet kövesse,
a baråtsåg az emberit kövesse,
a beszéd a valót kövesse,
az uralom a rendet kövesse,
a szolgĂĄlat a lehetĆt kövesse,
a tett a kellĆ idĆt kövesse.
Ha kĂ©szsĂ©ges, de nem erĆszakos:
nem kĂ©l zĂșgolĂłdĂĄs semerre.
Det hĂžjeste gode er som vand.
Vand giver liv til alt og sĂžger dog ikke opad.
Det udfylder de lave steder, som mennesker undgÄr.
Derfor er det som Tao.
I din bolig, hold dig ved jorden.
I dine tanker, trĂŠng dybt ind i sindet.
I samvĂŠr, vĂŠr venlig og mild.
I tale, vĂŠr oprigtig.
I afgĂžrelser, vĂŠr retfĂŠrdig.
i forretninger, vĂŠr dygtig.
I handling â afvent det rette Ăžjeblik.
Den, der ikke gÄr imod, undgÄr modgang.
9
9
Aki tölt szĂnĂŒltig:
jobb, ha elĆbb abbahagyja.
Aki tĂșl-Ă©lesre fen:
Ă©lĂ©t hamar kicsorbĂtja.
Arannyal, Ă©kkĆvel teli kamra:
megĆrizni senkise bĂrja.
Kincs, gĆg, rang egyszerre:
mekkora szerencsétlenség!
Alkotni, adni, majd visszavonulni:
ez az égi bölcsesség.
Det er bedre at stoppe, fĂžr buen er helt spĂŠndt.
SkĂŠrpes bladet for ofte, bliver det lettere slĂžvt.
Et lager af guld og jade kan ingen bevogte.
SĂžg rigdom og hĂŠder, og ulykke vil fĂžlge.
TrÊk dig tilbage, nÄr arbejdet er udfÞrt.
SÄledes gÞr stjernerne og planeterne pÄ himlen.
10
10
Aki teste-lelke egysĂ©gĂ©t megĆrzi,
azt a kétség nem bontja meg.
Aki termĂ©szetĂ©t szelĂddĂ© sĂmĂtja,
egyszerƱ, mint az ĂșjszĂŒlött gyerek.
Aki lĂĄtĂĄsĂĄt megtisztĂtja,
elkerĂŒli a tĂ©vedĂ©seket.
A nép megnyerése, orszåg kormånyzåsa
nem kĂvĂĄn tudĂłs elmĂ©letet.
Ăg s föld kapui nyĂlnak-csukĂłdnak,
nyugalmasak és békességesek.
E tudĂĄsbĂłl kibontakozik
a sĂŒrgĂ©s-nĂ©lkĂŒli cselekedet.
MegszĂŒlni Ă©s felnevelni,
lĂ©trehozni Ă©s nem kĂvĂĄnni,
megalkotni Ă©s nem birtokolni,
hatalmaskodĂĄs nĂ©lkĂŒl vezetni:
ezt kell a legnagyobb jĂłnak nevezni.
Ved at gÄ op i universet, kan du da undgÄ oplÞsning?
Ved at vĂŠre fuldt bevidst og helt optaget, kan du da blive som et lille barn?
Ved at rense og lutre sindets dyb, kan du da blive fri for fejl?
NÄr du elsker og leder folket, kan du da undgÄ at Êndre naturen?
NĂ„r himlens porte Ă„bnes og lukkes, kan du da indtage en kvindes stilling?
Ved at opfatte og vĂŠre for alle ting, kan du da undlade at gĂžre noget?
At skabe og fostre,
at frembringe uden at erhverve,
at arbejde uden at forlange lĂžn,
at have indflydelse uden at bruge magt,
det er at leve i overensstemmelse med livets inderste hemmelighed.
11
11
Harminc kĂŒllĆ kerĂt egy kerĂ©kagyat,
de köztĂŒk ĂŒressĂ©g rejlik:
a kerék ezért hasznålható.
Agyagból formåljåk az edényt,
de benne ĂŒressĂ©g rejlik:
az edény ezért hasznålható.
A hĂĄzon ajtĂłt-ablakot nyitnak,
mert belĂŒl ĂŒressĂ©g rejlik:
a håz ezért hasznålható.
Ăgy hasznos a lĂ©tezĆ
Ă©s hasznot-adĂł a nemlĂ©tezĆ.
Tredive eger forenes i hjulets nav;
det er hullet i navet, der gĂžr hjulet nyttigt.
Man former et kar af ler;
det er tomrummet indeni, der gĂžr det nyttigt.
Man hugger dĂžre og vinduer til et hus;
det er hullerne, der gĂžr det nyttigt.
Udbytte fÄr man altsÄ af det, som er der,
nytte af det, som ikke er der.
12
12
LĂĄtĂĄst az öt szĂn tompĂt,
hallĂĄst az öt hang tompĂt,
ĂzlĂ©st az öt Ăz tompĂt,
a vĂĄgtatĂĄs, vadĂĄszat megbolondĂt,
a nehezen elĂ©rhetĆ mind bƱnbe lĂłdĂt.
Ezért a bölcs
nem a szemét, inkåbb a gyområt tömi,
neki nem a tåvoli kell, hanem a közeli.
Farverne blĂŠnder Ăžjet.
Tonerne dĂžver Ăžret.
Smagsstofferne fordĂŠrver gaflen.
VĂŠddelĂžb og jagt gĂžr sindet vildt.
Kostbarheder leder et menneske pÄ vildspor.
Derfor ledes den vise af sindet, ikke af synet.
Han slipper dette og fastholder hint.
13
13
DicsĆsĂ©g, szĂ©gyen: egyforma fĂ©lelem.
A rang: az Ă©let legnagyobb csapĂĄsa.
DicsĆsĂ©g, szĂ©gyen: mĂ©rt csak fĂ©lelem?
Mert a dicsĆsĂ©get a közemberek
szorongva nyerik el,
szorongva vesztik el.
A dicsĆsĂ©g is, szĂ©gyen is, csak puszta fĂ©lelem.
A rang mért az élet csapåsa?
Mert legnagyobb csapĂĄs
az önszeretet.
Ha nincs bennem önszeretet,
ugyan mi bajom lehet?
Ezért:
a vilĂĄgĂ©rt Ă©lĆ kivĂĄlĂłsĂĄgra
bĂzhatĂł a vilĂĄg;
Ă©s a vilĂĄgĂ©rt Ă©lĆ jĂłsĂĄgra
Ă©pĂthet a vilĂĄg.
Find dig villigt i det uundgÄelige.
Find dig i det nĂždvendige som menneskets lod.
Hvad menes med at âfinde sig villigt i det uundgĂ„eligeâ?
Find dig i at vĂŠre uden betydning.
VĂŠr ligeglad med tab og gevinst.
Det kaldes at âfinde sig villigt i det uundgĂ„eligeâ.
Hvad menes med at âfinde sig i det nĂždvendige som menneskets lodâ?
Det nĂždvendige er et udslag af kroppens eksistens.
Uden krop, hvordan skulle man da kunne fĂžle det nĂždvendige?
Overgiv dig villigt.
SĂ„ kan du sĂŠttes til at styre universet.
Elsk verden som dit eget indre,
sÄ kan du tillidsfuldt drage omsorg for alt.
14
14
Rånézek, de nem låtom,
ezért neve: nem låtható.
Hallgatom, de nem hallom,
ezért neve: nem hallható.
MegragadnĂĄm, de meg nem foghatom,
ezért neve: a legparånyibb.
E hĂĄrom titok
egységbe olvad.
FelszĂne sem vilĂĄgos,
alapja sem homĂĄlyos,
végtelen, névtelen,
visszavezet a nemlĂ©tbe szĂŒntelen.
Neve: formĂĄtlan forma,
tĂĄrgy-nĂ©lkĂŒli kĂ©p,
neve: a sötét.
Szembetérek s nem låtom arcåt,
követem és nem låtom håtåt.
Az Ćskor ĂștjĂĄt birtokolva
s a jelenkort ĂĄltala megragadva
rålåtni mindennek eredetére:
ez az Ășt vezetĆ-fƱzĂ©re.
Se! Det kan ikke ses â det er uden form.
Lyt! Det kan ikke hĂžres â det er lydlĂžst.
Grib! Det kan ikke fattes â det er ubegribeligt.
Disse tre foreteelser kan ikke afgrĂŠnses,
derfor forenes de som udtryk for det ene.
Oppefra er det ikke klart.
Nedefra er det ikke dunkelt.
En ubrudt trÄd, som ikke kan beskrives.
Det vender tilbage til det, som ikke er.
Det er formen for det formlĂžse, en Ă„benbaring at det, som ikke kan Ă„benbares,
det kaldes uendeligt og ufatteligt.
NĂ„r vi mĂžder det, er det uden begyndelse.
NĂ„r vi fĂžlger det, er det uden ende.
FĂžlg det urgamle Tao.
BevĂŠg dig i overensstemmelse med det vĂŠrende.
At kende den gamle begyndelse er Taos vĂŠsen.
15
15
Hajdan az ihletettek
ismertĂ©k a rejtĆzĆt Ă©s rejtettet,
de Ćket mĂ©lyĂŒkig nem ismerte senki.
Mert nem lehetett Ćket megismerni,
a kép róluk csak ennyi:
mint tĂ©li folyĂłn ĂĄtkelĆk, vigyĂĄztak,
mint szomszĂ©daiktĂłl fĂ©lĆk, figyeltek,
mint a vendégek, tartózkodtak,
mint olvadó jégen, óvakodtak,
mint a rönk-fa, egyszerƱek voltak,
mint a völgykatlan, mélységesek voltak,
mint a homĂĄly, ĂĄt nem derengtek.
Nyugalmukat bizton Ćrizve
formĂĄltĂĄk a szennyesbĆl tisztĂĄt.
Az örök åramlåssal békességben,
ismerték az élet nyitjåt.
Az Ășton jĂĄrtak, mĂ©rtĂ©k nĂ©lkĂŒl nem vĂĄgyakoztak,
s mert mohĂłk sose voltak,
megelĂ©gedtek a lĂ©tezĆvel Ă©s Ășjat nem alkottak.
De gamle mestre var Ändrige, gÄdefulde, dybsindige, fintfÞlende.
Dybden at deres kundskab kan ikke loddes.
Fordi den var uden bund.
Derfor vil jeg forsĂžge at skildre dem.
De var forsigtige som den, der ved vintertid krydser en flod.
De var ÄrvÄgne som den, der er pÄ vagt mod fare.
De var opmÊrksomme som gÊsten pÄ besÞg.
De var eftergivende som isen, der er ved at smelte.
De var simple som utilhugget ved.
De var hule som huler.
De var uigennemsigtige som dyndet vand.
Hvem kan vente roligt, til dyndet synker til bunds?
Hvem kan vente roligt, indtil uroen opstÄr?
De, der fĂžlger Tao, sĂžger ikke opfyldelse.
De, der ikke sĂžger opfyldelse, drives ikke af behov for forandring.
16
16
Ahol megvalĂłsul a teljes ĂŒressĂ©g,
ott a nyugalom tisztĂĄn megmarad,
minden növekszik a maga rendjén,
az örök åramlåsban körbe-halad.
Minden virul, terem,
s a kezdethez visszatĂ©r szĂŒntelen.
A kezdethez visszatérés: a béke.
A béke: az élet visszatérte.
Az élet visszatérte: ållandósåg.
Az ĂĄllandĂłsĂĄg tudĂĄsa: vilĂĄgossĂĄg.
Az ållandósåg nem-tudåsa: vaksåg, zƱrzavar.
Aki az ållandót ismeri, bölcs lesz,
aki bölcs lett, igazsågos lesz,
aki igazsĂĄgos lett, kirĂĄly lesz,
a kiråly az eget követi,
az ég az utat követi,
az Ășt örökkĂ©valĂł,
és minden rendjén-való.
TÞm dig selv for alt, sÄ vil sindet finde fred.
Alle ting opstÄr og forgÄr, og selvet ser, hvordan de vender tilbage.
De vokser og blomstrer og vender tilbage til deres rod.
Den, der vender tilbage til sin rod, finder fred.
Det er naturens mÄl.
Naturen ĂŠndrer ikke retning.
At kende det evige er at have indsigt.
Ikke at kende det evige fĂžrer til ulykke.
At kende det evige gĂžr sindet Ă„bent.
Et Ă„bent sind gĂžr hjertet Ă„bent.
Med Ă„bent hjerte vil man handle som en konge.
Som konge vil man nÄ det guddommelige.
Som guddommelig er man Ă©t med Tao.
Den, der er Ă©t med Tao, er evig.
Og selv om legemet oplĂžses,
vil Tao aldrig forgÄ.
17
17
A kicsinyek tudtĂĄk, hogy vannak nagyok.
Szerették, felemelték,
aztån rettegték,
vĂ©gĂŒl megvetettĂ©k.
Aki hƱtlen,
hĂvet nem lel.
De ha ĂgĂ©rete szerint cselekszik,
munkĂĄja sikerĂŒl, Ă©rdeme növekszik,
és a nép azt mondja råja:
âA termĂ©szet ĂștjĂĄt jĂĄrja.â
Det allerhĂžjestes eksistens anes nĂŠppe af mennesker.
Det nĂŠsthĂžjeste er det, de kender og elsker.
Derunder findes det, som frygtes.
Lavest stÄr det, der foragtes.
Den, der ikke viser tillid, vil man ikke stole pÄ.
NĂ„r handlinger udfĂžres uden unĂždig opmĂŠrksomhed,
vil folket sige: âVi gjorde det!â
18
18
Mikor a nagy utat semmibe dobtĂĄk,
megjelent az erkölcs és méltånyossåg.
Mikor kezdĆdött az okoskodĂĄs,
megjelent a nagy hazudozĂĄs.
Mikor a hat rokon összeveszett,
megjelent a gyermeki tisztelet Ă©s szĂŒlĆi szeretet.
Mikor zavaros az orszĂĄg,
megjelennek a hƱséges szolgåk.
NĂ„r det store Tao glemmes, opstĂ„r ânĂŠstekĂŠrlighedâ og âpligtâ.
NĂ„r klogskab og intelligens dukker frem, begynder det store hykleri.
NĂ„r slĂŠgtens sammenhold svĂŠkkes,
opstĂ„r âsĂžnlig hengivenhedâ og âforĂŠldrekĂŠrlighedâ.
NĂ„r landet er i oplĂžsning og kaos, trĂŠder âtrofaste tjenereâ frem.
19
19
Ha eldobjĂĄk az okossĂĄgot, a tudĂłssĂĄgot,
akkor lesz a nép szåzszor åldott.
Ha eldobjåk az erkölcsöt, a méltånyossågot,
gyermeki tisztelet, szĂŒlĆi szeretet vezeti a sokasĂĄgot.
Ha megszĂŒntetik a ravaszsĂĄgot, a hasznossĂĄgot,
nem lesznek többé tolvajok, betyårok.
Hårom jele a kevés-bölcsességnek.
Mutassåk meg az ember-népnek
az egyszerƱséget, az épséget,
hogy az önzésnek, az epedésnek vessenek féket.
Opgiv begavelse, lad klogskab fare.
Det vil vĂŠre hundrede gange bedre for alle.
Giv afkald pĂ„ ânĂŠstekĂŠrlighedâ og âpligtâ,
sÄ vil alle atter fÞle sig ansvarlige for alle.
Opgiv ambitioner, giv afkald pÄ udbytte, sÄ vil rÞvere og tyve forsvinde.
Det er ikke tilstrĂŠkkeligt med ydre former.
Det er vigtigere at se det ĂŠgte,
at leve i overensstemmelse med sin natur,
at opgive tanken pÄ sig selv
og holde begĂŠret i tĂžmme.
20
20
Hagyd el a tanultsĂĄgod
Ă©s meg nem bĂĄnod.
IgĂ©ret Ă©s ĂgĂ©rgetĂ©s:
mi kĂŒlönbsĂ©g?
JĂł Ă©s rossz:
mily kĂŒlönbsĂ©g!
De amitĆl mindenki retten,
azt nem vethetjĂŒk fĂ©lre bĂŒntetlen.
Ă, zƱr!
MĂ©g minden rendezetlen!
Ăm az emberek ragyognak folyton,
mint ĂŒnnepi lakomĂĄn,
vagy tavasz-érkezéskor a tornyon.
EgyedĂŒl Ă©n vagyok nyugodt,
nem ållok a fénybe,
akår a még vilågra-nem-hozott.
Forgok az ĂĄramlĂĄsban,
nem lel szilĂĄrd helyet a lĂĄbam;
mindenkinek van bĆviben,
csupĂĄn nekem nincs semmi sem:
lĂĄm, bolond szĂv jutott nekem!
Ă, zƱrzavar!
A közönséges emberek ragyognak,
homĂĄlyban Ă©n vagyok csak;
a közönsĂ©ges emberek mind szemfĂŒlesek,
közönyös én vagyok csak.
ĂrvĂ©nylĆ tenger ragad magĂĄval,
sodrĂłdom, nincs megĂĄllĂĄsom.
Mindenkinek megvan a dolga,
bolondnak, durvĂĄnak csak Ă©n mutatkozom.
EgyedĂŒl Ă©n vagyok mĂĄs, mint az emberek,
mert az Ćs-forrĂĄsbĂłl tĂĄplĂĄlkozom.
Afskaf al lĂŠrdom, og du vil vĂŠre fri for bekymringer.
Er der forskel pÄ ja og nej?
Er der forskel pÄ godt og ondt?
Skal jeg respektere, hvad andre respekterer?
Det er tÄbeligt!
Nogle er optaget af den store offerfest.
Om forÄret gÄr nogle tur i parken og kravler op i tÄrnet.
Jeg alene driver omkring uden at vide, hvor jeg er.
Jeg er som et lille barn, der endnu ikke kan smile.
Jeg alene er uden noget hjem.
Andre har mere, end de behĂžver; jeg alene har intet.
Hvor tÄbelig er jeg ikke!
Hvor enfoldig!
Andre glimrer ved klĂžgt, jeg alene lever formĂžrkelse.
Andre er vÄgne og dygtige, jeg alene er slÞv og dum.
Jeg er som havet, jeg bÞlges af sted, uden mÄl og med, som den rastlÞse vind.
Andre har noget at udrette, jeg alene er ubrugelig og til besvĂŠr.
Jeg alene er ikke som de andre, fordi jeg ĂŠrer og nĂŠres af den store moder.
21
21
A hatalmas erény våltozatai
az utat követik.
Az Ășt magĂĄban-vĂ©ve
årny és köd.
Köd és årny,
hol képek rejlenek.
Ărny Ă©s köd,
hol dolgok rejlenek.
Mélység, köd,
hol magvak rejlenek.
LĂĄtuk: valĂłsĂĄg,
belĂŒk: igazsĂĄg.
ĂskortĂłl mĂĄig
nem kallĂłdott el a neve:
ĂĄltala megnevezhetĆ mindennek kezdete.
Mindennek kezdetét mint tudhatom?
CsupĂĄn vele.
Den stĂžrste dyd er at fĂžlge Tao og kun Tao.
Tao er urĂžrligt og uransageligt.
Det er urĂžrligt og uransageligt, og dog rummer det forbilleder til alt.
Det er urĂžrligt og uransageligt, og dog rummer det alle former.
Det er dybt og dunkelt, og dog indeholder det det vĂŠsentlige.
Dette vĂŠsentlige er virkeligt, det svigter aldrig.
Fra begyndelsen og til nu har dets navn levet.
Hele universet kan udledes at dette.
Hvorledes ved jeg, det er ophav til alt?
PĂ„ grund af Tao!
22
22
A hiĂĄnyos kikerekĂŒl,
a görbe kiegyenesĂŒl,
az ĂŒres megtelik,
az elvĂ©nhedt ĂșjjĂĄalakul,
a kevés megsokasul,
a sok megzavar.
Ezért a bölcs
az egy-egészet óvja:
Ć a vilĂĄg pĂ©ldĂĄja.
Nem åll a fénybe,
ezért fényes,
magĂĄt nem hirdeti,
ezĂ©rt hĂres,
magĂĄt nem dĂcsĂ©ri,
ezĂ©rt dicsĆ,
magĂĄt nem kĂnĂĄlja,
ezĂ©rt vezetĆ.
Nem indul kĂŒzdelembe,
ezĂ©rt senkise gyĆz felette.
A régiek megmondottåk:
A hiĂĄnyos kikerekĂŒl.
Nem holmi ĂŒres szĂł.
Az igazi, a teljes: minden fölĂ© terĂŒl.
VĂŠr ufuldkommen, og du kan blive fuldkommen.
VÊr krum, og du er pÄ rette vej.
VĂŠr tom, og du kan blive fyldt.
VĂŠr slidt, og du kan blive fornyet.
Hav lidet, og du kan fÄ meget.
Hav meget, og du vil blive bedraget.
Derfor holder den vise sig til det ene og bliver et forbillede for alle.
Han er ikke prangende, derfor lĂŠgger man mĂŠrke til ham.
Han er ikke selvoptaget, derfor udmĂŠrker han sig.
Han praler ikke, derfor respekteres han.
Han er ikke hovmodig, derfor rager han frem.
Han strides ikke med andre, derfor strides ingen med ham.
Derfor sagde de gamle:
Kun det ufuldkomne kan blive fuld kom ment.
Er det et tomt ord?
VĂŠr i sandhed fuldkommen, og alle ting vil komme til dig.
23
23
A keves szó, mint a természet:
az erĆs szĂ©l nem fĂșj egy reggelen ĂĄt,
a zåpor nem tart egész napon åt.
KĂŒldĆje:
ég s föld.
Nem alkot maradandót az ég s föld,
mĂ©g-Ășgy-sem az ember.
Ezért
az Ășt-on jĂĄrjon az ember,
akkor közös az Ășt-tal,
az erényes közös az erénnyel,
a vesztĆ közös a vesztesĂ©ggel.
Aki közös az Ășt-tal,
az Ășt-at elnyeri.
Aki közös az erénnyel,
az erényt elnyeri.
Aki közös a veszteséggel,
a vesztettet elnyeri.
S aki kétségben imbolyog,
annak szavĂĄt senkise hiszi.
Det er naturligt kun at sige lidt.
En hvirvelstorm vil ikke vare ved til nĂŠste dag,
et skybrud vil ikke vare dagen ud.
Det er himlen og jorden, der frembringer disse ting.
Og hvis himlen og jorden ikke kan blive ved,
hvordan skulle det da vĂŠre muligt for et menneske?
Den, som fĂžlger Tao, er Ă©t med Tao.
Den, som er dydig, bliver Ă©t med dyden.
Den, som farer vild, fĂžler sig fortabt.
Den, som er Ă©t med Tao, vil Tao fylde med glĂŠde.
Den, som er Ă©t med dyden, hos ham vil dyden tage varigt ophold.
Den, som er ét med vildfarelsen, vil vildfarelsen yderligere lede pÄ vildspor.
Den, som ikke viser tilstrĂŠkkelig troskab, vil ikke mĂžde tillid.
24
24
A lĂĄbujjhegyre ĂĄgaskodĂł
nem ĂĄll sokĂĄig,
a nagy léptekkel rohanó
nem megy sokĂĄig,
a fénybe-ålló
nem lesz fényes,
a magĂĄt-hirdetĆ
nem lesz hĂres,
a magĂĄt-dĂcsĂ©rĆ
nem lesz dicsĆ,
a magĂĄt-kĂnĂĄlĂł
nem lesz vezetĆ.
Ezek az Ășton:
rohadék, hulladék,
utĂĄlkozva elkerĂŒlik,
az Ășt-on jĂĄrĂł rĂĄ se lĂ©p.
Den, som stÄr pÄ tÊerne, kan ikke holde balancen.
Den, som gÄr med skrÊvende ben, kan ikke komme frem.
Den, som fĂžrer sig frem, vil ikke blive oplyst.
Den selvretfĂŠrdige vil ikke blive respekteret.
Den, som praler, udretter intet.
Den, som maser sig frem, er ikke fremtrĂŠdende.
IfĂžlge dem, der fĂžlger Tao, er disse âoverflĂždig fĂžde og unĂždvendig bagageâ.
De bringer ikke lykke.
Derfor undgÄs de af dem, der fÞlger Tao.
25
25
Ăme az Ćs-zƱrbĆl keletkezett,
az Ă©g Ă©s föld elĆtt szĂŒletett:
mily bĂ©kĂ©s, mily ĂŒres!
MagĂĄban van, nem vĂĄltozik,
zavartalan mindenĂŒtt mƱködik.
Ă az Ă©g-alattinak anyja.
Nevét nem ismerem,
kisebb nevĂ©n Ășt-nak mondom,
elmém szerint nagynak mondom,
a nagyot tĂĄvolodĂłnak mondom,
a tĂĄvolodĂłt eltƱnĆnek mondom,
az eltƱnĆt visszatĂ©rĆnek mondom.
Ezért
nagy az Ășt,
az Ă©g,
a föld
s a kirĂĄly.
A vilågon négy nagy létezik
s a kirĂĄly köztĂŒk az egyik.
Az ember a földet követi,
a föld az eget követi,
az Ă©g az Ășt-at követi,
az Ășt önnön rendjĂ©t követi.
Noget forunderligt fortĂŠttede sig,
fĂždt fĂžr himmel og jord,
i stilheden og det tomme rum,
eksisterende af sig selv og uforanderligt,
til stede overalt og i bevĂŠgelse.
Det mÄ anses for moder til universet.
Jeg kender ikke dets navn.
Jeg kalder det Tao.
Af mangel pÄ et bedre ord kalder jeg det uendeligt.
Da det er uendeligt, er det konstant i bĂžlgende bevĂŠgelse.
Det bĂžlger bort i det uendelige, og bĂžlgebevĂŠgelsen vender tilbage.
Derfor sagde de gamle:
Tao er mĂŠgtigt,
himlen er mĂŠgtig,
jorden er mĂŠgtig,
kongen er ogsÄ mÊgtig.
Disse er universets fire store magter, og kongen er en af dem.
Menneskets lov er jorden,
jordens lov er himlen,
himlens lov er Tao.
Taos lov er Tao.
26
26
A nehéz a könnyƱ alapja,
a nyugalom a mozgĂĄs apja.
Ezért a bölcs
naphosszat munkĂĄlkodva,
szekere terhét el nem hagyja.
Ragyogót nem remél,
teljes békében, veszteg él.
Aki tĂzezer szekĂ©r gazdĂĄja,
néz a vilågba, nem låt önmagåba.
Aki könnyelmƱ, elveszti alapjåt,
aki nyugtalan, elveszti apjĂĄt.
Det tunge er roden til det lette, stilheden roden til bevĂŠgelse.
Derfor slipper den vise under sin rejse aldrig synet af det, han selv medbringer.
Selv om der er smukke ting at kaste blikket pÄ, forbliver han uberÞrt og rolig.
Hvorfor skulle en herre over mange vogne rive sig lĂžs fra sin plads i den store helhed?
Ved at rive sig lÞs blive man rodlÞs, ved at vÊre utÄlmodig mister man sin faste plads
27
27
Az Ăłvatos vĂĄndor nem hagy lĂĄbnyomot;
a gondos-beszédƱ nem kelt haragot;
jĂł szĂĄmolĂłnak nem kell tĂĄbla;
ki ajtĂłt zĂĄrni tud, zĂĄr nĂ©lkĂŒl is bezĂĄrja,
hogy ki nem nyitjĂĄk;
ki csomĂłt kötni tud, kötĂ©l nĂ©lkĂŒl is megköti,
ki nem bogozzĂĄk.
Ezért a bölcs
vigyĂĄz az emberekre,
senkit meg nem vetve;
ĂŒgyel a lĂ©tezĆkre,
semmit el nem vetve.
Ez a kétszeres vilågossåg.
A jĂł a rossznak tanĂtĂłja,
a rossz a jĂłnak tĂĄmasztĂłja.
Ha nem becsĂŒlik tanĂtĂłikat,
ha nem szeretik tĂĄmasztĂłikat:
olyan a legbölcsebb, mint a legvakabb.
Ăme a legmĂ©lyebb Ă©s legsĂșlyosabb.
En god vandrer efterlader ingen spor.
En god taler gentager ikke sig selv.
En god regner behĂžver ingen tabeller.
En god dÞr behÞver ingen lÄs, alligevel kan ingen Äbne den.
En god binding behĂžver ingen knuder, alligevel kan ingen lĂžse den op.
SĂ„ledes tager den vise vare om sine medmennesker.
Han lader ingen i stikken.
Han drager omsorg for alt og alle og undlader intet.
Hvad er en god mand?
En dÄrlig mands lÊrer.
Hvad er en dÄrlig mand?
En god mands ansvar.
Hvis lĂŠreren ikke respekteres, og eleven ikke tilgodeses,
vil forblindelse opstÄ, hvor viis du end er.
Dette er mysteriets kerne.
28
28
Aki tudja férfi-hatalmåt,
mĂ©gis Ćrzi nĆ-lĂĄgysĂĄgĂĄt:
hegyi-Ă©r a vilĂĄgon,
az erény-t el nem vesztette,
csecsemĆ marad örökre.
Aki tudja fehérségét,
mĂ©gis Ćrzi feketesĂ©gĂ©t:
példa a vilågon.
Aki példa a vilågon,
az erĂ©ny-nyel összeillĆ,
ĂĄllandĂłhoz visszatĂ©rĆ.
Aki tudja dicsĆsĂ©gĂ©t,
mĂ©gis Ćrzi rejtettsĂ©gĂ©t:
völgy a vilågon.
Aki völgy a vilågon,
erény-ben lesz tökéletes,
egyszerƱ és természetes.
A termĂ©szetes elhal: eszköz lesz, erĆ,
a bölcs él vele,
Ăgy lesz vezetĆ;
ezért:
a rendhez nem kell a had ereje.
Glem ikke manddommens styrke, men bevar dog kvindens blidhed!
SĂ„ vil du blive som en flod, hvori alt strĂžmmer.
Den, der bliver som en altomfattende strĂžm, bliver uadskillelig fra den evige dyd.
Kend det lyse, men forbliv i mĂžrke!
SĂ„ vil du blive et forbillede for verden.
Den, der er et forbillede for verden, altid urokkelig og fast,
vender tilbage til det oprindelige.
Kend ĂŠrens tegn, men forbliv beskeden!
Da vil du blive som en dal, der rummer alt.
Som en dal, der rummer alt, altid fast og uudtĂžmmelig,
vil du vende tilbage til naturens form.
NĂ„r den naturlige form bearbejdes, bliver den brugbar.
NĂ„r den vise bruger den, bliver han fĂžrer for alle.
Derfor sagde de gamle: En stor trĂŠskĂŠrer skĂŠrer kun lidet.
29
29
Aki erĆszakkal birodalmat foglal,
kudarcot vall: ez a tapasztalat.
Az Ă©g-alatti, mint csodĂĄlatos urna:
sérteni nem szabad,
aki Ă©rinti, sem Ă©rinti,
aki megfogja, elveszĂti.
Ezért mindennek rendje-sorja:
halad egyik, követi måsik,
virul egyik, hervad mĂĄsik,
erĆsĂŒl egyik, gyengĂŒl mĂĄsik,
keletkezik egyik, elenyész måsik.
Ezért a bölcs
kerĂŒli a tĂșlĂĄradĂłt,
kerĂŒli a hĂvalkodĂłt,
kerĂŒli a kĂĄprĂĄztatĂłt.
Tror du, at man kan vinde herredĂžmmet over universet ved at forbedre det?
Jeg tror ikke, det lader sig gĂžre.
Universet er helligt.
Man kan ikke forbedre det.
Hvis man prĂžver at ĂŠndre det, vil man ĂždelĂŠgge det.
Hvis man prÞver at fÄ hold pÄ det, vil man tabe det
For snart gÄr det frem, snart tilbage; snart blÊser det varmt, snart koldt; snart bliver man styrket, snart svÊkket.
Snart gÄr det op, snart ned.
Derfor undgÄr den vise udskejelser, Þdselhed og selvhÊvdelse.
30
30
Aki az Ășt-on jĂĄrva urĂĄt szolgĂĄlja,
nem igĂĄz le orszĂĄgokat hadsereggel,
hiszen Ćellene is fordul a dĂĄrda.
Hol had vonult,
tövis lepi a rétet,
nagy harc utĂĄn
jönnek ĂnsĂ©ges Ă©vek
az eszes: gyĆz Ă©s megtorpan,
nem tobzĂłdik a diadalban,
gyĆz Ă©s nem magasodik,
gyĆz Ă©s nem cifrĂĄlkodik,
gyĆz Ă©s nem kevĂ©lykedik,
gyĆz, mert gyĆzni kĂ©nyszerĂttetik,
gyĆz, de sohasem erĆszakoskodik.
Olykor a lények mår ifjan vének,
ellene szegĂŒlnek az Ășt rendjĂ©nek,
s ha Ăgy van: korĂĄn sĂrba tĂ©rnek.
NÄr du rÄder en konge efter Taos principper,
rÄd ham da ikke til at bruge magt mod universet.
Det vil kun fremkalde modstand.
Torne og tidsler vokser frem, hvor hĂŠre er draget forbi.
Hunger-Ă„r fĂžlger efter hĂŠrtog.
GÞr kun, hvad der mÄ gÞres.
Udnyt ikke overmagt.
OpnÄ resultater, men pral ikke af dem.
OpnÄ resultater, men triumfér ikke.
OpnÄ resultater, men vÊr ikke stolt.
OpnÄ resultater, fordi det er naturens lov.
OpnÄ resultater, men uden vold.
Voldsom kraft efterfÞlges af mangel pÄ styrke.
Det er ikke Taos vej.
Det, som gÄr imod Tao, dÞr snart.
31
31
A legszebb hadsereg is a csapås eszköze,
mindenféle gyƱlöletes,
az Ășt-on jĂĄrĂł nem Ă©l vele.
A nemesnek békében balról a helye,
hĂĄborĂșban jobbrĂłl a helye.
A had a csapåsnak eszköze,
nem a nemesnek eszköze;
ha rĂĄkĂ©nyszerĂŒl, csak akkor Ă©l vele,
a bĂ©ke az Ć ereje.
GyĆz Ă©s nem kevĂ©lykedik.
Aki gyĆzteskĂ©nt elĆre-nyomul,
az ember-irtĂĄsnak örĂŒl;
aki az ember-irtĂĄsnak örĂŒl,
gyƱlöletet fakaszt az ég alatt.
A bĆsĂ©g balrĂłl tĂ©r be,
a jajszó jobbról tér be.
Balról a szårnyvezér,
jobbrĂłl a fĆvezĂ©r:
temetéssel fölér.
Az ember-irtĂĄs
siralom, gyötrelem,
gyĂĄsz-szertartĂĄs a harci gyĆzelem.
Gode vÄben er kilde til frygt, de afskys af alle.
Derfor vil den, der fĂžlger Tao, aldrig bruge dem.
Den vise foretrĂŠkker den venstre side, krigeren foretrĂŠkker den hĂžjre.
For vÄben er ulykkens redskaber.
Den vise bruger dem ikke, nÄr det er nÞdvendigt.
Hans stĂžrste Ăžnske er at bringe fred og ro,
og han har ingen glĂŠde af at sejre i krig.
Den, der glÊder sig over sejr i krig, glÊder sig over drab pÄ mennesker.
Og den, der glÊder sig over drab pÄ mennesker, kan ikke nÄ sit hÞjeste mÄl.
Ved lykkelige lejligheder er hĂŠderspladsen til venstre, i sĂžrgelige tider til hĂžjre.
I hÊren stÄr den nÊstkommanderende pÄ venstre flÞj, hÊrfÞreren pÄ hÞjre.
Dette viser, at krig arrangeres som en begravelse.
NĂ„r mange mennesker er blevet drĂŠbt, sĂžmmer sig sorg og bitter medynk.
Derfor mÄ en sejr afvikles pÄ samme mÄde som en begravelse.
32
32
Az Ășt folytonos Ă©s nĂ©vtelen.
Az Ćs-egyszerƱsĂ©g parĂĄnyi,
mĂ©gse bĂrja senki leigĂĄzni.
Ha fejedelmek, kirĂĄlyok megĆrzik:
minden önként behódol nekik.
Ăg s föld összecsengne-bongna,
Ă©des harmatot hullatna,
és a nép mind, nem parancsra, megnyugodna.
Hol fellép a rendtartås: fellép a név;
s mert mår fellépett a név,
ismerni kell a hatĂĄrokat
s Ăgy elkerĂŒlni a csapĂĄsokat.
Az Ășt e vilĂĄgban,
mint hegyi patak, mély folyóba és tengerbe szakad.
Tao er evigt og uforanderligt og har intet navn.
Selv om det virker ringe i sin formlĂžse tilstand, kan vi dog ikke underkaste det os.
Hvis konger og herskere kunne underkaste det sig det,
ville alle ting automatisk adlyde dem.
Himmel og jord ville mĂždes, og mild regn falde.
Menneskene ville ikke lÊngere behÞve pÄbud,
og alt ville gÄ efter naturens love.
SĂ„ snart helheden deles,
fÄr de enkelte dele brug for navne.
Man mÄ vide, hvornÄr grÊnsen er nÄet.
NÄr man ved, hvornÄr grÊnsen er nÄet, kan man undgÄ ulykker.
Tao er i verden som en flod, der sĂžger hjem til havet.
33
33
Okos, aki Ă©rti az embereket;
aki önmagåt érti: ihletett.
Hatalmas, aki mĂĄsokat legyĆz;
aki önmagĂĄt legyĆzi: erĆs.
Aki törekszik: nincs hĂjĂĄn akaratnak;
aki megelégszik: gazdag.
Aki nem veszti termĂ©szetĂ©t: hosszĂșĂ©letƱ;
aki nem veszti emlékezetét: örökéletƱ.
Den er klog, som kender andre;
den, der kender sig selv, er viis.
Den er stĂŠrk, som overvinder andre;
den, der overvinder sig selv, er mĂŠgtig.
Den er rig, som er tilfreds med det, han har;
ihÊrdighed er tegn pÄ viljestyrke.
Den, som udfylder sin plads, bliver stÄende.
Den, som dÞr uden at gÄ til grunde, er evigt til stede.
34
34
A hatalmas Ășt szerteĂĄrad,
jelen van jobbra-balra.
Minden åltala létezik,
soha meg nem torpanva.
MƱködik, de rejtve, hĂrt nem akarva.
Mindent nevel,
de nem irĂĄnyĂt,
nincsen vĂĄgya,
ezért neve: kicsiny.
Minden visszatér hozzåja,
de nem irĂĄnyĂt,
ezért neve: nagy.
Sose hatalmaskodĂł,
ezért neve: hatalmas.
Det store Tao gennemstrĂžmmer alt.
Alt levende holdes oppe af det, det holder intet nede.
Det fuldbyrder stille sit vÊrk og gÞr ikke krav pÄ noget.
Det giver nĂŠring til alle ting og er alligevel ikke deres herre.
Det har intet at opnÄ, det er meget lille.
Alle ting vender tilbage til det, alligevel er det ikke deres herre.
Det er meget stort.
Det frembyder ikke storhed, derfor er det virkelig stort.
35
35
Aki a nagy mintåt követi,
annak hĂłdol az Ă©g-alatti.
HozzĂĄja fordulnak, mert kĂĄrt nem okozhat,
csak békét, nyugalmat,
muzsikĂĄt, vigalmat,
tåplålékot ad a våndoroknak.
Mikor az Ășt-rĂłl szĂłlal,
a szĂł Ăzetlen, sĂłtlan.
Aki rånéz, nem låtja,
aki hallgatja, nem hallja,
de nem-fogyĂł kincs annak, ki Ă©rti.
Alle vil komme til den, der holder sig til det ene;
for dér findes hvile og lykke og ro.
Hvor der er musik og duften af mad, vil den vejfarende stÄ stille;
men en skildring af Tao virker fersk og uden fylde.
Det kan ikke ses, det kan ikke hĂžres;
alligevel er det uudtĂžmmeligt.
36
36
Amit összenyomnak,
kiszélesedik,
amit gyengĂtenek,
megerĆsödik,
amit megölnének,
nem marad meddĆ,
aki lopna,
az lesz a vesztĆ.
De Ă©pp ezt nem Ă©rtik.
A gyenge legyĆzi az erĆset, a lĂĄgy a kemĂ©nyet.
A hal megfĂșl, ha elhagyja a mĂ©lyet.
Az ĂĄllam Ă©les fegyvereit
ne villogtassåk a népnek.
Det, som kan trÊkke sig sammen, mÄ fÞrst udvides.
Det, som kan svÊkkes, mÄ fÞrst gÞres stÊrkt.
Det, der kan modtages, mÄ fÞrst blive givet.
Dette kaldes erkendelse af tingenes natur.
Det blide og svage overvinder det hÄrde og stÊrke.
Fisk kan ikke forlade havets dyb,
og et lands vÄben bÞr ikke stilles til skue
37
37
Az Ășt örök Ă©s tĂ©tlen,
mégis mindent végbevisz észrevétlen.
Ha fejedelmek, kirĂĄlyok megĆrzik,
minden magĂĄtĂłl rendezĆdik.
Ha kapålóznak és intéznek,
letöri Ćket a titkos termĂ©szet.
Vågytalan a titkos természet,
s a vågy hiånya: béke,
az ég alatt a rend teljessége.
AZ ERĂNY
Tao udretter intet og lader dog intet ugjort.
Hvis konger og herskere gjorde det samme, ville alt udvikle sig pÄ naturlig mÄde.
De, der stadig Ăžnskede at udfolde sig,
skulle vende tilbage til det forskelslĂžses enhed.
Uden form intet begĂŠr.
Uden begĂŠr er der ro.
SĂ„ledes ville der blive harmoni i verden.
38
38
A nagy erény nem jótékonykodik,
ezért jó.
A kis erény jótékonykodik,
ezért nem jó.
A nagy erény cselekszik,
nem-cselekvéssel cselekszik.
A kis erĂ©ny sĂŒrög,
erĆvel cselekszik.
A szeretet cselekszik,
eredményes, ha nem cselekszik.
Az erkölcs sĂŒrög,
erĆvel cselekszik.
A tisztelet cselekszik,
s mert nem viszonozzĂĄk,
kĂ©nyszerĂt a tiszteletre.
Ezért:
az Ășt ha elvĂ©sz, itt az erĂ©ny,
az erény ha elvész, itt a szeretet,
a szeretet ha elvész, itt az erkölcs,
az erkölcs ha elvész, itt a tisztelet.
A tisztelet
a hƱség és bizalom hiånya,
a zƱrzavar kezdete.
A kĂŒlsĆ tudĂĄs
az Ășt virĂĄga,
a belsĆ tudatlansĂĄg kezdete.
Ezért az igaz ember
a valĂłdit akarja Ă©s nem a lĂĄtszĂłt,
a gyĂŒmöcsöt akarja Ă©s nem a virĂĄgot,
a közelit akarja és nem a tåvolit.
En virkelig god mand er ikke bevidst om sin godhed,
og er netop derfor god.
En tÄbelig mand prÞver pÄ at vÊre god,
derfor er han det ikke.
En virkelig god mand udretter intet,
men lader alligevel intet ugjort.
En tÄbelig mand udretter alt muligt,
alligevel bliver han aldrig fĂŠrdig.
NĂ„r den virkeligt kĂŠrlige mand handler,
lader han intet ugjort.
NĂ„r den retfĂŠrdige mand handler,
lader han sÄre meget ugjort.
NĂ„r en opportunist handler, og ingen reagerer,
ruller han ĂŠrmerne op og sĂžger hĂŠvdelse ved magt.
Derfor sagde de gamle:
NĂ„r Tao tabes, dukker det gode frem.
NĂ„r det gode tabes, dukker kĂŠrligheden frem.
NĂ„r kĂŠrligheden tabes, dukker retfĂŠrdigheden frem.
NĂ„r retfĂŠrdigheden tabes, dukker opportunismen frem.
Men opportunisme er kun en skygge af troskab og pÄlidelighed,
et varsel om anarki.
Kundskab om fremtiden er kun en forblommet antydning af Tao
og frembringer slĂžvhed.
Men den virkelig store mand bygger pÄ det virkelige,
ikke pÄ det tilsyneladende, pÄ indholdet og ikke pÄ den ydre skal.
Tag derfor det fĂžrste og sky det andet!
39
39
Ăme az Ćs-egysĂ©gben lĂ©tezĆk:
az ég az egység åltal makulåtlan,
a föld az egysĂ©g ĂĄltal rendĂŒletlen,
a szellem az egység åltal finom,
a völgy az egység åltal virågzó.
Minden az egysĂ©ggel szĂŒletett,
a vezér, a kiråly
vele a vilåg példåja lett:
az egység éltet mindeneket.
Ha ködös az ég: eltƱnik;
ha inog a föld: elhasad;
ha durva a szellem: elkallĂłdik;
ha meddĆ a völgy: sivatag.
Ha nem szĂŒletnek, akkor elenyĂ©sznek;
a vezéreket és kirålyokat
ledöntik, ha nem példaképek.
A néptömeg a nagyok alapja,
az alacsony a magas alapja.
Ezért
az önjelölt vezérek és kirålyok
helyĂŒkön nem szilĂĄrdak.
Nem nézik, hogy a sokasåg a nagyok alapja,
vesztĂŒket az okozza.
Ha szĂ©tszedik a fĂ©nyes fogatot: belĆle semmi sincs.
Ne légy értékes, mint a jade-kincs,
légy egyszerƱ, mint a kavics.
Disse ting er fra de ĂŠldste tider oprundet af det ene:
himlens klarhed, jordens fasthed,
sjÊlens styrke, dalens rigdom pÄ vand,
alle tings liv, kongers og herskeres styre.
Alt dette er til i kraft af helheden.
Himlens klarhed hindrer den i at styrte sammen,
jordens fasthed hindrer den i at gÄ itu,
sjĂŠlens styrke hindrer, at den udtĂžmmes,
dalens rigdom pÄ vand hindrer den i at lÞbe tÞr.
Alle tings liv og vĂŠkst hindrer dem i at uddĂž.
Kongers og herskeres styre hindrer landes oplĂžsning.
Det ringere er derfor det ĂŠdleres rod.
Det lave er det hĂžjes grundlag.
Fyrster og herskere kalder sig selv âforĂŠldrelĂžseâ, âvennelĂžseâ og âusleâ.
Erkender de derved ikke, at de er rundne af ringhed?
For megen fremgang fĂžrer ikke fremad.
Men bĂžr ikke klinge som jade eller rasle som en rullesten.
40
40
EllentĂ©tessĂ©g az Ășt mozgĂĄsa,
engedĂ©s az Ășt tulajdonsĂĄga.
Az Ă©g alatt minden a lĂ©tbĆl fakad
s a lĂ©t a nemlĂ©tbĆl fakad.
Taos bevĂŠgelse fĂžrer tilbage.
Tao kan kendes pÄ sin blidhed.
Alle ting hviler pÄ virkeligheden,
virkeligheden pÄ uvirkelighed.
41
41
Ha bölcs hall az Ășt-rĂłl,
megragadja Ă©s megĆrzi;
ha tudĂłs hall az Ășt-rĂłl,
megtartja, majd elveszĂti;
ha okos hall az Ășt-rĂłl,
nem gyĆz nevetni;
Ă©s nem errĆl az Ășt-rĂłl esik szĂł,
ha tån megérti.
A régi vers ezért mondja:
âA fĂ©nyes Ășt sötĂ©tnek lĂĄtszik,
az Ășt-on jĂĄrĂł eltƱnni lĂĄtszik,
az egyenes Ășt tĂ©vĂștnak lĂĄtszik,
a magas erény szakadéknak låtszik,
a nagy tisztasåg szégyennek låtszik,
a hatalmas erény kevésnek låtszik,
a növekvĆ erĂ©ny lopĂĄsnak lĂĄtszik,
a szĂn-igazsĂĄg hiĂĄnynak lĂĄtszik.
A végtelen négyszögnek egy szöglete sincsen,
a végtelen edény készen soha sincsen,
a végtelen zengésnek hangja nincsen,
a vĂ©gtelen kĂ©pnek formĂĄja nincsen.â
Az Ășt rejtett Ă©s neve nincsen.
EgyedĂŒl az Ășt
vezet és célba fut.
NĂ„r den vise hĂžrer om Tao, fĂžrer han det for alvor ud i livet.
NÄr den middelmÄdige hÞrer om Tao, skÊnker han det undertiden en tanke.
NĂ„r den uforstandige hĂžrer om Tao, ler han hĂžjt.
Hvis han ikke lo, ville Tao ikke vĂŠre, hvad det er.
Derfor siger det gamle ord:
Den klare sti synes dunkel,
den, der gÄr frem, synes at gÄ tilbage,
den lette vej synes svĂŠr,
den hĂžjeste dyd synes lav som en dal,
den stĂžrste renhed synes besudlet,
rigdom pÄ dyd synes utilstrÊkkelig,
dydens styrke synes skrĂžbelig,
virkelig dyd synes uvirkelig,
det fuldkomne kvadrat har ingen vinkler,
store evner modnes sent,
de hĂžjeste toner kan nĂŠppe hĂžres,
den stĂžrste skikkelse er uden form.
Tao alene er skjult og har intet navn.
Tao alene frembringer og fuldbyrder.
42
42
Az Ășt szĂŒlte az egyet,
az egy a kettĆt,
a kettĆ a hĂĄrmat,
a hĂĄrom valamennyi lĂ©tezĆt,
mind tartalmazza a hĂmet Ă©s a nĆt,
s a lĂĄthatatlan lehelet egybeolvasztja ezeket.
S e vilĂĄgban megvetik
az önmagĂĄt-felemelĆt,
az önjelölt kirĂĄlyt, vezetĆt.
NĂ©zd valamennyi lĂ©tezĆt:
egyszer gyengĂŒl, mĂĄskor erĆsĂŒl,
egyszer erĆsĂŒl, mĂĄskor gyengĂŒl.
Ăgy lĂĄtjĂĄk,
Ă©n is Ăgy lĂĄtom:
âA zsarnokok nem holtukkal pusztulnak el.â
Ez a legfĆbb tanĂtĂĄsom.
Tao frembragte Ă©n,
Ă©n frembragte to,
to frembragte tre.
Tre frembragte universet.
Universet bĂŠrer yin og omslutter yang.
Det opnÄr stabilitet ved forening af disse krÊfter.
Folk frygter at blive âfaderlĂžseâ, âvennelĂžseâ eller âusleâ,
men konger og herskere betegner sig selv med disse ord.
For man vinder ved at tabe
og taber ved at vinde.
Jeg lĂŠrer kun, hvad andre lĂŠrer, nemlig
at en voldelig mand vil fÄ en voldelig dÞd.
HerpÄ bygger jeg min lÊre.
43
43
Az ég alatt a leggyengébbek
ĂĄtfĂșrjĂĄk, ami legkemĂ©nyebb:
mindenben fészke van a nemlétnek,
ereje a nem-cselekvésnek.
SzĂł nĂ©lkĂŒli tanĂtĂĄssal
s a nem-cselekvés hatalmåval
mi sem mĂ©rkĆzhet e vilĂĄgban.
De blideste ting i verden overvinder de hÄrdeste ting i verden.
Det, som ikke er til, kan trĂŠnge ind, hvor der ikke er noget rum.
Deraf erkender jeg vĂŠrdien af ikke at handle.
At lĂŠre uden ord
og arbejde uden at udrette noget,
dette forstÄr kun fÄ.
44
44
Rang, vagy Ă©let: melyik fĆbb?
Kincs, vagy élet: melyik több?
SzerzĂ©s, vagy vesztĂ©s: melyik tĂșlĂ©lhetĆbb?
Aki sokat szerzett, sokat vesztett;
aki sokat gyƱjt, több kårt szenved.
Aki megelégszik, kudarc nem éri,
aki megtorpan, veszély nem éri,
a maradandĂłsĂĄgot Ă©li.
Dit ry eller din sjĂŠl: Hvad betyder mest?
Din sjĂŠl eller din formue: Hvad er dyrebarest?
At vinde eller tabe: Hvad er vĂŠrst?
Den, som er knyttet til ting, vil skuffes meget.
Den, som samler meget, vil miste meget.
Den tilfredse vil aldrig miste noget.
Den, der ved, hvornÄr ha skal holde inde, vil aldrig forlÞbe sig.
Han vil altid vĂŠre uden for fare.
45
45
A tökéletes: akår a tökéletlen.
MƱködése véghetetlen.
A teljessĂ©g: akĂĄr az ĂŒressĂ©g.
MƱködése mérhetetlen.
Az egyenes, mint a görbe,
a szellemes, mint a dĆre,
az Ă©kes szĂł, mint a dadogĂł.
A mozgĂĄs a fagyot legyĆzi,
a nyugvĂĄs a hevet legyĆzi,
a bĂ©ke a rendet megĆrzi.
Stor dygtighed fremtrĂŠder ufuldendt;
men den vil altid bevare sin nytte.
Stor fylde fremtrĂŠder tom,
men den vil aldrig blive udtĂžmt.
Stor ligefremhed fremtrĂŠder kroget.
Stor klÞgt fremtrÊder tÄbelig.
Stor veltalenhed lyder som stammen.
BevĂŠgelse overvinder kulde.
Ro overvinder varme.
Harmoni mellem ro og bevÊgelse holder tingene i universet pÄ plads.
46
46
Mikor az Ă©g alatt lĂ©tezik az Ășt:
a lovak megtrågyåzzåk a földet;
mikor az Ă©g alatt hiĂĄnyzik az Ășt:
a mezĆn harci mĂ©nek legelnek.
Nincs nagyobb csapĂĄs,
mint az eleget nem ismerni,
se nagyobb veszély,
mint szerzésre törekedni.
Ezért:
aki az elĂ©ggel megelĂ©gĂŒl,
elégedettnek kell nevezni.
NĂ„r Tao er til stede i universet, bruges heste til at trĂŠkke ploven.
NÄr Tao ikke er til stede i universet, grÊsser hÊrens heste pÄ markerne.
Der er ingen stĂžrre synd end begĂŠr,
ingen stĂžrre forbandelse end utilfredshed,
ingen stĂžrre last end ĂŠrgerrighed.
Derfor vil den, der forstÄr, at tilstrÊkkeligt er tilstrÊkkeligt, altid have nok.
47
47
Nem lép ki az ajtón
Ă©s vilĂĄgot megismer,
nem néz ki az ablakon
Ă©s Ă©gi Ășt-at megismer;
mennél messzebb megy,
annĂĄl kevesebbet ismer;
ezért a bölcs
nem jĂĄr, hanem megismer,
nem néz, hanem megnevez,
nem cselekszik, hanem végbevisz.
Man kan kende hele universet uden at forlade sin stue.
Uden at se ud ad vinduet, kan man fĂžlge himlens bevĂŠgelser.
Jo lÊngere man gÄr, jo mindre forstÄr man.
Derfor hedder det, at den vise nÄr mÄlet uden at bevÊge sig;
han ser uden at Ă„bne sine Ăžjne;
han bliver fuldkommen uden at lave sig selv det mindste om.
48
48
A tanulĂł gyarapszik naponta;
az Ășt-on jĂĄrĂł csökken naponta.
Csökkenés, tovåbb-csökkenés:
eredménye a nem-cselekvés.
Mindent végbevisz a nem-cselekvés.
A vilågot tétlen tartja kézben.
Aki tevékeny,
a vilågot nem tartja kézben.
Den, der sĂžger kundskab, vokser hver dag mere.
Den, der sĂžger Tao, bliver dagligt mere ubetydelig.
Mindre og mindre udretter han, indtil han ikke finder noget at udrette.
NĂ„r intet udrettes, lades intet ugjort.
Verden styres ved, at man lader tingene gÄ deres gang.
Den kan ikke styres ved indgreb.
49
49
A bölcsnek nincs önnön szĂve.
SzĂve a nĂ©p valahĂĄny szĂve.
JĂł a jĂłkhoz
Ă©s jĂł a gonoszokhoz:
ez az erény jósåga.
Hisz az igazaknak
Ă©s hisz a hazugoknak:
ez az erény bizalma.
A bölcs az ég alatt békében lakik,
megjegyzi az emberek mondĂĄsait,
s Ășgy nĂ©zi a nĂ©pet, mint gyermekeit.
Den vise har ingen urokkelig mening.
Han tilpasser sit sind efter andre.
Jeg er god mod dem, som er gode.
Jeg er ogsÄ god mod dem, som ikke er gode.
PÄ den mÄde fremmes godhed.
Jeg mĂžder tillid med tillid.
Jeg mÞder ogsÄ mistro med tillid.
PÄ den mÄde fremmes tillidsfuldhed.
Den vise er sky og ydmyg, pÄ andre virker han foruroligende.
Folk ser pÄ ham og lytter til ham.
Han opfĂžrer sig som et lille barn.
50
50
MegszĂŒletnek Ă©s elpusztulnak.
Az Ă©let felĂ© megy tĂz közĂŒl hĂĄrom,
a halĂĄl felĂ© megy tĂz közĂŒl hĂĄrom,
Ă©s meghal tettei miatt
megint tĂz közĂŒl hĂĄrom.
Miért?
Mert nem lesznek ĂșrrĂĄ az Ă©let-vĂĄgyon.
Aki ĂșrrĂĄ lesz az Ă©let-vĂĄgyon,
orrszarvĂștĂłl, tigristĆl nem fĂ©l,
sem harcban a fegyveres katonĂĄtĂłl.
Az orrszarvĂș nem döfi belĂ©je szarvĂĄt,
a tigris nem vågja beléje karmåt,
nem sebzi meg a katona kardja.
Miért?
Mert a halĂĄlnak nincs rajta hatalma.
Mellem fĂždsel og dĂžd er der tre ud af ti, som fĂžlger livets vej;
tre ud af ti, der fĂžlger dĂždens vej;
og af mennesker, der vandrer mellem fÞdsel og dÞd, er der ogsÄ tre ud af ti.
Hvorfor er det sÄdan?
Fordi mennesker higer umĂŠtteligt efter at leve.
Den, der forstÄr at leve, kan rejse omkring uden at frygte nÊsehorn eller tiger.
Han vil ikke blive sÄret i kamp.
NÊsehornet har intet mÄl for sit horn,
tigeren intet mÄl for sine klÞer,
spyddet intet mÄl for sin spids.
Hvorfor er det sÄdan?
Fordi han ikke frembyder noget sted, hvor dĂžden kan trĂŠnge ind.