Tao Te Ching / Tao Te King — w językach duƄskim i węgierskim

DuƄsko-węgierska dwujęzyczna ksiÄ…ĆŒka

Lao-tse

Tao Te Ching

Lao-Ce

Tao Te King

Piao Yu-suen

Az Út Ă©s ErĂ©ny könyve

1

1

Det Tao, som kan defineres, er ikke det absolutte Tao.
Det navn, som kan udtales, er ikke det evige navn.
Det, som er uden navn, er fader til himmel og jord.
Det, som kan nĂŠvnes, er moder til alle ting.
Den, som ikke sĂžger, kan se det skjulte.
Den, som sĂžger, ser kun det synlige.
Disse to ting udspringer af samme kilde, men er forskellige af navn.
Tilsammen udgĂžr de mĂžrket,
MĂžrke inden i mĂžrke.
Porten til alle gÄder.

Az Ășt, mely szĂłba-foghatĂł,
nem az öröktƑl-valĂł;
a szĂł, mely rĂĄja-mondhatĂł,
nem az örök szó.
Ha neve nincs: ég s föld alapja;
ha neve van: minden dolgok anyja.
Ezért:
aki vĂĄgytalan,
a nagy titkot megfejtheti;
de ha vĂĄgya van,
csak a dolgokat szemlélheti.
E kettƑ mögött közös a forrĂĄs,
csupĂĄn nevĂŒk mĂĄs.
KözössĂ©gĂŒk: csoda,
s egyik csodåtól a måsik felé tårul
a nagy titok kapuja.

2

2

Alle kan se, at det smukke er smukt, fordi der ogsÄ findes grimhed.
Alle ved, at det gode er godt, fordi der ogsÄ findes ondskab.
»At vÊre» og »ikke at vÊre» opstÄr pÄ samme tid.
Det svĂŠre og det lette definerer hinanden.
Det samme gĂžr langt og kort.
HĂžjt og lavt.
Lyd og stilhed.
Tid og rum.
Derfor gÄr den vise om uden at udrette noget og lÊrer uden ord.
Tingene kommer og gÄr uden ophÞr, de frembringer uden at besidde,
arbejder uden at krĂŠve lĂžn.
Arbejde udfĂžres og glemmes.
Derfor varer det evigt.

Mikor a szépet megismerik,
felbukkan a rĂșt is;
mikor a jĂłt megismerik,
felbukkan a rossz is.
LĂ©t Ă©s nemlĂ©t szĂŒli egymĂĄst,
nehéz és könnyƱ megalkotja egymåst,
hosszĂș Ă©s rövid alakĂ­tja egymĂĄst,
magas es mély kulcsolja egymåst,
sok hang összeolvasztja egymåst,
korĂĄbbi s kĂ©sƑbbi követi egymĂĄst.
Ezért a bölcs
sĂŒrgĂ©s nĂ©lkĂŒl mƱködik,
szĂł nĂ©lkĂŒl tanĂ­t,
nĂ©zi az ĂĄramlĂĄst Ă©s hagyja, nem erƑlködik,
alkot, de mƱvét nem birtokolja,
cselekszik, de nem ragaszkodik,
beteljesĂŒlt mƱvĂ©t nem fĂ©lti,
s mert magának nem Ƒrzi,
el se veszĂ­ti.

3

3

Ved ikke at ophÞje dygtige folk undgÄr man diskussion.
Ved ikke at se efter ophidsende ting undgÄr man uro i hjertet.
Den vise hersker derfor ved at tĂžmme sindet og fylde maven,
ved at slÊkke pÄ ambitionerne og styrke knoglerne.
Hvis folk mangler kundskab og behov,
vil de snedige ikke prÞve at »forbedre» dem.
Hvis intet ĂŠndres, vil alt vĂŠre godt.

Ha nem emelik fel az okosakat,
a nép közt rend es béke fakad;
ha nem kell többé a ritka, dråga,
megszƱnik a nép kirablåsa;
ha nem a vĂĄgy uralkodik,
a nép szíve megnyughatik.
Ezért a bölcs
a szĂ­vet kiĂŒrĂ­ti,
a gyomrot teletölti,
a sĂłvĂĄrgĂĄst gyengĂ­ti,
a csontot erƑsíti,
hogy az emberek ne tudjanak, ne vĂĄgyjanak,
az okosak veszteg maradjanak.
A nem-sĂŒrgĂ©s ez
és rend és békesség lesz.

4

4

Tao er en tom beholder.
Det fyldes, men bliver aldrig fuldt.
Et uendeligt dyb, kilde til alle ting.
Det afrunder det skarpe, lĂžser det knyttede,
dÊmper det skinnende og gÄr i ét med stÞvet.
Skjult i dybet, men evigt til stede.
Jeg ved ikke, hvorfra det stammer.
Det er ĂŠldre end tiden.

Az Ășt ĂŒres,
de mƱködését abba sose hagyja.
És mĂ©lysĂ©ges,
mindennek Ƒsatyja.
Élet tompítja,
görcseit oldja,
fényét fakítja,
elvegyĂŒl porba.
Megfoghatatlan
és mégis van.
Én nem tudom, ki a szĂŒlƑje,
de vĂ©nebb, mint a tĂŒnemĂ©nyek Ƒse.

5

5

Himmel og jord kender ikke til forskelsbehandling.
De behandler alt og alle som legetĂžj.
Heller ikke den vise gĂžr forskel.
Han omfatter alt og alle med ĂŠrbĂždighed.
Rummet mellem himmel og jord er som en blĂŠsebĂŠlg.
Dens udseende skifter, men ikke formen.
Jo mere den bevĂŠger sig, jo mere udretter den.
Jo flere ord, man udgyder, jo mere taber man vejret.
Det er bedst at holde fast ved det centrale.

Az ég és föld nem emberi:
neki a dolgok, mint szalma-kutyĂĄk.
A bölcs ember sem emberi:
neki a lények, mint szalma-kutyåk.
Az ég és föld közötti tér,
akĂĄr a fujtatĂł,
ĂŒres Ă©s nem szakad be,
mozog Ă©s egyre több szĂĄll belƑle:
kell rĂĄ szĂł, ezernyi;
jobb némån befelé figyelni.

6

6

Taos rige vĂŠld tĂžmmes aldrig.
Det er kvinden, urmoderen.
Hendes skjulte skĂžd er himlens og jordens port.
Det er som et slĂžr, der lige anes.
Brug det, det vil aldrig svigte!

CsodĂĄlatos asszonynak hĂ­vjĂĄk:
Ƒ a völgy örök szelleme.
A csodĂĄlatos asszony kapuja
ég s föld gyökere.
VĂ©gtelenul munkĂĄlkodik,
nem fĂĄrad el sose.

7

7

Himmel og jord er evige.
Hvorfor er himmel og jord evige?
De er ufĂždte, derfor lever de evigt.
Den vise holder sig tilbage og kommer sÄledes i fÞrste rÊkke.
Han tager ikke hensyn til sig selv og bliver derfor Ă©t med andre.
Fordi han er uden personlige interesser, nÄr han mÄlet uden modstand.

Örök az Ă©g Ă©s örök a föld.
Azért örök az ég s a föld,
mert nem önmagukért élnek,
ezĂ©rt nem fogy belƑlĂŒk az Ă©let.
ÉppĂ­gy a bölcs:
hĂĄtrahĂșzĂłdik, ezĂ©rt halad,
nem Ƒrzi magĂĄt, ezĂ©rt megmarad.
Így van:
sajåt érdeke nem Ʊzi sose,
ezĂ©rt teljesĂŒl sajĂĄt Ă©rdeke.

8

8

Det hĂžjeste gode er som vand.
Vand giver liv til alt og sĂžger dog ikke opad.
Det udfylder de lave steder, som mennesker undgÄr.
Derfor er det som Tao.
I din bolig, hold dig ved jorden.
I dine tanker, trĂŠng dybt ind i sindet.
I samvĂŠr, vĂŠr venlig og mild.
I tale, vĂŠr oprigtig.
I afgĂžrelser, vĂŠr retfĂŠrdig.
i forretninger, vĂŠr dygtig.
I handling — afvent det rette þjeblik.
Den, der ikke gÄr imod, undgÄr modgang.

A legfƑbb jó a vízhez hasonló:
mindennek hasznos, de nem harcos;
az alantasban is jelenlevƑ:
a vĂ­z az Ășt-hoz hasonlĂł.
Az élet a földet kövesse,
a sziv a bensƑ melyet kövesse,
a baråtsåg az emberit kövesse,
a beszéd a valót kövesse,
az uralom a rendet kövesse,
a szolgĂĄlat a lehetƑt kövesse,
a tett a kellƑ idƑt kövesse.
Ha kĂ©szsĂ©ges, de nem erƑszakos:
nem kĂ©l zĂșgolĂłdĂĄs semerre.

9

9

Det er bedre at stoppe, fĂžr buen er helt spĂŠndt.
SkĂŠrpes bladet for ofte, bliver det lettere slĂžvt.
Et lager af guld og jade kan ingen bevogte.
SĂžg rigdom og hĂŠder, og ulykke vil fĂžlge.
TrÊk dig tilbage, nÄr arbejdet er udfÞrt.
SÄledes gÞr stjernerne og planeterne pÄ himlen.

Aki tölt szĂ­nĂŒltig:
jobb, ha elƑbb abbahagyja.
Aki tĂșl-Ă©lesre fen:
élét hamar kicsorbítja.
Arannyal, Ă©kkƑvel teli kamra:
megƑrizni senkise bírja.
Kincs, gƑg, rang egyszerre:
mekkora szerencsétlenség!
Alkotni, adni, majd visszavonulni:
ez az égi bölcsesség.

10

10

Ved at gÄ op i universet, kan du da undgÄ oplÞsning?
Ved at vĂŠre fuldt bevidst og helt optaget, kan du da blive som et lille barn?
Ved at rense og lutre sindets dyb, kan du da blive fri for fejl?
NÄr du elsker og leder folket, kan du da undgÄ at Êndre naturen?
NĂ„r himlens porte Ă„bnes og lukkes, kan du da indtage en kvindes stilling?
Ved at opfatte og vĂŠre for alle ting, kan du da undlade at gĂžre noget?
At skabe og fostre,
at frembringe uden at erhverve,
at arbejde uden at forlange lĂžn,
at have indflydelse uden at bruge magt,
det er at leve i overensstemmelse med livets inderste hemmelighed.

Aki teste-lelke egysĂ©gĂ©t megƑrzi,
azt a kétség nem bontja meg.
Aki természetét szelíddé símítja,
egyszerƱ, mint az ĂșjszĂŒlött gyerek.
Aki lĂĄtĂĄsĂĄt megtisztĂ­tja,
elkerĂŒli a tĂ©vedĂ©seket.
A nép megnyerése, orszåg kormånyzåsa
nem kívån tudós elméletet.
Ég s föld kapui nyĂ­lnak-csukĂłdnak,
nyugalmasak és békességesek.
E tudĂĄsbĂłl kibontakozik
a sĂŒrgĂ©s-nĂ©lkĂŒli cselekedet.
MegszĂŒlni Ă©s felnevelni,
létrehozni és nem kívånni,
megalkotni Ă©s nem birtokolni,
hatalmaskodĂĄs nĂ©lkĂŒl vezetni:
ezt kell a legnagyobb jĂłnak nevezni.

11

11

Tredive eger forenes i hjulets nav;
det er hullet i navet, der gĂžr hjulet nyttigt.
Man former et kar af ler;
det er tomrummet indeni, der gĂžr det nyttigt.
Man hugger dĂžre og vinduer til et hus;
det er hullerne, der gĂžr det nyttigt.
Udbytte fÄr man altsÄ af det, som er der,
nytte af det, som ikke er der.

Harminc kĂŒllƑ kerĂ­t egy kerĂ©kagyat,
de köztĂŒk ĂŒressĂ©g rejlik:
a kerék ezért hasznålható.
Agyagból formåljåk az edényt,
de benne ĂŒressĂ©g rejlik:
az edény ezért hasznålható.
A hĂĄzon ajtĂłt-ablakot nyitnak,
mert belĂŒl ĂŒressĂ©g rejlik:
a håz ezért hasznålható.
Így hasznos a lĂ©tezƑ
Ă©s hasznot-adĂł a nemlĂ©tezƑ.

12

12

Farverne blĂŠnder Ăžjet.
Tonerne dĂžver Ăžret.
Smagsstofferne fordĂŠrver gaflen.
VĂŠddelĂžb og jagt gĂžr sindet vildt.
Kostbarheder leder et menneske pÄ vildspor.
Derfor ledes den vise af sindet, ikke af synet.
Han slipper dette og fastholder hint.

Låtåst az öt szín tompít,
hallåst az öt hang tompít,
ízlést az öt íz tompít,
a vĂĄgtatĂĄs, vadĂĄszat megbolondĂ­t,
a nehezen elĂ©rhetƑ mind bƱnbe lĂłdĂ­t.
Ezért a bölcs
nem a szemét, inkåbb a gyområt tömi,
neki nem a tåvoli kell, hanem a közeli.

13

13

Find dig villigt i det uundgÄelige.
Find dig i det nĂždvendige som menneskets lod.
Hvad menes med at ”finde sig villigt i det uundgĂ„elige”?
Find dig i at vĂŠre uden betydning.
VĂŠr ligeglad med tab og gevinst.
Det kaldes at ”finde sig villigt i det uundgĂ„elige”.
Hvad menes med at ”finde sig i det nþdvendige som menneskets lod”?
Det nĂždvendige er et udslag af kroppens eksistens.
Uden krop, hvordan skulle man da kunne fĂžle det nĂždvendige?
Overgiv dig villigt.
SĂ„ kan du sĂŠttes til at styre universet.
Elsk verden som dit eget indre,
sÄ kan du tillidsfuldt drage omsorg for alt.

DicsƑsĂ©g, szĂ©gyen: egyforma fĂ©lelem.
A rang: az Ă©let legnagyobb csapĂĄsa.
DicsƑsĂ©g, szĂ©gyen: mĂ©rt csak fĂ©lelem?
Mert a dicsƑsĂ©get a közemberek
szorongva nyerik el,
szorongva vesztik el.
A dicsƑsĂ©g is, szĂ©gyen is, csak puszta fĂ©lelem.
A rang mért az élet csapåsa?
Mert legnagyobb csapĂĄs
az önszeretet.
Ha nincs bennem önszeretet,
ugyan mi bajom lehet?
Ezért:
a vilĂĄgĂ©rt Ă©lƑ kivĂĄlĂłsĂĄgra
bĂ­zhatĂł a vilĂĄg;
Ă©s a vilĂĄgĂ©rt Ă©lƑ jĂłsĂĄgra
Ă©pĂ­thet a vilĂĄg.

14

14

Se! Det kan ikke ses — det er uden form.
Lyt! Det kan ikke hþres — det er lydlþst.
Grib! Det kan ikke fattes — det er ubegribeligt.
Disse tre foreteelser kan ikke afgrĂŠnses,
derfor forenes de som udtryk for det ene.
Oppefra er det ikke klart.
Nedefra er det ikke dunkelt.
En ubrudt trÄd, som ikke kan beskrives.
Det vender tilbage til det, som ikke er.
Det er formen for det formlĂžse, en Ă„benbaring at det, som ikke kan Ă„benbares,
det kaldes uendeligt og ufatteligt.
NĂ„r vi mĂžder det, er det uden begyndelse.
NĂ„r vi fĂžlger det, er det uden ende.
FĂžlg det urgamle Tao.
BevĂŠg dig i overensstemmelse med det vĂŠrende.
At kende den gamle begyndelse er Taos vĂŠsen.

Rånézek, de nem låtom,
ezért neve: nem låtható.
Hallgatom, de nem hallom,
ezért neve: nem hallható.
MegragadnĂĄm, de meg nem foghatom,
ezért neve: a legparånyibb.
E hĂĄrom titok
egységbe olvad.
FelszĂ­ne sem vilĂĄgos,
alapja sem homĂĄlyos,
végtelen, névtelen,
visszavezet a nemlĂ©tbe szĂŒntelen.
Neve: formĂĄtlan forma,
tĂĄrgy-nĂ©lkĂŒli kĂ©p,
neve: a sötét.
Szembetérek s nem låtom arcåt,
követem és nem låtom håtåt.
Az Ƒskor ĂștjĂĄt birtokolva
s a jelenkort ĂĄltala megragadva
rålåtni mindennek eredetére:
ez az Ășt vezetƑ-fƱzĂ©re.

15

15

De gamle mestre var Ändrige, gÄdefulde, dybsindige, fintfÞlende.
Dybden at deres kundskab kan ikke loddes.
Fordi den var uden bund.
Derfor vil jeg forsĂžge at skildre dem.
De var forsigtige som den, der ved vintertid krydser en flod.
De var ÄrvÄgne som den, der er pÄ vagt mod fare.
De var opmÊrksomme som gÊsten pÄ besÞg.
De var eftergivende som isen, der er ved at smelte.
De var simple som utilhugget ved.
De var hule som huler.
De var uigennemsigtige som dyndet vand.
Hvem kan vente roligt, til dyndet synker til bunds?
Hvem kan vente roligt, indtil uroen opstÄr?
De, der fĂžlger Tao, sĂžger ikke opfyldelse.
De, der ikke sĂžger opfyldelse, drives ikke af behov for forandring.

Hajdan az ihletettek
ismertĂ©k a rejtƑzƑt Ă©s rejtettet,
de Ƒket mĂ©lyĂŒkig nem ismerte senki.
Mert nem lehetett Ƒket megismerni,
a kép róluk csak ennyi:
mint tĂ©li folyĂłn ĂĄtkelƑk, vigyĂĄztak,
mint szomszĂ©daiktĂłl fĂ©lƑk, figyeltek,
mint a vendégek, tartózkodtak,
mint olvadó jégen, óvakodtak,
mint a rönk-fa, egyszerƱek voltak,
mint a völgykatlan, mélységesek voltak,
mint a homĂĄly, ĂĄt nem derengtek.
Nyugalmukat bizton Ƒrizve
formálták a szennyesbƑl tisztát.
Az örök åramlåssal békességben,
ismerték az élet nyitjåt.
Az Ășton jĂĄrtak, mĂ©rtĂ©k nĂ©lkĂŒl nem vĂĄgyakoztak,
s mert mohĂłk sose voltak,
megelĂ©gedtek a lĂ©tezƑvel Ă©s Ășjat nem alkottak.

16

16

TÞm dig selv for alt, sÄ vil sindet finde fred.
Alle ting opstÄr og forgÄr, og selvet ser, hvordan de vender tilbage.
De vokser og blomstrer og vender tilbage til deres rod.
Den, der vender tilbage til sin rod, finder fred.
Det er naturens mÄl.
Naturen ĂŠndrer ikke retning.
At kende det evige er at have indsigt.
Ikke at kende det evige fĂžrer til ulykke.
At kende det evige gĂžr sindet Ă„bent.
Et Ă„bent sind gĂžr hjertet Ă„bent.
Med Ă„bent hjerte vil man handle som en konge.
Som konge vil man nÄ det guddommelige.
Som guddommelig er man Ă©t med Tao.
Den, der er Ă©t med Tao, er evig.
Og selv om legemet oplĂžses,
vil Tao aldrig forgÄ.

Ahol megvalĂłsul a teljes ĂŒressĂ©g,
ott a nyugalom tisztĂĄn megmarad,
minden növekszik a maga rendjén,
az örök åramlåsban körbe-halad.
Minden virul, terem,
s a kezdethez visszatĂ©r szĂŒntelen.
A kezdethez visszatérés: a béke.
A béke: az élet visszatérte.
Az élet visszatérte: ållandósåg.
Az ĂĄllandĂłsĂĄg tudĂĄsa: vilĂĄgossĂĄg.
Az ållandósåg nem-tudåsa: vaksåg, zƱrzavar.
Aki az ållandót ismeri, bölcs lesz,
aki bölcs lett, igazsågos lesz,
aki igazsĂĄgos lett, kirĂĄly lesz,
a kiråly az eget követi,
az ég az utat követi,
az Ășt örökkĂ©valĂł,
és minden rendjén-való.

17

17

Det allerhĂžjestes eksistens anes nĂŠppe af mennesker.
Det nĂŠsthĂžjeste er det, de kender og elsker.
Derunder findes det, som frygtes.
Lavest stÄr det, der foragtes.
Den, der ikke viser tillid, vil man ikke stole pÄ.
NĂ„r handlinger udfĂžres uden unĂždig opmĂŠrksomhed,
vil folket sige: ”Vi gjorde det!”

A kicsinyek tudtĂĄk, hogy vannak nagyok.
Szerették, felemelték,
aztån rettegték,
vĂ©gĂŒl megvetettĂ©k.
Aki hƱtlen,
hĂ­vet nem lel.
De ha ígérete szerint cselekszik,
munkĂĄja sikerĂŒl, Ă©rdeme növekszik,
és a nép azt mondja råja:
„A termĂ©szet ĂștjĂĄt jĂĄrja.”

18

18

NĂ„r det store Tao glemmes, opstĂ„r ”nĂŠstekĂŠrlighed” og ”pligt”.
NĂ„r klogskab og intelligens dukker frem, begynder det store hykleri.
NĂ„r slĂŠgtens sammenhold svĂŠkkes,
opstĂ„r ”sĂžnlig hengivenhed” og ”forĂŠldrekĂŠrlighed”.
NĂ„r landet er i oplĂžsning og kaos, trĂŠder ”trofaste tjenere” frem.

Mikor a nagy utat semmibe dobtĂĄk,
megjelent az erkölcs és méltånyossåg.
Mikor kezdƑdött az okoskodĂĄs,
megjelent a nagy hazudozĂĄs.
Mikor a hat rokon összeveszett,
megjelent a gyermeki tisztelet Ă©s szĂŒlƑi szeretet.
Mikor zavaros az orszĂĄg,
megjelennek a hƱséges szolgåk.

19

19

Opgiv begavelse, lad klogskab fare.
Det vil vĂŠre hundrede gange bedre for alle.
Giv afkald pĂ„ ”nĂŠstekĂŠrlighed” og ”pligt”,
sÄ vil alle atter fÞle sig ansvarlige for alle.
Opgiv ambitioner, giv afkald pÄ udbytte, sÄ vil rÞvere og tyve forsvinde.
Det er ikke tilstrĂŠkkeligt med ydre former.
Det er vigtigere at se det ĂŠgte,
at leve i overensstemmelse med sin natur,
at opgive tanken pÄ sig selv
og holde begĂŠret i tĂžmme.

Ha eldobjĂĄk az okossĂĄgot, a tudĂłssĂĄgot,
akkor lesz a nép szåzszor åldott.
Ha eldobjåk az erkölcsöt, a méltånyossågot,
gyermeki tisztelet, szĂŒlƑi szeretet vezeti a sokasĂĄgot.
Ha megszĂŒntetik a ravaszsĂĄgot, a hasznossĂĄgot,
nem lesznek többé tolvajok, betyårok.
Hårom jele a kevés-bölcsességnek.
Mutassåk meg az ember-népnek
az egyszerƱséget, az épséget,
hogy az önzésnek, az epedésnek vessenek féket.

20

20

Afskaf al lĂŠrdom, og du vil vĂŠre fri for bekymringer.
Er der forskel pÄ ja og nej?
Er der forskel pÄ godt og ondt?
Skal jeg respektere, hvad andre respekterer?
Det er tÄbeligt!
Nogle er optaget af den store offerfest.
Om forÄret gÄr nogle tur i parken og kravler op i tÄrnet.
Jeg alene driver omkring uden at vide, hvor jeg er.
Jeg er som et lille barn, der endnu ikke kan smile.
Jeg alene er uden noget hjem.
Andre har mere, end de behĂžver; jeg alene har intet.
Hvor tÄbelig er jeg ikke!
Hvor enfoldig!
Andre glimrer ved klĂžgt, jeg alene lever formĂžrkelse.
Andre er vÄgne og dygtige, jeg alene er slÞv og dum.
Jeg er som havet, jeg bÞlges af sted, uden mÄl og med, som den rastlÞse vind.
Andre har noget at udrette, jeg alene er ubrugelig og til besvĂŠr.
Jeg alene er ikke som de andre, fordi jeg ĂŠrer og nĂŠres af den store moder.

Hagyd el a tanultsĂĄgod
Ă©s meg nem bĂĄnod.
Igéret és ígérgetés:
mi kĂŒlönbsĂ©g?
JĂł Ă©s rossz:
mily kĂŒlönbsĂ©g!
De amitƑl mindenki retten,
azt nem vethetjĂŒk fĂ©lre bĂŒntetlen.
Ó, zƱr!
MĂ©g minden rendezetlen!
Ám az emberek ragyognak folyton,
mint ĂŒnnepi lakomĂĄn,
vagy tavasz-érkezéskor a tornyon.
EgyedĂŒl Ă©n vagyok nyugodt,
nem ållok a fénybe,
akår a még vilågra-nem-hozott.
Forgok az ĂĄramlĂĄsban,
nem lel szilĂĄrd helyet a lĂĄbam;
mindenkinek van bƑviben,
csupĂĄn nekem nincs semmi sem:
lĂĄm, bolond szĂ­v jutott nekem!
Ó, zƱrzavar!
A közönséges emberek ragyognak,
homĂĄlyban Ă©n vagyok csak;
a közönsĂ©ges emberek mind szemfĂŒlesek,
közönyös én vagyok csak.
ÖrvĂ©nylƑ tenger ragad magĂĄval,
sodrĂłdom, nincs megĂĄllĂĄsom.
Mindenkinek megvan a dolga,
bolondnak, durvĂĄnak csak Ă©n mutatkozom.
EgyedĂŒl Ă©n vagyok mĂĄs, mint az emberek,
mert az Ƒs-forrásból táplálkozom.

21

21

Den stĂžrste dyd er at fĂžlge Tao og kun Tao.
Tao er urĂžrligt og uransageligt.
Det er urĂžrligt og uransageligt, og dog rummer det forbilleder til alt.
Det er urĂžrligt og uransageligt, og dog rummer det alle former.
Det er dybt og dunkelt, og dog indeholder det det vĂŠsentlige.
Dette vĂŠsentlige er virkeligt, det svigter aldrig.
Fra begyndelsen og til nu har dets navn levet.
Hele universet kan udledes at dette.
Hvorledes ved jeg, det er ophav til alt?
PĂ„ grund af Tao!

A hatalmas erény våltozatai
az utat követik.
Az Ășt magĂĄban-vĂ©ve
årny és köd.
Köd és årny,
hol képek rejlenek.
Árny és köd,
hol dolgok rejlenek.
Mélység, köd,
hol magvak rejlenek.
LĂĄtuk: valĂłsĂĄg,
belĂŒk: igazsĂĄg.
Ôskortól máig
nem kallĂłdott el a neve:
általa megnevezhetƑ mindennek kezdete.
Mindennek kezdetét mint tudhatom?
CsupĂĄn vele.

22

22

VĂŠr ufuldkommen, og du kan blive fuldkommen.
VÊr krum, og du er pÄ rette vej.
VĂŠr tom, og du kan blive fyldt.
VĂŠr slidt, og du kan blive fornyet.
Hav lidet, og du kan fÄ meget.
Hav meget, og du vil blive bedraget.
Derfor holder den vise sig til det ene og bliver et forbillede for alle.
Han er ikke prangende, derfor lĂŠgger man mĂŠrke til ham.
Han er ikke selvoptaget, derfor udmĂŠrker han sig.
Han praler ikke, derfor respekteres han.
Han er ikke hovmodig, derfor rager han frem.
Han strides ikke med andre, derfor strides ingen med ham.
Derfor sagde de gamle:
Kun det ufuldkomne kan blive fuld kom ment.
Er det et tomt ord?
VĂŠr i sandhed fuldkommen, og alle ting vil komme til dig.

A hiĂĄnyos kikerekĂŒl,
a görbe kiegyenesĂŒl,
az ĂŒres megtelik,
az elvĂ©nhedt ĂșjjĂĄalakul,
a kevés megsokasul,
a sok megzavar.
Ezért a bölcs
az egy-egészet óvja:
Ƒ a vilĂĄg pĂ©ldĂĄja.
Nem åll a fénybe,
ezért fényes,
magĂĄt nem hirdeti,
ezért híres,
magåt nem dícséri,
ezĂ©rt dicsƑ,
magĂĄt nem kĂ­nĂĄlja,
ezĂ©rt vezetƑ.
Nem indul kĂŒzdelembe,
ezĂ©rt senkise gyƑz felette.
A régiek megmondottåk:
A hiĂĄnyos kikerekĂŒl.
Nem holmi ĂŒres szĂł.
Az igazi, a teljes: minden fölĂ© terĂŒl.

23

23

Det er naturligt kun at sige lidt.
En hvirvelstorm vil ikke vare ved til nĂŠste dag,
et skybrud vil ikke vare dagen ud.
Det er himlen og jorden, der frembringer disse ting.
Og hvis himlen og jorden ikke kan blive ved,
hvordan skulle det da vĂŠre muligt for et menneske?
Den, som fĂžlger Tao, er Ă©t med Tao.
Den, som er dydig, bliver Ă©t med dyden.
Den, som farer vild, fĂžler sig fortabt.
Den, som er Ă©t med Tao, vil Tao fylde med glĂŠde.
Den, som er Ă©t med dyden, hos ham vil dyden tage varigt ophold.
Den, som er ét med vildfarelsen, vil vildfarelsen yderligere lede pÄ vildspor.
Den, som ikke viser tilstrĂŠkkelig troskab, vil ikke mĂžde tillid.

A keves szó, mint a természet:
az erƑs szĂ©l nem fĂșj egy reggelen ĂĄt,
a zåpor nem tart egész napon åt.
KĂŒldƑje:
ég s föld.
Nem alkot maradandót az ég s föld,
mĂ©g-Ășgy-sem az ember.
Ezért
az Ășt-on jĂĄrjon az ember,
akkor közös az Ășt-tal,
az erényes közös az erénnyel,
a vesztƑ közös a vesztesĂ©ggel.
Aki közös az Ășt-tal,
az Ășt-at elnyeri.
Aki közös az erénnyel,
az erényt elnyeri.
Aki közös a veszteséggel,
a vesztettet elnyeri.
S aki kétségben imbolyog,
annak szavĂĄt senkise hiszi.

24

24

Den, som stÄr pÄ tÊerne, kan ikke holde balancen.
Den, som gÄr med skrÊvende ben, kan ikke komme frem.
Den, som fĂžrer sig frem, vil ikke blive oplyst.
Den selvretfĂŠrdige vil ikke blive respekteret.
Den, som praler, udretter intet.
Den, som maser sig frem, er ikke fremtrĂŠdende.
Ifþlge dem, der fþlger Tao, er disse ”overflþdig fþde og unþdvendig bagage”.
De bringer ikke lykke.
Derfor undgÄs de af dem, der fÞlger Tao.

A lĂĄbujjhegyre ĂĄgaskodĂł
nem ĂĄll sokĂĄig,
a nagy léptekkel rohanó
nem megy sokĂĄig,
a fénybe-ålló
nem lesz fényes,
a magát-hirdetƑ
nem lesz hĂ­res,
a magĂĄt-dĂ­csĂ©rƑ
nem lesz dicsƑ,
a magĂĄt-kĂ­nĂĄlĂł
nem lesz vezetƑ.
Ezek az Ășton:
rohadék, hulladék,
utĂĄlkozva elkerĂŒlik,
az Ășt-on jĂĄrĂł rĂĄ se lĂ©p.

25

25

Noget forunderligt fortĂŠttede sig,
fĂždt fĂžr himmel og jord,
i stilheden og det tomme rum,
eksisterende af sig selv og uforanderligt,
til stede overalt og i bevĂŠgelse.
Det mÄ anses for moder til universet.
Jeg kender ikke dets navn.
Jeg kalder det Tao.
Af mangel pÄ et bedre ord kalder jeg det uendeligt.
Da det er uendeligt, er det konstant i bĂžlgende bevĂŠgelse.
Det bĂžlger bort i det uendelige, og bĂžlgebevĂŠgelsen vender tilbage.
Derfor sagde de gamle:
Tao er mĂŠgtigt,
himlen er mĂŠgtig,
jorden er mĂŠgtig,
kongen er ogsÄ mÊgtig.
Disse er universets fire store magter, og kongen er en af dem.
Menneskets lov er jorden,
jordens lov er himlen,
himlens lov er Tao.
Taos lov er Tao.

Íme az Ƒs-zƱrbƑl keletkezett,
az Ă©g Ă©s föld elƑtt szĂŒletett:
mily bĂ©kĂ©s, mily ĂŒres!
MagĂĄban van, nem vĂĄltozik,
zavartalan mindenĂŒtt mƱködik.
Ô az Ă©g-alattinak anyja.
Nevét nem ismerem,
kisebb nevĂ©n Ășt-nak mondom,
elmém szerint nagynak mondom,
a nagyot tĂĄvolodĂłnak mondom,
a tĂĄvolodĂłt eltƱnƑnek mondom,
az eltƱnƑt visszatĂ©rƑnek mondom.
Ezért
nagy az Ășt,
az Ă©g,
a föld
s a kirĂĄly.
A vilågon négy nagy létezik
s a kirĂĄly köztĂŒk az egyik.
Az ember a földet követi,
a föld az eget követi,
az Ă©g az Ășt-at követi,
az Ășt önnön rendjĂ©t követi.

26

26

Det tunge er roden til det lette, stilheden roden til bevĂŠgelse.
Derfor slipper den vise under sin rejse aldrig synet af det, han selv medbringer.
Selv om der er smukke ting at kaste blikket pÄ, forbliver han uberÞrt og rolig.
Hvorfor skulle en herre over mange vogne rive sig lĂžs fra sin plads i den store helhed?
Ved at rive sig lÞs blive man rodlÞs, ved at vÊre utÄlmodig mister man sin faste plads

A nehéz a könnyƱ alapja,
a nyugalom a mozgĂĄs apja.
Ezért a bölcs
naphosszat munkĂĄlkodva,
szekere terhét el nem hagyja.
Ragyogót nem remél,
teljes békében, veszteg él.
Aki tízezer szekér gazdåja,
néz a vilågba, nem låt önmagåba.
Aki könnyelmƱ, elveszti alapjåt,
aki nyugtalan, elveszti apjĂĄt.

27

27

En god vandrer efterlader ingen spor.
En god taler gentager ikke sig selv.
En god regner behĂžver ingen tabeller.
En god dÞr behÞver ingen lÄs, alligevel kan ingen Äbne den.
En god binding behĂžver ingen knuder, alligevel kan ingen lĂžse den op.
SĂ„ledes tager den vise vare om sine medmennesker.
Han lader ingen i stikken.
Han drager omsorg for alt og alle og undlader intet.
Hvad er en god mand?
En dÄrlig mands lÊrer.
Hvad er en dÄrlig mand?
En god mands ansvar.
Hvis lĂŠreren ikke respekteres, og eleven ikke tilgodeses,
vil forblindelse opstÄ, hvor viis du end er.
Dette er mysteriets kerne.

Az Ăłvatos vĂĄndor nem hagy lĂĄbnyomot;
a gondos-beszédƱ nem kelt haragot;
jĂł szĂĄmolĂłnak nem kell tĂĄbla;
ki ajtĂłt zĂĄrni tud, zĂĄr nĂ©lkĂŒl is bezĂĄrja,
hogy ki nem nyitjĂĄk;
ki csomĂłt kötni tud, kötĂ©l nĂ©lkĂŒl is megköti,
ki nem bogozzĂĄk.
Ezért a bölcs
vigyĂĄz az emberekre,
senkit meg nem vetve;
ĂŒgyel a lĂ©tezƑkre,
semmit el nem vetve.
Ez a kétszeres vilågossåg.
A jĂł a rossznak tanĂ­tĂłja,
a rossz a jĂłnak tĂĄmasztĂłja.
Ha nem becsĂŒlik tanĂ­tĂłikat,
ha nem szeretik tĂĄmasztĂłikat:
olyan a legbölcsebb, mint a legvakabb.
Íme a legmĂ©lyebb Ă©s legsĂșlyosabb.

28

28

Glem ikke manddommens styrke, men bevar dog kvindens blidhed!
SĂ„ vil du blive som en flod, hvori alt strĂžmmer.
Den, der bliver som en altomfattende strĂžm, bliver uadskillelig fra den evige dyd.
Kend det lyse, men forbliv i mĂžrke!
SĂ„ vil du blive et forbillede for verden.
Den, der er et forbillede for verden, altid urokkelig og fast,
vender tilbage til det oprindelige.
Kend ĂŠrens tegn, men forbliv beskeden!
Da vil du blive som en dal, der rummer alt.
Som en dal, der rummer alt, altid fast og uudtĂžmmelig,
vil du vende tilbage til naturens form.
NĂ„r den naturlige form bearbejdes, bliver den brugbar.
NĂ„r den vise bruger den, bliver han fĂžrer for alle.
Derfor sagde de gamle: En stor trĂŠskĂŠrer skĂŠrer kun lidet.

Aki tudja férfi-hatalmåt,
mĂ©gis Ƒrzi nƑ-lĂĄgysĂĄgĂĄt:
hegyi-Ă©r a vilĂĄgon,
az erény-t el nem vesztette,
csecsemƑ marad örökre.
Aki tudja fehérségét,
mĂ©gis Ƒrzi feketesĂ©gĂ©t:
példa a vilågon.
Aki példa a vilågon,
az erĂ©ny-nyel összeillƑ,
ĂĄllandĂłhoz visszatĂ©rƑ.
Aki tudja dicsƑsĂ©gĂ©t,
mĂ©gis Ƒrzi rejtettsĂ©gĂ©t:
völgy a vilågon.
Aki völgy a vilågon,
erény-ben lesz tökéletes,
egyszerƱ és természetes.
A termĂ©szetes elhal: eszköz lesz, erƑ,
a bölcs él vele,
így lesz vezetƑ;
ezért:
a rendhez nem kell a had ereje.

29

29

Tror du, at man kan vinde herredĂžmmet over universet ved at forbedre det?
Jeg tror ikke, det lader sig gĂžre.
Universet er helligt.
Man kan ikke forbedre det.
Hvis man prĂžver at ĂŠndre det, vil man ĂždelĂŠgge det.
Hvis man prÞver at fÄ hold pÄ det, vil man tabe det
For snart gÄr det frem, snart tilbage; snart blÊser det varmt, snart koldt; snart bliver man styrket, snart svÊkket.
Snart gÄr det op, snart ned.
Derfor undgÄr den vise udskejelser, Þdselhed og selvhÊvdelse.

Aki erƑszakkal birodalmat foglal,
kudarcot vall: ez a tapasztalat.
Az Ă©g-alatti, mint csodĂĄlatos urna:
sérteni nem szabad,
aki Ă©rinti, sem Ă©rinti,
aki megfogja, elveszĂ­ti.
Ezért mindennek rendje-sorja:
halad egyik, követi måsik,
virul egyik, hervad mĂĄsik,
erƑsĂŒl egyik, gyengĂŒl mĂĄsik,
keletkezik egyik, elenyész måsik.
Ezért a bölcs
kerĂŒli a tĂșlĂĄradĂłt,
kerĂŒli a hĂ­valkodĂłt,
kerĂŒli a kĂĄprĂĄztatĂłt.

30

30

NÄr du rÄder en konge efter Taos principper,
rÄd ham da ikke til at bruge magt mod universet.
Det vil kun fremkalde modstand.
Torne og tidsler vokser frem, hvor hĂŠre er draget forbi.
Hunger-Ă„r fĂžlger efter hĂŠrtog.
GÞr kun, hvad der mÄ gÞres.
Udnyt ikke overmagt.
OpnÄ resultater, men pral ikke af dem.
OpnÄ resultater, men triumfér ikke.
OpnÄ resultater, men vÊr ikke stolt.
OpnÄ resultater, fordi det er naturens lov.
OpnÄ resultater, men uden vold.
Voldsom kraft efterfÞlges af mangel pÄ styrke.
Det er ikke Taos vej.
Det, som gÄr imod Tao, dÞr snart.

Aki az Ășt-on jĂĄrva urĂĄt szolgĂĄlja,
nem igĂĄz le orszĂĄgokat hadsereggel,
hiszen Ƒellene is fordul a dárda.
Hol had vonult,
tövis lepi a rétet,
nagy harc utĂĄn
jönnek ínséges évek
az eszes: gyƑz Ă©s megtorpan,
nem tobzĂłdik a diadalban,
gyƑz Ă©s nem magasodik,
gyƑz Ă©s nem cifrĂĄlkodik,
gyƑz Ă©s nem kevĂ©lykedik,
gyƑz, mert gyƑzni kĂ©nyszerĂ­ttetik,
gyƑz, de sohasem erƑszakoskodik.
Olykor a lények mår ifjan vének,
ellene szegĂŒlnek az Ășt rendjĂ©nek,
s ha így van: korån sírba térnek.

31

31

Gode vÄben er kilde til frygt, de afskys af alle.
Derfor vil den, der fĂžlger Tao, aldrig bruge dem.
Den vise foretrĂŠkker den venstre side, krigeren foretrĂŠkker den hĂžjre.
For vÄben er ulykkens redskaber.
Den vise bruger dem ikke, nÄr det er nÞdvendigt.
Hans stĂžrste Ăžnske er at bringe fred og ro,
og han har ingen glĂŠde af at sejre i krig.
Den, der glÊder sig over sejr i krig, glÊder sig over drab pÄ mennesker.
Og den, der glÊder sig over drab pÄ mennesker, kan ikke nÄ sit hÞjeste mÄl.
Ved lykkelige lejligheder er hĂŠderspladsen til venstre, i sĂžrgelige tider til hĂžjre.
I hÊren stÄr den nÊstkommanderende pÄ venstre flÞj, hÊrfÞreren pÄ hÞjre.
Dette viser, at krig arrangeres som en begravelse.
NĂ„r mange mennesker er blevet drĂŠbt, sĂžmmer sig sorg og bitter medynk.
Derfor mÄ en sejr afvikles pÄ samme mÄde som en begravelse.

A legszebb hadsereg is a csapås eszköze,
mindenféle gyƱlöletes,
az Ășt-on jĂĄrĂł nem Ă©l vele.
A nemesnek békében balról a helye,
hĂĄborĂșban jobbrĂłl a helye.
A had a csapåsnak eszköze,
nem a nemesnek eszköze;
ha rĂĄkĂ©nyszerĂŒl, csak akkor Ă©l vele,
a bĂ©ke az Ƒ ereje.
GyƑz Ă©s nem kevĂ©lykedik.
Aki gyƑzteskĂ©nt elƑre-nyomul,
az ember-irtĂĄsnak örĂŒl;
aki az ember-irtĂĄsnak örĂŒl,
gyƱlöletet fakaszt az ég alatt.
A bƑsĂ©g balrĂłl tĂ©r be,
a jajszó jobbról tér be.
Balról a szårnyvezér,
jobbrĂłl a fƑvezĂ©r:
temetéssel fölér.
Az ember-irtĂĄs
siralom, gyötrelem,
gyász-szertartás a harci gyƑzelem.

32

32

Tao er evigt og uforanderligt og har intet navn.
Selv om det virker ringe i sin formlĂžse tilstand, kan vi dog ikke underkaste det os.
Hvis konger og herskere kunne underkaste det sig det,
ville alle ting automatisk adlyde dem.
Himmel og jord ville mĂždes, og mild regn falde.
Menneskene ville ikke lÊngere behÞve pÄbud,
og alt ville gÄ efter naturens love.
SĂ„ snart helheden deles,
fÄr de enkelte dele brug for navne.
Man mÄ vide, hvornÄr grÊnsen er nÄet.
NÄr man ved, hvornÄr grÊnsen er nÄet, kan man undgÄ ulykker.
Tao er i verden som en flod, der sĂžger hjem til havet.

Az Ășt folytonos Ă©s nĂ©vtelen.
Az Ƒs-egyszerƱsĂ©g parĂĄnyi,
mégse bírja senki leigåzni.
Ha fejedelmek, királyok megƑrzik:
minden önként behódol nekik.
Ég s föld összecsengne-bongna,
Ă©des harmatot hullatna,
és a nép mind, nem parancsra, megnyugodna.
Hol fellép a rendtartås: fellép a név;
s mert mår fellépett a név,
ismerni kell a hatĂĄrokat
s Ă­gy elkerĂŒlni a csapĂĄsokat.
Az Ășt e vilĂĄgban,
mint hegyi patak, mély folyóba és tengerbe szakad.

33

33

Den er klog, som kender andre;
den, der kender sig selv, er viis.
Den er stĂŠrk, som overvinder andre;
den, der overvinder sig selv, er mĂŠgtig.
Den er rig, som er tilfreds med det, han har;
ihÊrdighed er tegn pÄ viljestyrke.
Den, som udfylder sin plads, bliver stÄende.
Den, som dÞr uden at gÄ til grunde, er evigt til stede.

Okos, aki Ă©rti az embereket;
aki önmagåt érti: ihletett.
Hatalmas, aki másokat legyƑz;
aki önmagĂĄt legyƑzi: erƑs.
Aki törekszik: nincs híjån akaratnak;
aki megelégszik: gazdag.
Aki nem veszti termĂ©szetĂ©t: hosszĂșĂ©letƱ;
aki nem veszti emlékezetét: örökéletƱ.

34

34

Det store Tao gennemstrĂžmmer alt.
Alt levende holdes oppe af det, det holder intet nede.
Det fuldbyrder stille sit vÊrk og gÞr ikke krav pÄ noget.
Det giver nĂŠring til alle ting og er alligevel ikke deres herre.
Det har intet at opnÄ, det er meget lille.
Alle ting vender tilbage til det, alligevel er det ikke deres herre.
Det er meget stort.
Det frembyder ikke storhed, derfor er det virkelig stort.

A hatalmas Ășt szerteĂĄrad,
jelen van jobbra-balra.
Minden åltala létezik,
soha meg nem torpanva.
MƱködik, de rejtve, hírt nem akarva.
Mindent nevel,
de nem irĂĄnyĂ­t,
nincsen vĂĄgya,
ezért neve: kicsiny.
Minden visszatér hozzåja,
de nem irĂĄnyĂ­t,
ezért neve: nagy.
Sose hatalmaskodĂł,
ezért neve: hatalmas.

35

35

Alle vil komme til den, der holder sig til det ene;
for dér findes hvile og lykke og ro.
Hvor der er musik og duften af mad, vil den vejfarende stÄ stille;
men en skildring af Tao virker fersk og uden fylde.
Det kan ikke ses, det kan ikke hĂžres;
alligevel er det uudtĂžmmeligt.

Aki a nagy mintåt követi,
annak hĂłdol az Ă©g-alatti.
HozzĂĄja fordulnak, mert kĂĄrt nem okozhat,
csak békét, nyugalmat,
muzsikĂĄt, vigalmat,
tåplålékot ad a våndoroknak.
Mikor az Ășt-rĂłl szĂłlal,
a szĂł Ă­zetlen, sĂłtlan.
Aki rånéz, nem låtja,
aki hallgatja, nem hallja,
de nem-fogyĂł kincs annak, ki Ă©rti.

36

36

Det, som kan trÊkke sig sammen, mÄ fÞrst udvides.
Det, som kan svÊkkes, mÄ fÞrst gÞres stÊrkt.
Det, der kan modtages, mÄ fÞrst blive givet.
Dette kaldes erkendelse af tingenes natur.
Det blide og svage overvinder det hÄrde og stÊrke.
Fisk kan ikke forlade havets dyb,
og et lands vÄben bÞr ikke stilles til skue

Amit összenyomnak,
kiszélesedik,
amit gyengĂ­tenek,
megerƑsödik,
amit megölnének,
nem marad meddƑ,
aki lopna,
az lesz a vesztƑ.
De Ă©pp ezt nem Ă©rtik.
A gyenge legyƑzi az erƑset, a lĂĄgy a kemĂ©nyet.
A hal megfĂșl, ha elhagyja a mĂ©lyet.
Az ĂĄllam Ă©les fegyvereit
ne villogtassåk a népnek.

37

37

Tao udretter intet og lader dog intet ugjort.
Hvis konger og herskere gjorde det samme, ville alt udvikle sig pÄ naturlig mÄde.
De, der stadig Ăžnskede at udfolde sig,
skulle vende tilbage til det forskelslĂžses enhed.
Uden form intet begĂŠr.
Uden begĂŠr er der ro.
SĂ„ledes ville der blive harmoni i verden.

Az Ășt örök Ă©s tĂ©tlen,
mégis mindent végbevisz észrevétlen.
Ha fejedelmek, királyok megƑrzik,
minden magától rendezƑdik.
Ha kapålóznak és intéznek,
letöri Ƒket a titkos termĂ©szet.
Vågytalan a titkos természet,
s a vågy hiånya: béke,
az ég alatt a rend teljessége.
AZ ERÉNY

38

38

En virkelig god mand er ikke bevidst om sin godhed,
og er netop derfor god.
En tÄbelig mand prÞver pÄ at vÊre god,
derfor er han det ikke.
En virkelig god mand udretter intet,
men lader alligevel intet ugjort.
En tÄbelig mand udretter alt muligt,
alligevel bliver han aldrig fĂŠrdig.
NĂ„r den virkeligt kĂŠrlige mand handler,
lader han intet ugjort.
NĂ„r den retfĂŠrdige mand handler,
lader han sÄre meget ugjort.
NĂ„r en opportunist handler, og ingen reagerer,
ruller han ĂŠrmerne op og sĂžger hĂŠvdelse ved magt.
Derfor sagde de gamle:
NĂ„r Tao tabes, dukker det gode frem.
NĂ„r det gode tabes, dukker kĂŠrligheden frem.
NĂ„r kĂŠrligheden tabes, dukker retfĂŠrdigheden frem.
NĂ„r retfĂŠrdigheden tabes, dukker opportunismen frem.
Men opportunisme er kun en skygge af troskab og pÄlidelighed,
et varsel om anarki.
Kundskab om fremtiden er kun en forblommet antydning af Tao
og frembringer slĂžvhed.
Men den virkelig store mand bygger pÄ det virkelige,
ikke pÄ det tilsyneladende, pÄ indholdet og ikke pÄ den ydre skal.
Tag derfor det fĂžrste og sky det andet!

A nagy erény nem jótékonykodik,
ezért jó.
A kis erény jótékonykodik,
ezért nem jó.
A nagy erény cselekszik,
nem-cselekvéssel cselekszik.
A kis erĂ©ny sĂŒrög,
erƑvel cselekszik.
A szeretet cselekszik,
eredményes, ha nem cselekszik.
Az erkölcs sĂŒrög,
erƑvel cselekszik.
A tisztelet cselekszik,
s mert nem viszonozzĂĄk,
kényszerít a tiszteletre.
Ezért:
az Ășt ha elvĂ©sz, itt az erĂ©ny,
az erény ha elvész, itt a szeretet,
a szeretet ha elvész, itt az erkölcs,
az erkölcs ha elvész, itt a tisztelet.
A tisztelet
a hƱség és bizalom hiånya,
a zƱrzavar kezdete.
A kĂŒlsƑ tudĂĄs
az Ășt virĂĄga,
a belsƑ tudatlanság kezdete.
Ezért az igaz ember
a valĂłdit akarja Ă©s nem a lĂĄtszĂłt,
a gyĂŒmöcsöt akarja Ă©s nem a virĂĄgot,
a közelit akarja és nem a tåvolit.

39

39

Disse ting er fra de ĂŠldste tider oprundet af det ene:
himlens klarhed, jordens fasthed,
sjÊlens styrke, dalens rigdom pÄ vand,
alle tings liv, kongers og herskeres styre.
Alt dette er til i kraft af helheden.
Himlens klarhed hindrer den i at styrte sammen,
jordens fasthed hindrer den i at gÄ itu,
sjĂŠlens styrke hindrer, at den udtĂžmmes,
dalens rigdom pÄ vand hindrer den i at lÞbe tÞr.
Alle tings liv og vĂŠkst hindrer dem i at uddĂž.
Kongers og herskeres styre hindrer landes oplĂžsning.
Det ringere er derfor det ĂŠdleres rod.
Det lave er det hĂžjes grundlag.
Fyrster og herskere kalder sig selv ”foréldrelþse”, “vennelþse” og ”usle”.
Erkender de derved ikke, at de er rundne af ringhed?
For megen fremgang fĂžrer ikke fremad.
Men bĂžr ikke klinge som jade eller rasle som en rullesten.

Íme az Ƒs-egysĂ©gben lĂ©tezƑk:
az ég az egység åltal makulåtlan,
a föld az egysĂ©g ĂĄltal rendĂŒletlen,
a szellem az egység åltal finom,
a völgy az egység åltal virågzó.
Minden az egysĂ©ggel szĂŒletett,
a vezér, a kiråly
vele a vilåg példåja lett:
az egység éltet mindeneket.
Ha ködös az ég: eltƱnik;
ha inog a föld: elhasad;
ha durva a szellem: elkallĂłdik;
ha meddƑ a völgy: sivatag.
Ha nem szĂŒletnek, akkor elenyĂ©sznek;
a vezéreket és kirålyokat
ledöntik, ha nem példaképek.
A néptömeg a nagyok alapja,
az alacsony a magas alapja.
Ezért
az önjelölt vezérek és kirålyok
helyĂŒkön nem szilĂĄrdak.
Nem nézik, hogy a sokasåg a nagyok alapja,
vesztĂŒket az okozza.
Ha szĂ©tszedik a fĂ©nyes fogatot: belƑle semmi sincs.
Ne légy értékes, mint a jade-kincs,
légy egyszerƱ, mint a kavics.

40

40

Taos bevĂŠgelse fĂžrer tilbage.
Tao kan kendes pÄ sin blidhed.
Alle ting hviler pÄ virkeligheden,
virkeligheden pÄ uvirkelighed.

EllentĂ©tessĂ©g az Ășt mozgĂĄsa,
engedĂ©s az Ășt tulajdonsĂĄga.
Az Ă©g alatt minden a lĂ©tbƑl fakad
s a lĂ©t a nemlĂ©tbƑl fakad.

41

41

NĂ„r den vise hĂžrer om Tao, fĂžrer han det for alvor ud i livet.
NÄr den middelmÄdige hÞrer om Tao, skÊnker han det undertiden en tanke.
NĂ„r den uforstandige hĂžrer om Tao, ler han hĂžjt.
Hvis han ikke lo, ville Tao ikke vĂŠre, hvad det er.
Derfor siger det gamle ord:
Den klare sti synes dunkel,
den, der gÄr frem, synes at gÄ tilbage,
den lette vej synes svĂŠr,
den hĂžjeste dyd synes lav som en dal,
den stĂžrste renhed synes besudlet,
rigdom pÄ dyd synes utilstrÊkkelig,
dydens styrke synes skrĂžbelig,
virkelig dyd synes uvirkelig,
det fuldkomne kvadrat har ingen vinkler,
store evner modnes sent,
de hĂžjeste toner kan nĂŠppe hĂžres,
den stĂžrste skikkelse er uden form.
Tao alene er skjult og har intet navn.
Tao alene frembringer og fuldbyrder.

Ha bölcs hall az Ășt-rĂłl,
megragadja Ă©s megƑrzi;
ha tudĂłs hall az Ășt-rĂłl,
megtartja, majd elveszĂ­ti;
ha okos hall az Ășt-rĂłl,
nem gyƑz nevetni;
Ă©s nem errƑl az Ășt-rĂłl esik szĂł,
ha tån megérti.
A régi vers ezért mondja:
„A fĂ©nyes Ășt sötĂ©tnek lĂĄtszik,
az Ășt-on jĂĄrĂł eltƱnni lĂĄtszik,
az egyenes Ășt tĂ©vĂștnak lĂĄtszik,
a magas erény szakadéknak låtszik,
a nagy tisztasåg szégyennek låtszik,
a hatalmas erény kevésnek låtszik,
a növekvƑ erĂ©ny lopĂĄsnak lĂĄtszik,
a szĂ­n-igazsĂĄg hiĂĄnynak lĂĄtszik.
A végtelen négyszögnek egy szöglete sincsen,
a végtelen edény készen soha sincsen,
a végtelen zengésnek hangja nincsen,
a vĂ©gtelen kĂ©pnek formĂĄja nincsen.”
Az Ășt rejtett Ă©s neve nincsen.
EgyedĂŒl az Ășt
vezet és célba fut.

42

42

Tao frembragte Ă©n,
Ă©n frembragte to,
to frembragte tre.
Tre frembragte universet.
Universet bĂŠrer yin og omslutter yang.
Det opnÄr stabilitet ved forening af disse krÊfter.
Folk frygter at blive ”faderlþse”, ”vennelþse” eller ”usle”,
men konger og herskere betegner sig selv med disse ord.
For man vinder ved at tabe
og taber ved at vinde.
Jeg lĂŠrer kun, hvad andre lĂŠrer, nemlig
at en voldelig mand vil fÄ en voldelig dÞd.
HerpÄ bygger jeg min lÊre.

Az Ășt szĂŒlte az egyet,
az egy a kettƑt,
a kettƑ a hármat,
a hĂĄrom valamennyi lĂ©tezƑt,
mind tartalmazza a hĂ­met Ă©s a nƑt,
s a lĂĄthatatlan lehelet egybeolvasztja ezeket.
S e vilĂĄgban megvetik
az önmagĂĄt-felemelƑt,
az önjelölt kirĂĄlyt, vezetƑt.
NĂ©zd valamennyi lĂ©tezƑt:
egyszer gyengĂŒl, mĂĄskor erƑsĂŒl,
egyszer erƑsĂŒl, mĂĄskor gyengĂŒl.
Így látják,
Ă©n is Ă­gy lĂĄtom:
„A zsarnokok nem holtukkal pusztulnak el.”
Ez a legfƑbb tanításom.

43

43

De blideste ting i verden overvinder de hÄrdeste ting i verden.
Det, som ikke er til, kan trĂŠnge ind, hvor der ikke er noget rum.
Deraf erkender jeg vĂŠrdien af ikke at handle.
At lĂŠre uden ord
og arbejde uden at udrette noget,
dette forstÄr kun fÄ.

Az ég alatt a leggyengébbek
ĂĄtfĂșrjĂĄk, ami legkemĂ©nyebb:
mindenben fészke van a nemlétnek,
ereje a nem-cselekvésnek.
SzĂł nĂ©lkĂŒli tanĂ­tĂĄssal
s a nem-cselekvés hatalmåval
mi sem mĂ©rkƑzhet e vilĂĄgban.

44

44

Dit ry eller din sjĂŠl: Hvad betyder mest?
Din sjĂŠl eller din formue: Hvad er dyrebarest?
At vinde eller tabe: Hvad er vĂŠrst?
Den, som er knyttet til ting, vil skuffes meget.
Den, som samler meget, vil miste meget.
Den tilfredse vil aldrig miste noget.
Den, der ved, hvornÄr ha skal holde inde, vil aldrig forlÞbe sig.
Han vil altid vĂŠre uden for fare.

Rang, vagy Ă©let: melyik fƑbb?
Kincs, vagy élet: melyik több?
SzerzĂ©s, vagy vesztĂ©s: melyik tĂșlĂ©lhetƑbb?
Aki sokat szerzett, sokat vesztett;
aki sokat gyƱjt, több kårt szenved.
Aki megelégszik, kudarc nem éri,
aki megtorpan, veszély nem éri,
a maradandĂłsĂĄgot Ă©li.

45

45

Stor dygtighed fremtrĂŠder ufuldendt;
men den vil altid bevare sin nytte.
Stor fylde fremtrĂŠder tom,
men den vil aldrig blive udtĂžmt.
Stor ligefremhed fremtrĂŠder kroget.
Stor klÞgt fremtrÊder tÄbelig.
Stor veltalenhed lyder som stammen.
BevĂŠgelse overvinder kulde.
Ro overvinder varme.
Harmoni mellem ro og bevÊgelse holder tingene i universet pÄ plads.

A tökéletes: akår a tökéletlen.
MƱködése véghetetlen.
A teljessĂ©g: akĂĄr az ĂŒressĂ©g.
MƱködése mérhetetlen.
Az egyenes, mint a görbe,
a szellemes, mint a dƑre,
az Ă©kes szĂł, mint a dadogĂł.
A mozgás a fagyot legyƑzi,
a nyugvás a hevet legyƑzi,
a bĂ©ke a rendet megƑrzi.

46

46

NĂ„r Tao er til stede i universet, bruges heste til at trĂŠkke ploven.
NÄr Tao ikke er til stede i universet, grÊsser hÊrens heste pÄ markerne.
Der er ingen stĂžrre synd end begĂŠr,
ingen stĂžrre forbandelse end utilfredshed,
ingen stĂžrre last end ĂŠrgerrighed.
Derfor vil den, der forstÄr, at tilstrÊkkeligt er tilstrÊkkeligt, altid have nok.

Mikor az Ă©g alatt lĂ©tezik az Ășt:
a lovak megtrågyåzzåk a földet;
mikor az Ă©g alatt hiĂĄnyzik az Ășt:
a mezƑn harci mĂ©nek legelnek.
Nincs nagyobb csapĂĄs,
mint az eleget nem ismerni,
se nagyobb veszély,
mint szerzésre törekedni.
Ezért:
aki az elĂ©ggel megelĂ©gĂŒl,
elégedettnek kell nevezni.

47

47

Man kan kende hele universet uden at forlade sin stue.
Uden at se ud ad vinduet, kan man fĂžlge himlens bevĂŠgelser.
Jo lÊngere man gÄr, jo mindre forstÄr man.
Derfor hedder det, at den vise nÄr mÄlet uden at bevÊge sig;
han ser uden at Ă„bne sine Ăžjne;
han bliver fuldkommen uden at lave sig selv det mindste om.

Nem lép ki az ajtón
Ă©s vilĂĄgot megismer,
nem néz ki az ablakon
Ă©s Ă©gi Ășt-at megismer;
mennél messzebb megy,
annĂĄl kevesebbet ismer;
ezért a bölcs
nem jĂĄr, hanem megismer,
nem néz, hanem megnevez,
nem cselekszik, hanem végbevisz.

48

48

Den, der sĂžger kundskab, vokser hver dag mere.
Den, der sĂžger Tao, bliver dagligt mere ubetydelig.
Mindre og mindre udretter han, indtil han ikke finder noget at udrette.
NĂ„r intet udrettes, lades intet ugjort.
Verden styres ved, at man lader tingene gÄ deres gang.
Den kan ikke styres ved indgreb.

A tanulĂł gyarapszik naponta;
az Ășt-on jĂĄrĂł csökken naponta.
Csökkenés, tovåbb-csökkenés:
eredménye a nem-cselekvés.
Mindent végbevisz a nem-cselekvés.
A vilågot tétlen tartja kézben.
Aki tevékeny,
a vilågot nem tartja kézben.

49

49

Den vise har ingen urokkelig mening.
Han tilpasser sit sind efter andre.
Jeg er god mod dem, som er gode.
Jeg er ogsÄ god mod dem, som ikke er gode.
PÄ den mÄde fremmes godhed.
Jeg mĂžder tillid med tillid.
Jeg mÞder ogsÄ mistro med tillid.
PÄ den mÄde fremmes tillidsfuldhed.
Den vise er sky og ydmyg, pÄ andre virker han foruroligende.
Folk ser pÄ ham og lytter til ham.
Han opfĂžrer sig som et lille barn.

A bölcsnek nincs önnön szíve.
Szíve a nép valahåny szíve.
JĂł a jĂłkhoz
Ă©s jĂł a gonoszokhoz:
ez az erény jósåga.
Hisz az igazaknak
Ă©s hisz a hazugoknak:
ez az erény bizalma.
A bölcs az ég alatt békében lakik,
megjegyzi az emberek mondĂĄsait,
s Ășgy nĂ©zi a nĂ©pet, mint gyermekeit.

50

50

Mellem fĂždsel og dĂžd er der tre ud af ti, som fĂžlger livets vej;
tre ud af ti, der fĂžlger dĂždens vej;
og af mennesker, der vandrer mellem fÞdsel og dÞd, er der ogsÄ tre ud af ti.
Hvorfor er det sÄdan?
Fordi mennesker higer umĂŠtteligt efter at leve.
Den, der forstÄr at leve, kan rejse omkring uden at frygte nÊsehorn eller tiger.
Han vil ikke blive sÄret i kamp.
NÊsehornet har intet mÄl for sit horn,
tigeren intet mÄl for sine klÞer,
spyddet intet mÄl for sin spids.
Hvorfor er det sÄdan?
Fordi han ikke frembyder noget sted, hvor dĂžden kan trĂŠnge ind.

MegszĂŒletnek Ă©s elpusztulnak.
Az Ă©let felĂ© megy tĂ­z közĂŒl hĂĄrom,
a halĂĄl felĂ© megy tĂ­z közĂŒl hĂĄrom,
Ă©s meghal tettei miatt
megint tĂ­z közĂŒl hĂĄrom.
Miért?
Mert nem lesznek ĂșrrĂĄ az Ă©let-vĂĄgyon.
Aki ĂșrrĂĄ lesz az Ă©let-vĂĄgyon,
orrszarvĂștĂłl, tigristƑl nem fĂ©l,
sem harcban a fegyveres katonĂĄtĂłl.
Az orrszarvĂș nem döfi belĂ©je szarvĂĄt,
a tigris nem vågja beléje karmåt,
nem sebzi meg a katona kardja.
Miért?
Mert a halĂĄlnak nincs rajta hatalma.